ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Jeg læste forleden et interview med Bill Clinton i Financial Times, hvor han sagde, at det er networking og samarbejde, der skaber jobs.
Mon det ikke også er sådan i Danmark?
Så man skulle tro, at alle de offentligt betalte initiativer for at hjælpe iværksættere i gang er en god ting.
Men nej.
Joh, der skabes en masse aktiviteter i de offentlige instanser. En masse (offentligt betalte) rådgivere giver gode råd. Typisk uden selv nogensinde selv at have startet noget op.
De håbefulde iværksættere tvinges til at udarbejde forretningsplaner, budgetter, visioner, strategier, målsætninger, værdier og SWOT-analyser.
Og der arrangeres en lang række inspirationsforedrag fra sådan nogle som mig, og nogle gange endda værre end dét (coaches og idrætsfolk og den slags, I ved ...).
Disse omfavnende, velmente og langvarige forløb har samme effekt som en akademisk uddannelse: Man tør simpelthen ikke springe ud og tage chancen bagefter.
Thi uanset hvor mange fantastiske business-planer og budgetter man udarbejder, så kan man ikke mindske risikoen: Før eller siden skal man - groft sagt - foretage følgende handlinger:
1. Sætte alt på spil - huset (hvis man har et sådant), familien, opsparingen, det nuværende job, ens gode ry og rygte ... ALT. Måske kan man få den kendte kredit i banken mod sikkerhed i alt, hvad man ejer og har. Måske ikke.
2. Forsøge at sælge noget til nogen, der vil betale penge for det.
3. Opdage at business-planen og budgettet, og det man vil sælge, ikke passer på virkeligheden. Fantasien var din (og de fantastiske rådgiveres), ikke kundens.
4. Ændre på alle forudsætninger og næsten begynde forfra.
Lykkes med forehavendet - eller gå tilbage til 1.
Den slags bindegale, utraditionelle, asymmetriske, famlende-i-blinde, risikofyldte, mange-timer-om-ugen-forløb er jo ikke liiiige det, som offentlige DJØF'ere og akademikere gør sig mest i, endsige belønnes for på de højeste læreanstalter.
Fortsættes ...



