Artikel top billede

Test: Kan det lade sig gøre at arbejde på en iPad?

Kan en iPad erstatte din arbejdscomputer? PC World Business Center har gjort forsøget - læs her hvordan det gik.

I september 2010 forlod jeg forventningsfuldt Apples butik i Covent Garden i London. Under armen havde jeg en tindrende ny iPad, som på det tidspunkt endnu ikke var kommet på de danske butikshylder.

Jeg havde længe forberedt mange gode undskyldninger, der alle skulle overbevise mine omgivelser om, at det var strengt nødvendigt for mig at investere flere tusinde kroner i dette lille vidunder.     

Planen var - fortalte jeg til folk - at min bærbare nu skulle stilles ind på en hylde og kun tages frem, når det var nødvendigt at skrive lange artikler og arbejde med lidt grafik. Alt andet skulle klares på iPad'en.

Men i dag - et år senere - bliver min bærbare ikke brugt mindre end tidligere.

Ganske vist bliver iPad'en brugt dagligt, men forskellen er, at jeg nu blot bruger endnu mere af min dag foran en skærm.

Til underholdning - ikke arbejde

Når jeg vågner op morgenen, er min iPad det første, jeg rækker ud efter for at læse de seneste nyheder og tjekke Facebook. Og når jeg slukker lyset om aftenen, er den som regel det sidste, jeg lægger fra mig.

Jeg ser film og serier på den, surfer og læser artikler på Flipboard. Men jeg arbejder aldrig på den. Min iPad er udelukkende til fornøjelse - en luksus-gadget, der ikke bliver brugt til arbejde.

Men måske er det blot bekvemmelighed og vanetænkning, når jeg finder min gamle bærbare frem, hver gang jeg skal jeg skrive mere end to linjer.

Derfor har jeg efter at have fejret et års fødselsdag med min iPad givet mig selv en udfordring.

De seneste dage har jeg udelukkende arbejdet fra min iPad - og denne artikel er også skrevet på min iPad.

Her er udstyret, som jeg bruger

Det bliver aldrig sådan rigtig godt, når du skal skrive på din iPad. 

Derfor er det nødvendigt at investere i et bluetooth tastatur, hvis du for alvor skal arbejde på den.

Selv har jeg valgt at købe Apples bluetooth-tastatur. Det er smukt, godt at skrive på og relativt kompakt, selv om det er et tastatur i fuld størrelse. Det koster 549 kroner og virker naturligvis også med alle dine andre Apple-produkter.

Et alternativ kunne være Logitech KeyboardCase, der koster 849 kroner, hvor du får et beskyttede etui med indbygget tastatur.

Derudover har jeg investeret i en stand, så min iPad kan stå i en stabil og oprejst position, når jeg skriver. Valget faldt på den staffeli-lignende Compass-stand fra firmaet Twelve South. Den koster 349 kroner, og den kan let foldes sammen og fylder så godt som intet i tasken.

Det skyldes dog, at jeg har den første generation af iPad'en. Det ville sandsynligvis være overflødigt med en iPad 2, hvor Apples Smart Cover, der ganske vist også koster 349 kroner, kan foldes til en god og stabil stand.

Ingen Office-pakke

Desværre findes Microsofts Office-pakke ikke som iPad App, derfor bruger jeg i stedet Apples tekstbehandlingsprogram Pages. Det er simpelt, men har de basale funktioner, som jeg har brug for. Det har desuden nogle fine skabeloner og du kan også gemme din dokumenter som doc-filer. Pages koster 59 kroner som iPad app, og Apples Powerpoint-pendant Keynote og regnearket Numbers koster det samme.

Frygte du, at du ikke helt kan undvære din almindelige computer, kan det være en god ide at investere i en fjernstyringsapp som LogMeIn. Med den kan du via din iPad få fuld adgang til computeren hjemme på skrivebordet.

Sådan gik mit forsøg

Det virkede lidt klodset, da jeg på den første dag stod og skulle proppe først min iPad og dernæst et tastatur ned i tasken.

Normalt plejer jeg blot at klappe min bærbare computer sammen og kaste den ned i tasken. Men den klodsede fornemmelse varede kun, indtil jeg skulle trække tasken over skulderen.

Tasken vejede mærkbart mindre, og min iPad og tastatur fyldte også betydeligt mindre i tasken. Og det er på trods af, at jeg normalt slæber rundt på en ganske kompakt Macbook Pro 13".

Akavet arbejdsstilling

Da jeg igen skulle pakke iPad'en ud og i gang med arbejdet, måtte jeg dog vænne mig til at skulle arbejde fra en betydeligt mindre skærm. Men overraskende nok var det noget, som jeg lynhurtigt vænnede mig til.

Til gengæld må jeg erkende, at det har været svært ved at vænne sig til at arbejde uden mus eller et lignende pegeredskab.

Lige så fantastisk og naturligt det føles at bruge en touchskærm, når du sidder med iPad'en i hånden, lige så unaturligt og akavet føles det, når du sidder med et tastatur ved hånden, og iPad'en placeret som en skærm foran dig.

En touchskærm virker ikke som en optimal løsning, når du sidder sådan.

Det er muligt, at det blot kræver længere tilvænning, men selv efter et par dage føles det som en lettere ubehagelig og sikkert også ret usund arbejdsstilling, når du hele tiden skal strække armen ud og trykke på skærmen, når du skal navigere rundt.

Men sidder du som jeg og arbejder i et tekstdokument det meste af tiden, kan det meste af navigationen dog heldigvis klares med tastaturets piletaster.

Et andet stort problem ved at bruge touchskærmen på denne måde er dog, at det ikke giver samme præcision, som du får med en mus. Det er ganske enkelt for let at ramme forkert, når knapper og links er placeret tæt på hinanden. Eksempelvis turde jeg af den grund ikke klikke på "statistik"-knappen i redaktionens CMS-system, fordi den var placeret klods op af "slet"-knappen.

Fordele ved manglende multitasking

Den største forskel ved at arbejde direkte på iPad'en var dog manglen på fuld multitasking, som du kender det fra din Windows- eller Mac-computer.

På din iPad kan du ikke på samme måde sidde og skrive i dit tekstbehandlingsprogram samtidig med, at du har et instant messaging-program kørende ved siden af. Det er heller ikke helt så ubesværet at cykle rundt mellem eksempelvis dine tekstdokumenter, din internetbrowser og dit e-mail-program.

Det oplevede jeg dog ikke ubetinget som en ulempe. Tværtimod havde jeg oplevelsen af at være mere fokuseret, når jeg sad og skrev i Pages på min iPad. Pludselig havde teksten min fulde opmærksomhed, mens jeg normalt vil have en mængde programmer kørende på samme tid. På den led var det rent faktisk en mærkbart mere effektiv oplevelse at arbejde på iPad'en.

Markant bedre batteritid

Selv om vores bærbare computere har fået markant bedre batteritider gennem de seneste år, tror jeg ikke, at jeg er den eneste, der får koldsved på panden, hvis jeg har glemt at få min oplader med ud af døren. Men når jeg arbejder på min iPad, behøver jeg slet ikke bekymre mig om min oplader. Her har jeg uden problemer batteritid til en hel arbejdsdag. Selv med en aktiv Wi-Fi-forbindelse og et bluetooth-tastatur sluttet til.

På min første arbejdsdag med iPad'en var batteriet dog næsten drænet efter lige knap syv timers aktiv brug. Men efterfølgende har jeg skruet lysstyrken i skærmen ned fra 100 procent til omkring 60 procent, og det har givet en betydelig forbedring på batteritiden. I skrivende stund har jeg været i gang i lidt mere end 6 timer, og der er stadigvæk 45 procent procent tilbage på batteriet.

Konklusionen

Efter tre dage, hvor jeg har arbejdet fra iPad'en, melder spørgsmålet sig: Er den et bedre arbejdsredskab end min bærbare computer?

Her er svaret: "Nej." Til en almindelig arbejdsdag på kontoret, hvor der skal skrives, multitaskes og ikke mindst arbejdes i vores CMS-system, er min Macbook Pro et klart bedre valg.

Men til gengæld har de sidste tre dage vist, at en iPad trods alt er et fint arbejdsredskab. Skal jeg eksempelvis på forretningsrejse, vil jeg kraftigt overveje at lade min bærbare computer blive hjemme og blot tage iPad'en og muligvis et tastatur med.

Med en iPad har jeg en maskine, der næsten intet fylder og giver masser af underholdning til flyveturen. Og de seneste dag har desuden vist, at jeg uden større problemer kan bruge den til at skyde mails af sted på, tage notater og sågar forfatte lange artikler på.

Du vil naturligvis kunne få mange af de samme fordele med en ultrabook på 11" - eksempelvis den mindste Macbook Air. Men spørgsmålet om du er villig til at gå ud og ofre mere end 7.000 kroner for en ny bærbar, hvis du i forvejen har en iPad, som du kan supplere med et trådløst tastatur.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere