Test: Kæmpe LCD-fjernsyn til filmfolket

Det er 56 tommer, udformet i rigtigt biografformat og viser HD-film i super kvalitet. Vi har testet Philips' Cinema 21:9, der er udstyret med et vanvittigt prisskilt. Se det vilde fjernsyn her.

Test: Kæmpe LCD-fjernsyn til filmfolket

Nu har vi lige vænnet os til 16:9-formatet, og så kommer Philips på banen med sit Cinema-fjernsyn i formatet 21:9.

Det siger sig selv, at det er noget mere aflangt, men det er ikke et forsøg på at skabe "verdens mest aflange fjernsyn" eller andre sensationshungrende overskrifter.

Fjernsynet er derimod rettet mod filmfolket og et forsøg på at lokke entusiasternes dankort op af lommerne. Det skal ske med en rigtig biografoplevelse hjemme i stuen eller i hjemmebiografen.

Formatet 21:9 svarer nemlig til det format, der bruges i biografen (kaldes også 2.40:1).

Hvis du i dag har et ganske almindeligt 16:9-tv, så har du måske bemærket, at der ved nogle film er sorte kanter i top og bund af billedet.

Dermed får du ikke udnyttet din fladskærm fuldt ud. Du kan på nogle modeller zoome ind, men så skæres noget af billedet fra.

Med Philips Cinema 21:9 derimod får du hele filmen vist uden nogle dele af skåret væk - det vil sige, at billedet er ligeså aflangt, som du kender det fra biografen.

Koster 40.000 kroner

Men giver det så en ægte biografoplevelse - og er det værd at kaste 40.000 kroner efter Philips' nye tv-vidunder? Vi koblede Philips' Blu-ray-afspiller BDP7300 til Cinema 21:9, smed fødderne op og surmulede lidt over, hvor hårdt et job vi egentlig har.

Lad det være sagt med det samme: billedkvaliteten er virkelig i top. Til 40.000 kroner havde vi heller ikke forventet andet, men det er alligevel lækkert at se flydende actionsekvenser og vanvittigt flotte farver.

Fylder væggen: 56 tommer

Fjernsynet er 56 tommer - og det er altså stort - og målene siger, at det er 141 centimeter langt og 69 centimeter højt. Derfor skal du have et ordentligt stykke væg at klaske fladskærmen op på.

Da det er mere aflangt end 16:9-fjernsyn, er opløsningen også gået i vejret. Den er 2560 gange 1080 pixels, og det altså mere, end hvad vi normalt forbinder med Full HD.

HD-indhold ser blændende godt, og da fjernsynet også har en USB-port i siden, kan du afspille videofiler helt uden om en eventuel Blu-ray-afspiller.

Vi satte en USB-nøgle med en komprimeret HD-videofil i formatet H.264 i fjernsynet, og videofilen kørte glidende og naturligvis i fuld skærm.

Når du er træt af at se flotte HD-film, kan du aktivere netværksforbindelsen på fjernsynet - enten trådløst eller via kabel. Det giver en række online muligheder, og du har blandt andet mulighed for at se videoklip fra YouTube.

Det er ikke ligefrem noget, der ser prangende ud på fladskærmen. Philips har dog været så smart at designe en menu rundt om afspilningen af videoklippet, så det ikke fylder ret meget på skærmen.

Hvis du vil, kan du dog alligevel køre klippet i næsten fuld skærm, men det ser for det meste ikke særligt kønt ud, og du må leve med grimme pixeleringer.

Men det burde også være en dødssynd at afspille videoklip optaget med en (alt for) billig mobil på den 40.000 kroner dyre fladskærm.

Masser af online funktioner

Med forbindelsen til nettet kan du også hente vejrudsigter.

Desværre ser det umiddelbart kun ud til at virke på engelsk, tysk og Philips' modersmål. Vi fik i hvert fald aktiveret en hollandsk meteorolog, som dukkede op på skærmen og ævlede om, at det blev regn i Groningen.

Måske var det bare nemmere at klikke sig ind på TV2/News, hvor meteorologerne står i kø for at fortælle om det danske vejr.

Radiokanaler er der også adgang til, og det sker via Tunin.fm. Afspilningen foregår via en jukeboks på skærmen, og her er adskillige netradiokanaler at vælge imellem.

Underholdningstilbudet stopper ikke her, for Philips har også indbygget en række spil som Black Jack, Sudoku, huskespil og andet tidsfordriv. Det er en udmærket feature, som går under navnet FunSpot, men det kan være lidt kluntet at sidde og styre spillene med fjernbetjeningen.

Desværre er funktionerne - inklusive YouTube-funktionen der aktiveres med et tryk på tasten Net-tv på fjernbetjeningen - optimeret til 16:9 og ikke 21:9. Derfor må du trækkes med sorte bjælker i siderne....

Lyden halter

Rigtige entusiaster vil nok foretrække at sætte deres eget surroundsystem til Philips Cinema 21:9, og det er nok en god idé. Vi fandt ikke lyden speciel fantastisk, og den matchede ikke de flotte billeder, fjernsynet leverede. Især var det svært at høre skuespillernes replikker helt tydeligt.

Med Cinema 21:9 følger en fjernbetjening, der ligger godt i hånden. Den er tungere end normale plastikfjernbetjeninger, og det lugter lidt af kvalitet. Knapperne sidder fornuftigt, og fjernbetjeningen knirker ikke.

Efter et par dage i selskab med Philips' fladskærm måtte vi til sidst løsrive os og pakke popcorn og cola væk. Men det var noget af et chok at vende tilbage til vores 22 tommer computerskærm i bredformat. Den virkede nu pludselig helt forkert i dimensionerne, nærmest som var den i gammeldags 4:3-format. Vores øjne havde simpelthen vænnet sig til billedformatet på Philips' tv, og omstillingen til en computerskærm med en opløsning på 1600 x 1050 pixels var altså ligesom at ramme et fartbump.

Hvem vil købe?

Philips har længe eksperimenteret med fjernsyn, og tv-giganten skal have ros for sin nytænkning, selv om der nok er mange, der helst så, at fjernsynsstørrelserne ikke ændrer sig i mange, mange år, når de lige har smidt adskillige tusindlapper efter en ny model i 16:9-format.

Men er Cinema 21:9 så det nye format, som vi alle sammen skal have?

Det er nok tvivlsomt, og det kræver i hvert fald, at andre producenter lader sig inspirere af Philips' fjernsyn og producerer lignende modeller - og det er slet ikke sikkert, at det sker.

For ikke alle fladskærme fra Philips har været en succes. Fjernsynsproducenten har tidligere skabt spejle med indbyggede LCD-skærme. De skulle blandt andet bruges i frisører, tøjbutikker og på hoteller, hvor der kunne vises reklamer eller tv.

Fjernsynene var også udset til at blive en del af fremtidens digitale hjem, men sådan kom det ikke til at gå, og i dag er Philips gået væk fra produktionen af spejl-fjernsyn. Ligeledes har Philips - ligesom andre producenter - prøvet sig frem med 3D-fjernsyn, hvor du ikke behøver at bære mærkelige briller for at opleve de visuelle effekter.

Men med den nuværende finanskrise har Philips besluttet at stoppe udviklingen af fjernsynene.

Nu er det så Cinema 21:9, som Philips forsøger sig med. Det er ikke til at sige, om det vil blive et hit, eller om det også om nogle år vil være glemt. Men lige nu har filmentusiasterne et nyt tv-møbel, som de kan skrive på ønskelisten.

Men til en pris på 40.000 kroner kræver det måske en rig onkel i Amerika, før drømmen om flot HD i biografformat træder ind i stuen.

Men er det pengene værd? Både og. Der er ingen tvivl om, at det her er den ultimative fladskærm til filmfolket, som vil få de vildeste videoaftener i smuk HD.

Som med al elektronik plejer prisskiltet dog efter et stykke tid at suse nedad, og derfor kan der være en stor besparelse ved at vente på, at Philips producerer flere modeller, eller andre producenter kommer ind i kampen om den bedste fladskærm i formatet 21:9.

Men hvis du er typen, der allerede har købt rigtige sæder fra en nedlagt biograf og er ved at smide konen ud for at omdanne soveværelset til en hjemmebiograf, så er Philips' tv noget for dig. Du får et helt unikt entusiast-tv til en meget entusiastisk pris.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere