En særlig analyseafdeling hos Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) med otte ansatte har siden sidste sommer holdt øje med, at SKIs indkøbsaftaler nu også skaffer de besparelser for offentlige kunder, som er hele ideen med SKI-aftalerne.
Et af de første resultater af analyseafdelingens arbejde kom i november, hvor SKI kunne fortælle, at en ny rammeaftale på teleområdet ville betyder besparelser for de offentlige kunder på op mod en milliard kroner sammenlignet med priserne på en tidligere SKI-aftale.
Spørgsmålet er så, om de offentlige kunder reelt har betalt for høje priser på den tidligere aftale, men det afviser SKIs direktør Signe Lynggaard Madsen.
»Vi har jo været ude og sammenligne priserne med den gamle aftalt og nu får vi så bare nogle endnu mere attraktive priser. Den gamle SKI-aftaleaftale var også meget attraktiv, men den nye aftale er altså endnu mere attraktiv, blandt andet fordi vi har indskrænket antallet af leverandører. Det har haft en positiv effekt på prissiden, fordi vi på den måde skærpede konkurrencen om at komme med på aftalen,« siger Signe Lynggard Madsen, som vurderer, at de tre nuværende leverandører på tele-aftalen, TDC, Telenor og Telia har været »sultne« for at komme med på aftalen.
I sidste uge efterlyste seniorforsker Ole Helby Petersen fra AKF mere viden om, effekterne af offentlige indkøbsaftaler.
»Der er mange konkrete eksempler og aftaler, men der mangler samlede og tværgående analyser af, hvad indkøbsaftaler betyder for pris og kvalitet i den offentlige sektor - både på kort og langt sigt,« sagde Ole Helby Petersen blandt andet.
Hos SKI er Signe Lynggaard Madsen enig i, at mere forskning og viden om effekten af indkøbsaftaler er en god ide.
»Men jeg vil fastholde, at teleaftalen er en vinder for de offentlige kunder,« siger hun.