Indhold
SAN MATEO, USA (IDG News Service)/7. april 1999: Intel har annonceret en ny produktserie, der skal sætte selskabet i position til at overtage førertrøjen på det voksende marked for hjemmenetværk.
AnyPoint Home Network gør netværkskabler overflødige, fordi de forbinder hjemmecomputerne gennem husets eksisterende telefonlinier. Netværket gør det muligt at dele den samme Internet-forbindelse, så to personer kan være opkoblet på samme tid.
Brugerne kan også dele periferiudstyr som printere, scannere eller back up-udstyr eller spille spil mod hinanden fra hver sit rum i hjemmet.
? Vores vision er en milliard forbundne computere over de næste ti år. Simple, billige hjemmenetværk er en vigtig komponent i realiseringen, siger Mark Christensen, vicepræsident og leder af Intels netværksgruppe.
17 millioner hjem i USA har i dag mere end en computer, men talles ventes at stige til 26 millioner i løbet af de næste fire år, siger Mark Christensen.
En nylig undersøgelse herhjemme viser, at over 80 procent af alle børnefamilier har mindst en computer derhjemme.
AnyPoint udbydes først i USA og Canada. Først til næste år kommer de til Europa, siger Intel.
Andetsteds meddelte Intel og National Semiconductor, at de er gået sammen om at udvikle et chipsæt til trådløs deling af en Internet-forbindelse. Netværket vil gøre det muligt at koble flere computere eller interaktive bokse sammen uden om telefonlinierne.