IT-sikkerhed: Dansker hædret internationalt

Kun 27 år gammel har en ambitiøs vestjyde gjort sig bemærket som en dansk stjerne i sikkerhedsuniverset. Den globale sikkerhedsorganisation SANS har tilbudt Peter Vestergaard en plads i en eksklusiv international bestyrelse som foreløbig den eneste dansker.

Som barn var han springgymnast og lærte at overgå sig selv - fremfor at springe over, hvor plinten var lavest. Som ung uddannede han sig til revisor og trænede sin tæft for detaljen og systematikken. Og så foretog han et brat brancheskift til IT-sikkerhedsverdenen kort før årtusindskiftet.

- Det var hastigheden i IT-branchen der trak. Det skulle gå lidt hurtigere. Siden har det godt nok også grebet meget om sig i løbet af kort tid, siger Peter Vestergaard.

Peter Vestergaard
    Karriere:
  • 2002: Teknisk chef i Protego
  • 2001: Teknisk chef i Vigilante
  • 2001: Sikkerhedskonsulent i Hewlett Packard
  • 1999: IT Infrastruktur Administrator i Oticon
  • 1997:Garder i Den Kongelige Livgarde
  • 1994: Revisor i Deloitte & Touche

    Certificeringer
    :
  • 2002: Giac Certified Firewall Analyst (GCFW)
  • 2000: Cisco ICND, Interconnecting Cisco Network Devices
  • 2000: Updating support skills from Microsoft Windows NT 4.0 to Windows 2000
  • 1999: Implementing and supporting Microsoft Windows NT Workstation 4.0
  • 1999: Implementing and supporting Microsoft Windows NT server 4.0
  • 1999: Networking essentials
  • 1999: Implementing and supporting NT server 4.0 in the Enterprise
  • 1999: Internetworking with Microsoft TCP/IP on Microsoft windows NT 4.0
  • 1999: Implementing and supporting Microsoft Internet Information Server 4.0

    Uddannelse
    :
  • 1996: Gymnastikhøjskolen i Ollerup
  • 1996: Handelsdiplomuddannelse, Esbjerg
  • 1994: Højere Handelseksamen, Grindsted

    Privat:
  • 27 år
  • Bosat på Frederiksberg med kæreste

Han har netop fået en plads i GIAC Advisory Board - en bestyrelse i den anerkendte forsknings- og uddannelsesinstitution, SANS (System Administration, Networking and Security). Her er han med til at vurdere certificeringer og involveret i SANS' sikkerhedsprojekter. Dermed er Peter Vestergaard kommet med i inderkredsen af højt estimerede sikkerheds-eksperter.

Tidligere på sommeren vandt han desuden andenpladsen som Network Professional of the Year ved Networking Industry Awards i Birmingham.

Til daglig bestrider han en lederstilling som teknisk chef i Protego - sikkerhedstestfirmaet, der opstod af asken efter konkursramte Vigilante.

Selvlært og certificeret

Peter Vestergaards opnåede position baserer sig ikke på en traditionel IT-uddannelse som datamatiker, datalog eller ingeniør.

- Når folk undrer sig over det, er mit modsvar, at om fem år er det mig, der underviser på datamatikeruddannelsen. Den virkelige verden går hurtgere, end offentlige uddannelsesinstitutioner kan følge med i. Selvom jeg nogle gange kan savne grundlæggende kendskab til nogle ting, mener jeg, at certificeringer er mere praktisk anvendelige, og erfaring er mere værdifuldt, siger Peter Vestergaard.

Det er flid, flair og fokus, der driver Peter Vestergaard fremad. 45-60 timer om ugen går med IT-sikkerhed på arbejdspladsen og derhjemme.

På ganske få år har han taget ni certificeringer sideløbende med fire forskellige jobs i IT-miljøet. Men han kender ikke til følelsen af kronisk stress.

- Nej, jeg bliver aldrig stresset. Kunsten er at afsætte tiden til det, man vil, og at nedprioritere andre ting. Det er jo, når man synes, man skulle noget andet samtidig, man bliver stresset, mener Peter Vestergaard.

Ikke så meget snak

Hans motto er "make it happen".

- Med det mener jeg, at fornuftige og givtige projekter kan tales ihjel og overfyldes med ressourcer - og i det spil er jeg den person, der løser problemerne, mens de andre snakker om, hvordan de vil gøre. Handling med omtanke - i stedet for omtanke uden handling, siger Peter Vestergaard.

Netop handlekraft og ansvarsbevidsthed er nogle af de centrale kompetencer i et skudsmål fra topledelsen i det nu forgangne Vigilante. Lars Neupart var godt tilfreds med den ivrige unge mand.

- Peter Vestergaard kan man give opgaver, og han får tingene til at ske. Han er en dygtig sikkerhedskonsulent og har specielt en god forståelse for sikkerheden i et Windows-miljø. Samtidig er han en rar lun jyde, der skaber en god stemning omkring sig. Han er et kommunikationstalent, siger Lars Neupart, der i dag driver firmaet Neupart.

Han undrer sig ikke over, at der kan komme en IT-sikkerhedskarriere ud af en revisoruddannelse.

- At afprøve sikkerhed er jo ikke så forfærdeligt langt fra at revidere regnskaber og andet. For selvom det lyder så eksotisk, at man skal hacke computere for at finde huller, er det i virkeligheden også noget tørt og systematisk udover det kreative, mener Lars Neupart.

Selv er Peter Vestergaard stadig lidt paf over den hastige karriere og den internationale hæder.

- Det er kommet bag på mig, at det er gået så stærkt - ikke mindst i en tid med afmatning. Men mine resultater må jo have været tydelige nok, siger vestjyden.

Hans ambitioner for de kommende år er at udvikle Protego til en succes og personligt at blive blandt de personligheder i sikkerhedsverdenen, der "har noget at skulle have sagt og bliver hørt".

Relevant link:
Listen over de personer, som har bestået SANS' certificering GDFW med og uden hæder.

Læses lige nu

    Event: Cyber Security Festival 2026

    Sikkerhed | København

    Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

    18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

    Plamena Cherneva

    SAP SuccessFactors Partner Pentos

    netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S