Supercomputere og datacentre er ikke bare et spørgsmål om at have flest rå muskler, energi-delen bliver stadig vigtigere.
Herunder ikke mindst afkøling af kalorius, der kan ske på mange måder: Man kan for eksempel anvende vind-afkøling - ikke mindst om vinteren - og koldt vand er også en mulighed.
Varmt vand til afkøling er derimod måske ikke lige den første mulighed, der falder en ind.
Ikke desto mindre har forskere fra IBM og det schweiziske institut for teknologi i Zürich udviklet supercomputeren Aquasar, der anvender vand på omkring 60 grader til afkøling.
Forklaringen på, hvordan det kan lade sig gøre, er, at processorerne i de blade servere, der anvendes, kan klare temperaturer på op til 85 grader - og dermed er 60 grader pludselig koldt nok, skriver Serverwatch.com.
Pointen er, at man slipper for udgiften til afkøling af vandet, hvilket IBM hævder kan betyde en besparelse på op imod 40 procent.
Når vandet først har afkølet serverne, er det noget nær kogende, men ved at føre det rundt i rør - der naturligvis bruges til opvarmning af boliger - kan det igen være nede på omkring de 60 grader, når det er tilbage og atter skal "afkøle" supercomputeren Aquasar.
Aquasar består af 33 BladeCenter QS22-servere, der anvender IBM's PowerXCell 8i processorer.
Du kan se en video om Aquasar her: