Konkursen i onlineforhandleren Multimedia World A/S og mistanken om selskabets deltagelse i momskarrusel-lignende aktiviteter afslører uklarhed om, hvem og hvilke selskaber, der reelt står bag Multimedia Worlds aktiviteter.
Ifølge konkursboets kurator, Boris Frederiksen, er konkursen udløst af et krav fra skat på mere end 40 millioner kroner, som hænger sammen med SKATs mistanke om at Multimedia World har medvirket i et »momskarrussel-lignende arrangement«.
Efter at selskabet i mandags blev erklæret konkurs forsætter webshoppen multimediaworld.dk dog tilsyneladende uforstyrret. Af hjemmesiden fremgår det i dag, at selskabets juridiske navn fortsat er Multimedia World A/S, Men på samme side oplyser selskabet et CVR-nummer, som er tilknyttet selskabet P.L. Skin A/S som er styret af den samme personkreds, som står bag Multimedia World.
I bestyrelsen for P.L. Skin sidder den hidtidige direktør i Multimedia World A/S, Sagib Hussain, Asif Mahmood, Kaiser Raja og Fazel Ahmed. De tre førstnævnte udgjorde desuden bestyrelsen i Multimedia World A/S.
Mystikken om forholdene i Multimedia World A/S bliver ikke mindre efter en søgning på Google Cache som viser, at multimedieworld.dk så sent som onsdag i sidste uge angav et CVR-nummer, som tilhører et anpartsselskabet Multimedia World Aps, som også går under navnet Syncro Tech Aps. Også dette selskab styres af Sagib Hussain, Asif Mahmood og Kaiser Raja.
En anden internetsøgning viser, at man skal helt tilbage til juni 2007 før man kan finde håndgribeligt tegn på, at selskabet Multimedia World A/S, som er registreret under et helt tredje CVR-nummer, reelt har stået bag aktiviteterne på multimediaworld.dk.
For at gøre forvirringen total har det konkursramte Multimediaworld A/S i længere tid opereret under navnet Tronica A/S.
Ifølge oplysninger til ComONs søsteravis CRN har Multimedia World desuden gennem længere periode benyttet selskabet Leevia Aps, hvor Sagib Hussain er direktør, som indkøbsselskab for Multimedia World.
Relaterede nyheder »