Danske Bank måtte i dag lukke sin netbank i to en halv time for at få ordnet et teknisk problem, der gav lange ventetider på systemet. Det skriver Dagbladet Børsen i sin onlineudgave.
- Vi har haft et teknisk problem, som har givet forlængede svartider. I stedet for at folk sidder og hænger i systemet, piller vi netbanken ned og retter problemet, siger direktør i Danske Bank, Jørgen Kleinstrup til avisen.
Danske Bank forventer at gøre IT-systemerne mere stabile, når man i den kommende weekend laver en større omlægning af IT-platformen. Det vil betyde en nedlukning på 18 timer, skriver Børsen.
Det seneste nedbrud kommer kun lidt over en måned efter, at banken måtte lukke netbanken i ni timer med tekniske problemer i en firewall.
Det hidtil værste nedbrud skete i marts, hvor alle bankens IT-systemer var lammet i fire dage. (rst)