Test: HTC Titan er en gigantisk Windows-mobil

Hvis størrelsen betød alt, ville HTC Titan med sin 4,7 tommer skærm være en vinder. Men fungerer den store mobil fornuftigt med styresystemet Windows Phone? Vi har testet den gigantiske mobil.

Test: HTC Titan er en gigantisk Windows-mobil

Anmeldelse: HTC Titan er den taiwanske mobilproducents bud på en toptunet telefon med Windows Phone i version 7.5, også kaldet Mango.

Det er en opdateret udgave af Microsofts mobile styresystem, der nu har været på sprogskole og lært at tale dansk.

Samtidig er en masse fejl udryddet i forhold til version 7, og der er åbnet for flere funktioner for os danske brugere. Det vender vi tilbage til.

Lad os i stedet kaste blikket på HTC Titan, der er en mægtig mobil med en skærm på hele 4,7 tommer. Det er en lettere vanvittig størrelse, og telefonen måler 13,1 gange 7 centimeter.

Desværre er opløsningen på skærmen i den lave ende, når størrelsen tages i betragtning. Sølle 480 gange 800 pixels får du lov at lege med.

Det betyder, at ikoner og grafik er malet med den store pensel og fylder op. For svagtseende er det fint, men det havde nu været at foretrække at få en højere opløsning.

Eksempelvis har iPhone 4S på beskedne 3,5 tommer en opløsning på 960 gange 640 pixel, mens den kommende Samsung Galaxy Nexus på 4,65 tommer har en opløsning på hele 1280 gange 720 pixel.

Derfor skuffer HTC, når det gælder skærmen, der kvalitetsmæssigt heller ikke er på niveau med det, som Samsung og LG leverer i øjeblikket.

Dermed ikke sagt, at HTC's skærm er dårlig, men der findes bare noget, der er bedre.

Med sine 160 gram, runde hjørner og metalbagside føles telefonen solid. Det kræver naturligvis en voksen næve at holde rundt om den, men det virker ikke generende, at telefonen er en XXL-model. Det skyldes ikke mindst mobilens tykkelse, der er blot 9,9 millimeter.

Den hopper nemt ned i lommen og ser ikke al for obskur ud i et par jeans. Desværre oplevede vi flere gange, at vi fik slukket mobilen ved et uheld.

Det skyldes, at powerknappen sidder i toppen af mobilen, og der er risiko for, at den støder mod kroppen eller dit bælte, når du læner dig forover i kontorstolen eller sætter dig på hug.

Windows-knap

Der er en lillebitte forhøjning i rammen rundt om skærmen, som sørger for at tage slagene, når telefonen lægges på bordet med bagsiden opad. I testperioden fik skærmen ingen synlige ridser modsat den nylig testede Android-model Sony Ericsson Xperia Ray, som var fuldkommen forslået efter vores test.

På forsiden af mobilen er tre taster indlejret i skærmen. I midten sidder det legendariske Windows-logo, som flankeres af en tilbage-knap til venstre og en søgeknap illustreret af et lup-ikon i højre side.

Default søges der på Bing, som er Microsofts modsvar til Google. Det er lidt irriterende, hvis du er vant til Google. Samtidig vises kun fire søgeresultater ad gangen, og det er lige i underkanten for vores smag. Herefter skal du klikke på "næste webresultater" for at hive yderligere resultater frem.

Windows-knappen sender dig naturligvis ind på hovedskærmen eller hjemmeskærmen, som den også kaldes. Og den skiller sig ud.

Så godt fungerer Windows Phone 7.5

Microsoft har ligesom med den tidligere version Windows Phone 7.0 valgt at bruge fliser eller måske rettere små firkantede vinduer, der ligger i to kolonner på hovedskærmen.

Det er muligt at organisere dem, så de bedst passer ind i din arbejdsrytme. 

Som udgangspunkt ligger opkald, sms-beskeder og vejret i den øverste del af skærmen på HTC Titan. Et ekstra vindue hedder Personer, og det er et af de virkelig gode salgsargumenter for Windows Phone. 

Her kan du koble dine konti fra Windows Live, Google, LinkedIn, Facebook og Twitter sammen, og du har dermed ét sted, hvor du kan følge med i strømmen af opdateringer fra dine sociale netværk.

Denne form for kommandocentral er virkelig godt tænkt, og noget som vi i testperioden blev rigtig glade for at bruge. 

Det er muligt at se en strøm af opdateringer udelukkende fra eksempelvis Facebook, hvis du ikke bryder dig om at blande tingene sammen. 

Ud over statusopdateringer finder du under menupunktet Personer også her mobilnumre og mailadresser på dem, som du er linket sammen med online. 

Som en lækker detalje trækkes portrætfotos automatisk fra dine kontakter på eksempelvis LinkedIn og Windows Live, og det giver et flot visuelt overblik, når du bladrer gennem din adressebog. 

Også her er det muligt at filtrere i dine kontakter. 

Tæt integration med Office 

Det er ikke særligt overraskende, at Microsoft har sørget for have en tæt integration med Office i Windows Phone. Det fungerer glimrende, og du har mulighed for at oprette Word- og Excelfiler. Desuden kan du redigere i Office-filer, som du har fået tilsendt på mail. 

For at gøre det nemt at komme i gang med et dokument eller Excelark på mobilen, er styresystemet udstyret med en række skabeloner som Dagsorden, Kørte kilometer, Udgifter - og så den lidt specielle Scorecard for golf. Det siger måske lidt om den målgruppe, som Windows Phone prøver at ramme. 

Telefonen tilbyder automatisk at gemme dine dokumenter og andre filer på SkyDrive, som er Microsofts gratis online lagertjeneste med plads til 25 gigabyte data.

Du har allerede adgang til SkyDrive, hvis du har et Windows Live-ID til eksempelvis Windows Live Messenger eller Hotmail. 

Office-delen vil især vække begejstring hos folk, der bruger mobilen som arbejdsredskab. Designet er rent og pænt, og det er meget nemt at bruge. 

Fysisk fotoknap

Ud over dokumenter og Excelfiler kan SkyDrive bruges til at gemme de billeder, som du tager med HTC Titan. Mobilen er faktisk en positiv fotooplevelse, og det er sjældent, at vi plejer at sige det om HTC's telefoner, der normalt ikke er udstyret med imponerende indbyggede kameraer. 

Med HTC Titan får du endda en fysisk fotoknap - tak! Det er noget af det, som vi har savnet på mange af de nuværende Android-modeller, hvor du er tvunget til at trykke på skærmen for at tage et billede.

Man holder HTC Titan i bredformat som et almindeligt kompaktkamera -og betjener det på samme måde. 

Billederne er i udmærket kvalitet, blitzen virker afbalanceret, og det er muligt at sende dem hurtigt til Facebook eller SkyDrive. Der er lidt støj i billederne, men de otte megapixel fotos virker ikke badet i grums som på mange andre mobilkameraer. 

Som en bonus har Windows Phone indbygget en billedforbedringsfunktion, som gør det muligt at justere dine billeder og lægge lidt effekter på.

Det er ikke vildere, end hvad du kan få med en gratis app, men det er rart, at muligheden er der. 

Mobilen er i øvrigt i stand til at optage video i 720p (1280 gange 720 pixel), og det er i lavere opløsning end hos de førende Android-topmodeller, der byder på Full HD 1080p (1920 gange 1080 pixel).

Nu siger opløsningen intet om billedkvalitet, og HTC leverer udmærkede levende billeder. Det ville dog være rart, hvis der var skruet op for specifikationerne. 

Det gælder også processoren, der er singlecore og ikke dualcore. Samlet set efterlader de lidt blodfattige specifikationer et indtryk af, at du ikke får lige så meget for pengene som hos Android-konkurrenterne og iPhone.

Alt i alt fungerer mobilen dog udmærket.

Du slipper ikke for problemer

Windows Phone 7.5 er fortsat et meget ungt, mobilt styresystem, og det har stadig børnesygdomme, som kræver behandling. 

Microsofts doktor kunne meget vel prøve at finde en vaccine til den mobile udgave af Internet Explorer, som desværre er noget af en skuffelse. 

Den understøtter ikke flash - ligesom iPhone 4S - så du må undvære animationer, banner-reklamer og videoklip i dette format på HTC Titan.

Det ødelægger meget af oplevelsen, når der surfes på fulde hjemmesider og ikke de særlige mobiludgaver. 

Hvis du alligevel sniger dig ind på Danmarks mest besøgte mobilside, mobil.eb.dk, har browseren svært ved at vise indholdet korrekt, og nogle link virker ikke.

Det er nogle af de samme problemer, som vi stødte ind i, da vi testede Samsung Omnia 7 tidligere på året, som var udstyret med Windows Phone 7. Det er mærkværdigt, at browseren ikke er blevet bedre. 

Samtidig er der knas med Google, hvis du forsøger dig med mobilversionen af søgemaskinen, hvilket telefonen gør default.

Når der klikkes på et link, får du eksempelvis at vide: "Denne side, som er tilpasset din browser, kommer fra www.pcworld.dk og er ikke godkendt af Google". Herunder får du en fuldkommen vandaliseret udgave af websiden, og den er nærmest umulig at navigere rundt på.

Måske findes der et trick til at komme uden om denne fejlmelding, men umiddelbart gør den det bøvlet at bruge Google, selv om du kan skifte til den klassiske desktopversion.

Det kræver dog, at du husker at gøre det, hver gang du klikker dig ind på Google. 

Der er dog nogle ting, som fungerer med browseren som eksempelvis YouTube. Til gengæld er du nødt til at downloade en app, hvis du vil se videoer fra en side som Vimeo.com. 

Som en smart detalje er browserens adresselinje placeret i bunden i stedet for i toppen af skærmen.

Det kræver lidt tilvænning, men betyder, at du ikke skal flytte fingrene så langt på den store skærm, hvis du skal navigere til en ny webside. 

Samtidig kan du have flere faneblade åbne, og du kan vælge at få dine favoritsider fastgjort til forsiden af din hjemmeskærm som en flise. 

Nu med apps og musik med mere

I den nyeste version af Windows Phone har styresystemet givet os danskere adgang til Marketplace, der er Microsofts bud på en app-butik.

Her findes både gratis og betalingsprogrammer, selv om udvalget er mindre end hos Android og Apple med iOS. 

Umiddelbart kan du sagtens finde apps og spil fra de andre platforme i Marketplace som Angry Birds og Fruit Ninja, så du burde kunne få dækket et akut app-behov, hvis du hopper fra Android eller iPhone og over på en Windows-mobil som HTC Titan. 

Der er dog ikke mange danske apps, men det værste er sådan set, at mange apps ikke har nogen vurderinger.

Derfor er det meget svært at navigere mellem udvalget, for hvad er dårligt, og hvad er godt? Der går formentlig et godt stykke tid, før det bliver nemmere at gennemskue Marketplace og finde indhold, der matcher dine behov. 

Windows Phone skal tages seriøst

HTC Titan beviser, at Windows Phone skal tages seriøst som mobilt styresystem, og det er en værdig kandidat til at tage kampen op med Android og Apple iOS. 

Desværre kan vi ikke give mobilen en højere karakter end 3 ud af 6, selv om den overrasker positivt på flere områder. 

Det skyldes, at HTC Titan underpræsterer i forhold til de nuværende Android-topmodeller og iPhone 4S, og HTC alligevel har sat et voldsomt prisskilt på telefonen.

Du må i skrivende stund slippe 4.500 kroner for Titan, og det er ganske enkelt en alt, alt, alt for høj pris. 

Mobilen er udstyret med en 1,5 GHz processor, men single core og ikke dual core som mange Android-topmodeller. Den optager video i 720p, mens du får 1080p hos mange konkurrenter.

Skærmen er stor, men har en lille skærmopløsning, og kvalitetsmæssigt imponerer den ikke. Selve Windows Phone 7.5 kører udmærket, men der er stadig ting, der irriterer, som den bøvlede browser og det uoverskuelige udvalg af apps. 

Alt i alt er HTC Titan ikke nogen dårlig telefon, og den vil især få folk med et Office-afhængighedsforhold til at juble, men for 4.500 kroner får du en mere velfungerende maskine, hvis du vælger Apple iPhone 4S eller en af de nuværende Android-topmodeller som eksempelvis Samsung Galaxy S II.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere