Harald Nyborg forsvarer sig

Postordrefirmaet Harald Nyborg giver sin egen version af forløbet omkring to sikkerhedshuller i firmaets netbutik. Beretningen stemmer dog ikke overens med oplysningerne fra TDC og en kunde.

Harald Nyborg tager til genmæle mod Computerworld Onlines artikler, der handler om alvorlige sikkerhedsbrister i postordrefirmaets netbutik.

I en meddelelse til netbutikkens kunder fortæller Harald Nyborgs IT-ansvarlige, Bjarne Pedersen, den "korrekte historie", som imidlertid strider imod mange af Computerworld Onlines oplysninger.

Bjarne Pedersen påpeger blandt andet, at Harald Nyborg er ramt af to forskellige fejl i IT-systemerne, og at fejlene intet har med hinanden at gøre.

Serverproblemer

I onsdags kom Bjarne Pedersen ellers med følgende forklaring om de åbne ordrebekræftelser, som enhver kunne få adgang til via internettet:

- Vi har haft nogle serverproblemer, som Tele Danmark arbejder med i øjeblikket. Det viste sig, at serveren var fyldt op med MP3-filer, som amerikanske crackere havde lagt ind, sagde Bjarne Pedersen dengang.

Nu skriver Bjarne Pedersen, at der var tale om en databasefejl.

"Dette har intet med den af Computerworld omtalte fejl på serveren at gøre, selvom det unægtelig ser sådan ud," står der på Harald Nyborgs hjemmeside.

Harald Nyborg har altså haft to forskellige sikkerhedsproblemer: En usikker server, der kunne udnyttes af hackere til at opbevare ulovlige MP3-filer, samt et databaseproblem, der skyldes fejlbehæftet software i Harald Nyborgs netbutik, der har givet fri adgang til kundernes fortrolige ordrebekræftelser.


FAKTA OM HARALD NYBORG

Harald Nyborg A/S har 16 katalogmarkeder i Danmark og et i Sverige.

Kæden sælger desuden produkter via postordre og nethandel fra hovedkvarteret i Fraugde uden for Odense.

I 2001 omsatte koncernen for 1,4 milliarder kroner og opnåede et overskud på 90 millioner kroner.

Koncernen ejes af Kurt Daell og omfatter foruden Harald Nyborg også kæderne Daells Bolighus, Jem & Fix og en lang række andre selskaber.

Harald Nyborg har også tidligere forsøgt at blande databasefejlen sammen med det hackerangreb, der ifølge TDC ramte Harald Nyborg i december sidste år - ikke i januar, som det fremgår firmaets hjemmeside.

Kunden Nicolas Larsen, der oprindeligt gjorde Harald Nyborg opmærksom på fejlen, fik i en mail fra Bjarne Pedersen for over en uge siden besked på, at der var tale om serverproblemer, som TDC ikke havde haft tid til at løse. I onsdags uddybede Bjarne Pedersen anklagen mod TDC Internet med, at hostingafdelingen var ramt af ferie.

Arbejdede på sagen

Men TDC Internet har afvist at være bagud på grund af ferien. Og Bjarne Pedersen fortæller nu Harald Nyborgs kunder, at problemet med de åbne ordrebekræftelser ikke skyldes serveren.

I meddelelsen til kunderne anklager Bjarne Pedersen Nicolas Larsen for at have lækket oplysningen om sikkerhedsfejlen til pressen.

Bjarne Pedersen skriver, at han først blev opmærksom på sikkerhedsfejlen "for et par dage siden", men Nicolas Larsen kan dokumentere at have orienteret Harald Nyborg første gang den 1. juli.

I onsdags, da Bjarne Pedersen lagde røret på med meldingen om, at "så måtte han jo lukke systemet ned", gik der kun få minutter, før der ikke længere var adgang til Harald Nyborgs fortrolige ordrebekræftelser.

Det har fortsat ikke været muligt for Computerworld Online at få en kommentar fra topledelsen i Harald Nyborg.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Kristina Svingel Jeppesen som bogholder ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Kontorassistent hos DFI Geisler. Nyt job
    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Jonas Kyhnau som Seniorkonsulent. Han skal især beskæftige sig med at rådgive virksomheder om HR digitalisering og implementering af SAP SuccessFactors og SmartRecruiters. Han kommer fra en stilling som Seniorkonsulent og PMO lead hos Gavdi. Han er uddannet Cand.merc Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med med Onboarding, Employee Central (Core HR). Nyt job

    Jonas Kyhnau

    Pentos