Min velkomst på Gothersgade 8 er meget betegnende for, hvad der gemmer sig her i lokalerne. En smilende Tine Thygesen byder velkommen, mens nysgerrige firbenede PeeWee fræser rundt om vores fødder, og vi kan høre summen af engelske samtaler i baggrunden.
Her er god stemning, legebørn og knaldhøje internationale ambitioner.
Gothersgade 8B er adressen på Founders House.
Et selvstændigt it-værksætterkollektiv, der åbnede i april og som lige nu huser nogle af de mest lovende iværksætterfirmaer i landet.
Tine Thygesen er medstifter af Founders House og ivæksætterfirmaet Everplaces, der efter et år i maskinrummet snart lukker brugere indenfor.
"Vi har begrænset Founders House til kun at være for startupfirmaer inden for web eller mobil - og relativt udviklingstungt. Og for at komme herind, skal man virkelig ville noget med sin egen idé men samtidigt være interesseret i at hjælpe folk omkring sig. For det er jo en form for community, vi har skabt," forklarer Tine Thygesen, inden hun begynder rundvisningen af 400m2 lokaler, hvor cirka 60 personer betaler husleje, men hvor der normalt kun er 40 på en normal dag.
SE OGSÅ: Galleri: Besøg hos Danmarks næste it-guldfugle
Hun gør en dyd ud af at forklare, at Founders House ikke er et offentligt væksthus eller et incubator-program, og at der kun bliver lukket folk ind med de rette ambitioner og den rette knowhow.
"Det er ikke for at lyde arrogant, men vi vil hellere lade nogle lokaler stå tomme, end at lukke nogen ind, der ikke passer ind. Det bliver vi nødt til, hvis det skal være værdiskabende."
Hvor sidder den første millionær?
Rundt omkring i lokalerne sidder nogle af de iværksættere, der er blevet talt mest om det seneste år.
Fildelingstjenesten Ge.tt har allerede fået en massiv brugerskare. AppHarbor fik international opmærksomhed tidligere i år, og CanvasDropr har allerede brugere i over 30 lande.
Men over 10 andre lovende firmaer deler postkasse med dem. Fælles for de fleste er, at der bliver talt engelsk.
"Jeg vil tro, at der er 15 forskellige nationaliteter herinde. De fleste firmaer har engelsk som hovedsprog for at kunne tiltrække talenterne. Der er så mange dygtige folk i Danmark, som ikke taler dansk, men det er jo lige meget for os. Det handler jo ikke om Danmark. Det handler om hele verden," siger Tine Thygesen.