Det er kun ganske få dage siden, at den kræftsyge, 56-årige Steve Jobs trak sig fra jobbet som topchef for Apple.
Det skete med beskeden om, at han ikke længere var i stand til at løse de opgaver, som lander på en topchefs bord. Du kan læse hele hans afskedsbrev her.
Det fik straks spekulationer om Steve Jobs kræftsygdom til at blusse op igen.
Steve Jobs har i en del år været plaget af kræft i bugspytkirtlen, og et nyt billede fra hans hjem i Californien viser nu, at Steve Jobs er alvorligt syg.
Billedet viser en radmager Steve Jobs i løsthængende kofte, der støttes af en ven.
Syg i lang tid
Der har tidligere været billeder fremme af en tynd og afpillet Steve Jobs på vej ind på en kræftbehandlingsklinik i USA.
Dengang stammede billederne fra sladderbladet National Enquirer, og der blev derfor sået tvivl om billedernes lødighed.
Billedbureauet, der står bag dette nye foto, garanterer dog, at dette billede er helt ægte.
Steve Jobs har flere gange i de seneste år været langtidssygemeldt fra jobbet. Anden gang - i 2009 - fik han foretaget en levertransplantation på en privatklinik i Schweiz. Leveren bliver ofte angrebet, når der er kræft i bugspytkirtlen.