Log ind
Publiceret d. 6. juli 2011 kl. 09.00
| 
ANNONCE:
Brevet indeholder et spørgeskema med 48 spørgsmål, som skal stilles til biksens demente beboere.
Spørgsmålene handler om, hvad de demente går og gør sig af tanker.
Bossen ringer til damen fra kommunen og prøver at fortælle hende, at de demente ikke aner, hvad de går og tænker i løbet af dagen. F.eks. fordi de er demente.
Damen fra kommunen beder så om, at skemaerne udfyldes af de ansatte, hvilket bossen modsætter sig, da det jo så bliver en personaleundersøgelse.
Damen fra kommunen fortæller, at de er tre mennesker, der har arbejdet på dette spørgeskema i et år, så det er vigtigt, at der kommer nogle besvarelser tilbage.
Chefen for biksen tager personligt ind for at møde damen fra Kommunen og fortæller hende blandt andet, at demente ofte ikke engang kan huske deres eget navn.
Damen fra Kommunen lyser op i et kæmpestort, megalettet smil og replicerer: "Det er overhovedet ikke noget problem. Der må gerne afleveres anonymt!"
Alle er på Støtten
Ovenstående er ikke taget fra Live fra Bremen.
Ingen ville jo tro på sådan en historie, hvis Julie Zangenberg fremsagde punchlinen med nok så meget patos og charme (og særdeles lækkert hår).
Men for Thyra Frank og hendes bande af dissidenter på plejehjemmet Lotte er det daglig alvor.
Dissidenter. Det slog mig, da jeg hørte denne og andre historier forleden:
Vi har nu et samfund, hvor alle er på Støtten eller prøver at leve af andres penge (dvs. komme på offentligt finansierede projekter). Når vi stifter en forening i Danmark nu om dage, er første spørgsmål "Hvad skal foreningen hedde?" og det andet er "Mon ikke vi kan få noget støtte fra Kommunen?".
Og så er der nogle få dissidenter (ligesom i Østeuropa i gamle dage), der råber op eller bare ikke vil være med. Og de har liiiidt svært ved at blive respekteret, hørt eller endsige forstået.
Fortsættes ...
