ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
BI er omdrejningspunktet for meget af eBays forretning, og alle de klassiske BI-discipliner bliver udøvet.
Der bliver kigget i ERP-systemet, og Carsten Ostenfeldt Jensen og hans folk har været igennem en stor integrationsopgave i forbindelse med, at eBay Classifieds Group for et par år siden købte Den Blå Avis og de tilhørende sites, blandt andet Bilbasen.dk og Bilinfo, som især bilforhandlere bruger til at værdisætte brugte biler.
Den gamle trykte Blå Avis eksisterer såmænd endnu sammen med magasinet Dit Bilmarked.
På nettet er Dba.dk Danmarks største e-handelsplads, og ifølge FDIM landets 8. mest besøgte med flere end en million brugere hver måned.
Opgaven er at distribuere tilbud mellem køber og sælger på flere niveauer, både handel mellem private og mellem professionelle og private. Produkterne spænder over hele spektret, fra boliger og biler, til iPhones og kanariefugle.
eBay har 180 ansatte i Århus og en mindre afdeling på Frederiksberg i København, der tæller 25 mand. Over halvdelen af medarbejderne er it-folk på den ene eller anden måde, for eBays forretning er først og fremmest en it-forretning.
One set of numbers
Man ønskede at få gennemsigtighed gennem hele forretningen, både for at konsolidere og få at opnå det magiske "one set of numbers".
"Vi manglede den fornødne datadisciplin. Når vi spurgte forskellige folk rundt omkring i organisationen, var det svært at finde den røde tråd. Opdateringsfrekvenser fra forskellige kildesystemer har været et problem. Det er en klassisk udfordring, når man lægger flere forretninger og systemer sammen," fortæller Carsten Ostenfeldt Jensen.
Det var nødvendigt at skabe et samlet billede af, hvordan forretningen performer. Og det næste ben i arbejdet har været at blive i stand til at spotte tendenser i markedet, primært via webanalyse af de forskellige sites.
Hvor er trafikken på de forskellige sites? Hvor er køber og sælger? Hvordan kan man gøre sitet mere brugervenligt? Det er BI, der bruges til at måle det.
"Vi sidder oven på en meget stor datamængde og dermed en masse viden, og den vil vi gerne stille til rådighed for vores kunder," siger Carsten Ostenfeldt Jensen.
Ren Microsoft
EBay i Danmark kører ren Microsoft-platform: Microsoft SQL, Analysis, Reporting Service og Integration Service. Og ingen andre produkter er hidtil blevet lukket ind i folden.
"Det er vores strategi at kigge på, hvad vi har på hylderne af kildesystemer. Vi kører Microsoft Navision som ERP-platform, og vi har Microsoft CRM. Der har været naturlige fordele i at fortsætte med Microsoft BI Plus."
Man skal jo heller ikke skyde gråspurve med kanoner, mener han, så han har ikke overvejet for eksempel SAP BusinessObjects. Det kan hurtigt blive en bekostelig affære, mener Carsten Ostenfeldt Jensen.
"En ting er, hvad produkterne koster, noget andet er, hvad konsulenttimerne koster. Vores løsning er fuldt på højde med de fleste andre, og den er ikke så dyr. Det vigtigste er, at vores behov for rapportering bliver indfriet, og det gør det."
Rapportering foregår i to dele. Den ene er klassisk salgsrapportering, stort set som i de gamle dage, da det stadig hed rapporter. Og så har man 25 analytikere i både finansafdeling og forretningsudvikling, som arbejder med de mere strategiske rapporter. Her tolkes data i Excel og Pivot-tabeller, og der bruges komponenter fra Microsoft Silverlight til grafisk præsentation af data.
De strategiske overvejelser handler om innovation og om at være first mover, forklarer Carsten Ostenfeldt Jensen.
"I e-commercebranchen handler det nogle gange om at komme først. Den viden, vi opbygger i vores databaser, stiller vi til rådighed for brugere og kunder. Og vi ved meget om udbud og efterspørgsel."
Fortsættes ...



