Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Microsoft vil rense ud blandt partnerne

Microsoft partnerkonference 2010: Til efteråret skruer Microsoft gevaldigt op for kravene til at blive guldpartner. Kun hver femte danske guldpartner vil slippe igennem nåleøjet, lyder den forsigtige vurdering

Få overblikket over Microsofts store partnerkonference.

Washington DC, USA Microsoft vil fra oktober begynde at skærpe kravene til selskabets partnere. Det kommer til at ske med en ny opdeling af de niveauer, som partnerne i dag er inddelt i, og som de i vid udstrækning profilerer sig på over for kunderne.

I dag er partnerne opdelt i tre hovedkategorier, nemlig guldpartnere, certified partnere og registrerede partnere. Virksomhederne placeres i kategorierne via et pointsystem, hvor bestemte kompetencer udløser et bestemt pointtal, der dernæst lægges sammen.

Certificeres i lodrette siloer

Denne opdeling i kategorier bliver fra oktober sløjfet helt.

I stedet indfører Microsoft en inddeling med guldpartnere, sølvpartnere, subscriberpartnere og communitypartnere.

Her vil hver enkelt virksomhed kunne opnå en bestemt klassificering på specifikke områder.

"Vi ønsker at gøre partnerstrukturen mere transparent, så kunderne kan se, hvilke virksomheder der er "best in class" inden for bestemte områder," siger Søren Knudsen Pedersen, partnerchef for Microsoft i Danmark.

I dag kan en virksomhed blive guldpartner, hvis virksomheden samler point sammen på mange forskellige områder. Med den nye ordning vil en virksomhed derimod kunne blive guldpartner inden for eksempelvis infrastruktur og Sharepoint og sølvpartner inden for eksempelvis Dynamics.

Sikrer dybde og kvalitet

"Det vil sikre mere dybde og bedre kvalitet. Nu har partnerne mulighed for at skubbe én bestemt ting frem på scenen og profilere sig på den. Kompetencekravene er noget højere end i den nuværende model," siger Søren Knudsen Pedersen.

Den nuværende partnermodel har kørt i fem år. Med den ny model beskæres antallet af kompetencer, som partneren indplaceres i systemet på, fra 49 til 30.

Profilere sig overfor rivalerne

Søren Knudsen Pedersen fremhæver, at forandringerne i partnerstrukturen - der træder i kraft over hele verden - sker på opfordring fra mange af Microsofts nuværende partnere.

De har presset på for at få en model, hvor de for alvor kan differentiere sig fra deres konkurrenter.

I dag mener mange af partnerne , at der er for mange partnere med den højeste ranking - faktisk så mange, at det er svært at bruge certificeringen til noget konkret.

"Mange af dem er meget ivrige efter at kunne vise, at de er meget dygtige til bestemte områder. Vi tror, at den nye struktur vil sikre bedre gennemsigtighed, fordi det bliver helt tydeligt, hvilke specifikke områder en bestemt partner satser på og er god til," siger han.

Herhjemme har Microsoft i dag 3.600 partnere, hvoraf de cirka 3.000 befinder sig på laveste niveau som registrerede partnere, mens resten er fordelt på de to højeste niveauer, gold og certified.

Søren Knudsen Pedersen vurderer med et forsigtigt skøn, at dette antal vil blive reduceret kraftigt med den nye struktur.

"Min forsigtige vurdering er, at kun omkring hver femte af de nuværende gold- og certified partnere herhjemme vil kunne opnå en gold-certificering fra oktober," siger han.

Få overblikket over Microsofts store partnerkonference.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere