SAS Institute åbner med en ny applikation adgangen til BI-platformens nøgletal og rapporter via Microsoft Outlook.
Det sker for at gøre BI-universet mere tilgængeligt for uerfarne BI-brugere, og da Outlook-mailklienten bruges af 43 procent, var det et oplagt sted at satse, oplyser SAS Institute i en pressemeddelelse.
Analytisk indsigt i forretningen er i dag en afgørende konkurrenceparameter for alle typer virksomheder uanset størrelse. Ved at bygge bro mellem SAS BI-platformen og Outlook kan BI blive anvendt af nye brugertyper, mener Lars Sander Matjeka, direktør i SAS Institute.
"En rapport fra sidste år viser, at brugervenlige BI-værktøjer har en 10 procent højere anvendelsesgrad end almindelige BI-applikationer, og det skal vi som en af de store leverandører reagere på. Det gør vi nu," siger han.
BI i Outlook-mapper
Den nye løsning fra SAS Institute bruger Outlook som navigationsværktøj, når man skal tilgå rapporter og dashboards i BI-platformen.
Mapper på SAS BI-Server vises automatisk som Outlook-mapper, og fra Outlook kan brugeren se, opdatere og sende rapporter til andre modtagere.
Ud over Outlook kan man også tilgå SAS BI-applikationer fra SharePoint, Word, Excel og PowerPoint. Det er muligt at vælge mellem et bibliotek af foruddefinerede, men personligt tilpassede templates, eller man kan designe sine egne templates.