ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
To it-styrelser massefyrer - folk ryger ud på stribe
Så mange fyrer offentlige it-styrelser netop nu
Mandag formiddag varslede de nyoprettede offentlige myndigheder Digitaliseringsstyrelsen og Moderniseringsstyrelsen massefyringer af i alt 62 medarbejdere i kølvandet på et sparekrav på 100 millioner kroner fra Finansministeriet.
Det er 10 procent af arbejdsstyrken, der bliver barberet væk.
Moderniseringsstyrelsens direktør, Niels Gotfredsen, fortæller til Computerworld, at de to styrelser inden den varslede fyringsrunde har været igennem deres samlede opgaver med en tættekam for at optimere myndighederne.
"Vi har på den måde fået et godt overblik over, hvor vi skal lægge kræfterne i fremtiden," skriver han i en e-mail til Computerworld.
Kontor til kontraktstyring
Udredningen med tættekammen har mere konkret resulteret i, at styrelserne har valgt at prioritere og styrke opgaver inden for blandt andet arbejdet med økonomistyring i stat, regioner og kommuner.
"Vi opprioriterer også vores analyse- og strategiindsats på overenskomstområdet. På indkøbsområdet styrker vi indsatsen for at sikre compliance og effektiv kontraktstyring," fortæller Niels Gotfredsen fra Moderniseringsstyrelsen.
"Det gør vi helt konkret ved at oprette et kontor, som målrettet skal sikre, at de statslige myndigheder bruger alle aftaler som tilsigtet," fortsætter han.
Svækker it-udviklingen
Samtidig ser styrelserne med færre hænder og hoveder sig nødsaget til at neddrosle indsatsten på flere områder.
Mest markant gælder det en midlertidig opbremsning i udviklingen af nye it-systemer.
"Vi er de seneste år kommet med mange vigtige it-systemer som IndFak og RejsUd, som bliver anvendt på tværs af hele staten. På kort sigt vil vi neddrosle udviklingen af yderligere systemer på økonomiområdet, konsolidere det allerede implementerede og arbejde på en samlet strategi for udviklingen af det samlede systemområde," lyder forklaringen fra Moderniseringsstyrelsens direktør.
Han understreger, at det her gælder om at fokusere kræfterne, hvor det har størst effekt.
Flytter sammen
For at komme økonomisk bedst ud på den anden side af fyringsrunden vil alle medarbejdere i de to styrelser nu flytte ind i samme hus som Statens Administration, som også var en del af Økonomistyrelsen indtil for et år siden.
Dette skal ifølge direktør Niels Gotfredsen styrke styrelsernes samlede økonomi.
Fortsættes ...



