Nu er der stort set sat en dato på, hvornår omtrent en kvart million kunder hos lavprisselskabet Telmore kan benytte teknologierne MMS og GPRS.
TDC, der leverer netværk til Telmores kunder, er ifølge lavprisselskabet klar med en løsning i juni, og herefter vil kunderne blive tilbudt at købe begge tjenester.
Priser oplyser Telmore ikke noget om, men før jul lagde selskabets direktør, Frank Rasmussen, ikke skjul på, at i hvert fald MMS-beskederne bliver et vigtigt konkurrenceparameter:
- Vi bliver meget aggressive. Det er jo lige vores målgruppe, sagde han dengang.
De fire store teleselskaber herhjemme tilbyder alle mobil datakommunikation via GPRS samt multimediebeskederne, MMS'erne.
Lavprisselskaberne har været bagefter. Dels fordi det kræver en særlig tilpasning af IT-systemerne at fakturere dataforbruget, dels fordi datatjenesterne hovedsageligt henvender sig til erhvervskunder, som de ikke har mange af.
Debitel, som er det største mobilselskab herhjemme uden eget netværk, har tidligere gjort det klart, at GPRS er ikke interessant for selskabet i første omgang.
Frank Rasmussen oplyser, at Telmore om kort tid også er klar med et produkt til små og mellemstore virksomheder, og det understreger nødvendigheden af både at have MMS-beskeder og GPRS-data på prislisten.