Det er en fejl, at blinde og svagtseende ikke kan benytte muligheden for at signere eller kryptere såkaldt sikre e-mails med NemID, sådan som resten af befolkningen har mulighed for.
Det erkender IT-og Telestyrelsen over for Computerworld.
Problemet opstod efter, at DanID i starten af oktober åbnede mulighed for den nye tjeneste "sikker e-mail".
Her viste det sig, at et skærmvindue, som skal benyttes i forbindelse med installationen af et nødvendigt certifikat, ikke er muligt at få oplæst med den skærmlæser, som blinde og svagtseende benytter i forbindelse med brugen af computeren.
Hos IT- og Telestyrelsen siger Palle H. Sørensen fra Center for Digital Signatur, at årsagen til at blinde og svagtseende ikke kan benytte sikker e-mail beror på en fejl.
"Vi har konstateret, at der er en fejl i forhold til blinde. Og den vil blive rettet," siger Palle H. Sørensen til Computerworld.
Han fortæller, at han på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse, hvornår blinde og svagtseende vil være i stand til at benytte den nye tjeneste knyttet til NemID.
"Det skal prioriteres ind i den plan vi arbejder på i øjeblikket," siger Palle H. Sørensen.
NemID er underlagt en større tidsplan, som blandt andet omfatter arbejdet med andre fejlrettelser og udvikling på erhvervssiden.
Ukendt tidshorisont
"Det er klart, at hvis der skal fremskyndes noget, så skal der jo rykkes rundt på tingende," siger Palle H. Sørensen.
NemID er tidligere blevet kritiseret for at overtræde FN's handicap-konvention. Påstanden om overtrædelsen er dog efterfølgende blevet afvist af videnskabsministeren i et svar på et paragraf 20-spørgsmål, men herefter tilbagevist af it-ordfører Per Clausen fra Enhedslisten.
Hos IT- og Telestyrelsen fortæller Palle H. Sørensen, at det er et klart mål at arbejde på at gøre NemID så tilgængeligt som muligt for alle. Derfor arbejdes der på netop at brede løsningen ud til så mange som muligt.
"Vi går ikke ind og laver en løsning, som diskriminerer folk. Det er ikke vores stil, tværtimod," siger Palle H. Sørensen.
Hos Dansk Blindesamfund glæder næstformand John Heilbrunn sig over en positiv dialog med IT- og Telestyrelsen og DanID, som sikrer, at problemet inden for kort tid bliver ordnet.