Artikel top billede

(Foto: Torben Klint)

Danmarks vej mod Ragnarok - lad dog biksen gå rabundus

Klumme: I den dødsspiral, som Danmark skal igennem i de kommende mange år, vil der både være muligheder og trusler, angst og glæde, egoisme og kærlighed samt opgivenhed og håb.

Jeg har aldrig før set danskerne reagere, som de gør efter dette folketingsvalg.

Det er ved at gå op for alle, at den er rivende gal med vores super-duper-velfærds-formynder-stat, og de fleste smågriner bare og trækker opgivende på skuldrene, når teenage-ministrene fremlægger endnu flere lovforslag til kontroller, straffe og skatter/afgifter.

Men jeg begynder også at høre en anden ting blive sagt, som jeg aldrig har hørt danskerne sige før: At nedturen er begyndelsen til noget nyt, og at vi trænger til det.

Lad biksen gå rabundus

Med andre ord: Lad biksen gå rabundus, og lad os så bygge noget bæredygtigt op (og med 'bæredygtigt' mener jeg ikke Det Grønne Pjat).

I den dødsspiral, som Danmark skal igennem i de kommende mange år, vil der både være muligheder og trusler, angst og glæde, egoisme og kærlighed samt opgivenhed og håb.

Vi vil stadig se:

• Offentlige gigantum-it-projekter, der bare aldrig kommer til at fungere.

• Offentlige kæmpebyggerier, der gør alt værre.

• Forsøg på at få Gang I Hjulene ved at lave kystsikring i Jylland.

• Eller som de viste på tv forleden: En storgrinende formand for et almennyttigt byggeri, der fortalte sine beboere, at de nu igen skal have renoveret badeværelser for nogle nye, gigantiske puljemidler fra det offentlige.

Godt nok indvendte én af beboerne, at de da havde fået det hele renoveret for en anden puljes midler for tre år siden - men han svarede (true story), at nu skulle de da bare have guldvandhaner.

Så galt kan det gå

Send en tanke til Gomulka-traktorfabrikken i Sovjetunionen, der i en af femårsplanerne fik stukket et samlet output, målt i ton, ud som mål i stedet for "antal traktorer", og derfor meget naturligt konstruerede ganske få, men til gengæld vægtige 20 tons-traktorer, som de færreste landbrugsjorde var og er i stand til at bære. De sank simpelthen ned og var af begrænset nytte.

Det gav i min barn- og ungdom anledning til drengeudtrykket "Gomulka, din dejlige traktor!", når man så en stor pige, så lidt morskab kom der da ud af det.

Så der er de sædvanlige tegn på en megatung, centralistisk, styrende socialist-kommuniststat, der ikke mere kan få selv de simpleste ting til at fungere, og hvor bureaukratiet vokser ind i himlen.

Poetisk retfærdighed

Ligesom dengang i Sovjetunionen og DDR, men i dag med computere og effektive, elektriske registre, som gør fedtlaget af DJØF'ere og andre rædsler i stand til at blande sig i, hvad vi spiser, og hvordan vi opdrager vores børn - samt hjælpe os med at bruge vores fritid på "den rigtige måde".

På den måde er det poetisk retfærdighed, at Ole Sohn selv står i spidsen for The End Game - så kan de lære det, kan de.

MEN: Sovjetunionen udstyrede også sine astronauter med blyanter, som fungerer fint i vægtløse rum, mens amerikanerne udviklede den komplekse space pen for rigtigt mange penge.

De simple, russiske løfteraketter er dem, der i dag slynger ting ud i rummet med størst succes. Russiske våben er simple, solide og effektive.

Så ud af kaos kan der komme enkelthed grundet nødvendighed.

Der kan komme et simpelt web-/app-baseret EPJ-system, som hele befolkningen bare kan bruge, og som hostes i skyen for ingen penge.

Der kan komme enkle løsninger med inspiration fra Indien og de afrikanske lande, hvor mobiltelefonerne leder revolutionen og velfærden, og hvor folk skal klare sig selv, medmindre de er virkelig på røven.

Hvor uddannelse er noget, man tager for at kunne få et job og ikke for at være væk fra arbejdsløshedsstatistikken - for evigt på vej mod et højere niveau af arbejdsløshed.

Det bliver barskt ad helvede til, og fårene, bukkene, lammene og ulvene iblandt os vil blive synlige.

Men der vil også pludselig være plads til ægte kærlighed og omsorg, der så forhåbentlig ikke mere skal beskattes som en unaturlig, menneskelig aktivitet.

Vore pensioner vil forsvinde og de offentligt ansatte (én million) vil kæmpe om pengene med dem på overførsel (to millioner), når krybben ikke mere flyder over.

Der vil komme gode ting

Men der vil også komme en masse gode ting ud af det. Læs om tiden efter Ragnarok på Wikipedia, hvis I ikke tror mig (det var en joke! Det var en joke!).

Økonomen og tænkeren Jeffrey Sachs himself har fat i noget i sin nye bog "The Price of Civilisation", når han siger, at den grundlæggende årsag til USA's problemer er et fejlslagent politisk system.

Det, tror jeg også, er årsagen til vore problemer i Danmark, selvom vi ikke er nær så demokratiske og åbne, som amerikanerne er.

Vi skal bare huske, at vi vælger de politikere, vi kan lide, og som vi synes, ser kønne ud.

Vi elsker de kønne teenagere, fordi de er stramme og lækre at se på, men som aldrig har prøvet at have et arbejde.

Fenrisulven er inde i os selv, som Odins hustru Frigg siger i Valhalla-tegneserien.

Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Miracle.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere