Artikel top billede

Microsoft: Elendig sikkerhed i Chrome og Firefox

Microsoft kritiserer konkurrenterne på baggrund af en ny test, som selskabet selv står bag.

Computerworld News Service: Microsoft har lanceret en hjemmeside, der vurderer og sammenligner sikkerheden for de forskellige versioner af virksomhedens egen Internet Explorer såvel som for browsere fra rivalerne Google og Mozilla.

Den nye hjemmeside - yourbrowsermatters.org - sender browseren igennem en sikkerheds-tjekliste, hvorefter den bliver vurderet på en skala mellem et og fire point.

Internet Explorer 9 (IE9) kommer ikke overraskende ud med perfekt score på fire ud af fire.

Den ældre IE8, som fik sin debut i 2009, ender på tre.

Googles Chrome 14 - det nuværende 'stable build', som blev lanceret i sidste måned - kommer ind på en andenplads med en score på 2,5 ud af fire.

Mozillas Firefox 7, der er omkring en måned gammel, får en vurdering på bare to point.

I Microsofts øjne er Opera Softwares Opera, sammen med Apples Safari, ikke engang konkurrencedygtige nok til at opnå en vurdering. Begge kommer i stedet op med meddelelsen: "Vi kan ikke give dig en score for din browser."

Microsoft: Derfor gør vi det
Det nye site og pointsystemet skal illustrere usikkerheden ved ældre browsere, siger Microsoft - virksomhedens ti år gamle browser IE6, som virksomheden meget gerne vil have slået ihjel, scorer nul ud af mulige fire - ligesom det skal demonstrere udbredelsen af internettrusler, som forsøger at narre brugerne til at tage farlige beslutninger.

"Browsere, som tilbyder bedre beskyttelse mod de mest almindelige trusler - som for eksempel malware med social engineering - får en bedre score," siger Roger Capriotti, der er ledende marketingchef for IE, i et blogindlæg.

Microsoft har slået en del på IE8 og IE9's muligheder for malware-blokering, blandt andet med henvisninger til studier gennemført af NSS Labs - nogle betalt af Microsoft, nogle af andre - der for nyligt kunne fortælle, at IE9 styrer uden om 99,2 procent af alle de ondsindede links og hjemmesider, som den støder på.

Roger Capriotti henviser desuden til Microsofts seneste Security Intelligence Report, som nedtoner truslen fra 0-dagssårbarheder set i forhold til den lille rolle, de spiller i det overordnede trusselsbillede.

"De største trusler handler om intelligent designet malware med social engineering målrettet gammelt software, som for eksempel ældre browsere," fortæller Roger Capriotti.

Microsofts to år gamle IE8 får en bedre score i virksomhedens sikkerhedstest end nyere browsere fra både Google og Mozilla.

Kan I selv lave en bedre test?

Ifølge Microsoft har virksomheden udarbejdet vurderingerne metodisk - offentliggjort i sin helhed på hjemmesiden - i samarbejde med ikke-navngivne sikkerheds-researchere og adskillige organisationer, heriblandt Anti-Phishing Working Group (APWG), Identity Theft Council og Online Trust Alliance.

Både Roger Capriotti og Microsoft forventer uenigheder i forbindelse med testen.

"Sikkerheds-vurderinger som denne er genstand for megen debat, og der findes ikke nogen test, der i sig selv kan give det endelige svar i forhold til alle aspekter af browser-sikkerhed," siger Roger Capriotti.

Virksomheden går endnu videre i sin metode-beskrivelse. "Hvis du stadig synes, at metoden virker tilfældig, så synes vi, at du skal designe en, der er bedre," skriver Microsoft.

Google og Mozilla har umiddelbart ingen kommentarer til Microsofts test og vurderingen af deres browsere.

Oversat af Marie Dyekjær Eriksen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere