Test: Digitalkamera med indbygget projektor

Ideen er bestemt ikke tosset, men fungerer det? Vi har testet digitalkameraet Nikon Coolpix S1100PJ, der kan fremvise billeder og video på nærmeste væg.

Test: Digitalkamera med indbygget projektor

Coolpix S1100PJ er Nikons andet forsøg med et digitalkamera, der praler af at have indbygget projektor.

Det er egentlig smart tænkt, da kameraet kan bruges til at dele billeder med venner og familie - bare der er en væg i nærheden.

Tænd for kameraets projektor og vælg de fotos, som skal bruges, ved at klikke på den tre tommer trykfølsomme skærm.

Fungerer det? Både ja og nej. Umiddelbart er kameraet og projektor-delen nem at betjene, og du får hurtigt fremvist dine mesterskud. Det er ganske underholdende de første par gange.
Men ligesom med andre projektorer er dagslys ødelæggende for den gode oplevelse, og derfor er det bedst at bruge projektoren bag nedrullede gardiner.

Ifølge Nikon er kameraet i stand til at levere et billedet i størrelsen fra fem til 47 tommer, og størrelsen afhænger af, hvor langt du befinder dig fra væggen.

Samtidig med, at du bevæger dig længere væk, bliver det projicerede foto på væggen diffust, også selv om du forsøger at fifle med manuel indstilling af projektoren.

Det er derfor mest optimalt at stille sig tæt på en væg og nøjes med et lille fremvist billede under 20 tommer.

Projektoroplevelsen er altså ikke vanvittig imponerende, og hvis du alligevel er i stue med en 42 tommer fladskærm, var det måske mere interessant at få fremvist dine billeder der i stedet for i et lille format på væggen.

Der er dog en vis underholdningsværdi i at projicere et billede hist og pist, eksempelvis på onkel Johns ølvom.

Elendig som "rigtig" projektor

Nikon praler med, at Coolpix S1100PJ også kan bruges som almindelig projektor, men det skulle den japanske kameraproducent holde sig fra. For da vi testede muligheden for at få vist billeder fra en bærbar via digitalkameraet, var resultatet fuldkommen elendigt.

Man kan måske heller ikke forvente det store af en projektor i mini-størrelse, alligevel var det skuffende og stort set ikke brugbart.

Windows-skrivebord med tilhørende ikoner så gnidret ud, og farverne var udvaskede. Da vi satte billedfremvisning i gang, gik det helt galt. Vi valgte en mappe med billeder og kørte det som slideshow på computeren.

Den datastrøm kunne Coolpix S1100PJ ikke håndtere, og det blev en hakkende oplevelse. De flotte, glidende overgange på computeren var ikke at se på væggen, og billederne blev nærmest kastet ind, og enkelte gange var signalet bare sort. Igen havde vi ikke forventet mirakler, men det var alligevel en skuffende oplevelse.

Et af problemerne for projektoren er, at den kun fremviser fotos i en opløsning på 640 gange 480 pixel. Det er altså en meget lav opløsning på sølle 0,3 megapixel.

Imponerer ikke

Selve kameradelen i Coolpix S1100PJ er ikke superimponerende.
Designet af menusystemet er meget afdæmpet, på grænsen til det kedelige, og der findes en håndfuld indstillinger, som matcher forskellige situationer, eksempelvis nærbilleder i naturen og sport.

Det er muligt at indstille kameraet manuelt, men de fleste vil formentlig bruge autofunktionen mest.

Desværre er den af noget svingende kvalitet.

Da vi testede kameraet, kunne autofunktionen under stort set ens lysforhold det ene øjeblik fyre blitzen af, mens den det næste pludselig holdt inde.

Vi sad derfor tilbage med stor mængde fotos med slørede motiver, og de var lige til at smide i skraldespanden. Ærgerligt.

Sjov, men lidt for meget legetøj

Alt i alt er Nikon Coolpix S1100PJ en sjov opfindelse, der nok skal vække begejstring til familiefødselsdage og andre begivenheder, hvor der hygges med fotos.

Men digitalkameraet er en million kilometer fra at matche en rigtig projektor, og det er måske også for meget forlangt.

Nikon Coolpix S1100PJ er dog hverken noget suverænt kamera eller en genial projektor. Det bliver en meget blød mellemvare, der er lidt for meget lir og lidt for meget legetøj til vores smag.

Hvis du kaster sparepengene efter Nikon Coolpix S1100PJ, skal du ikke have for store forventninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere