Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Derfor får 3 måske aldrig succes i Danmark

Teleselskabet 3 tredobler resultatet i Danmark, men selskabet har alligevel et problem.

Læs også:

To telegiganter slår pjalterne sammen mod 3 og TDC

Teleselskabets 3's indtog i Danmark bliver måske aldrig nogen succes - heller ikke selvom selskabet nu tjener penge. 

3 har netop frigivet foreløbige regnskabstal for 2011, der viser, at den danske omsætning nu er oppe på 2,35 milliarder kroner, og at resultatet før finansielle omkostninger (Ebit) er blevet tredoblet til 360 millioner i 2011.

Samtidig meldes det ud, at 3 nu har 807.000 kunder i Danmark.

Dermed skulle man måske tro, at hovedinvestorerne hos kinesiske Hutchison Whampoa kan glæde sig over et dansk teleeventyr.

Det er bare slet ikke tilfældet, konkluderer to danske bankanalytikere med telemarkedet som speciale.

"Indtil videre har det været en rigtig, rigtig dårlig forretning for dem at være i Danmark. Der er brændt utrolig mange penge af, og jeg vil også stille et rimeligt stort spørgsmål ved, om det nogensinde bliver en god forretning for dem at være i Danmark," siger Morten Imsgard, aktieanalytiker i Sydbank.

"Det kan godt være, at de nu begynder at få en smule på bundlinjen, men om det bliver en lønsom forretning, som det faktisk også er ansvarligt at køre videre, det er jeg rimelig tvivlende over for."

Har brugt syv milliarder i Danmark

Teleanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Markets under Danske Bank peger på, at 3 i perioden 2003 til 2009 tabte mere end 4,2 milliarder kroner i Danmark. Det tal skal holdes op imod, at selskabet de seneste to år har tjent omkring 300 millioner kroner.

"Det vil sige, at de fra 2003 til 2011 har tabt 3,9 milliarder kroner på driften. Og så har de investeret yderligere tre milliarder i infrastruktur, software, licenser og så videre."

"Deres total-investering er cirka syv milliarder kroner. Med de afkast, de har haft indtil nu, har det ikke været en god forretning," siger bankanalytikeren.

Poul Ernst Jessen vurderer ikke, at det er sandsynligt, at 3 vil kunne sælge forretningen for et beløb, der modsvarer milliard-investeringerne.

"Salgsscenariet vurderer jeg ikke hænger sammen," siger han, men tilføjer, at driftsresultaterne måske kan give et afkast, der afspejler eventuelt justerede forventninger.

Her er 3's danske problemer

Poul Ernst Jessen fra Danske Bank forklarer, at der ikke er noget underligt i, at et nystartet teleselskab kører med underskud i de første mange år - det samme gjorde både Sonofon og TDC Mobil.

3's situation er dog lidt anderledes, fordi selskabet startede op, inden 3G-telefonerne var gode nok, hvilket gjorde vejen mod et plus ekstra hård.

"For 3 har det bare taget længere tid, inden de fik plus," siger Poul Ernst Jessen fra Danske Markets.

Morten Imsgard fra Sydbank tror ikke, at 3's ejere havde forudset, hvor svært det ville blive at tjene penge i Danmark, da man stiftede det danske teleselskab i 2001.

"Jeg tror bestemt, de er blevet overrasket over, hvor svært, det er i Danmark."

"3 i Sverige klarer sig sådan set ganske godt, og det er måske også et af argumenterne for, at man bliver ved med at prøve i Danmark. Det danske telemarked er bare vanvittigt konkurrencepræget."

Morten Imsgard fra Sydbank påpeger, at 3's overskudsgrad (Ebitda-margin) skal højere op, hvis det nogensinde skal blive til en dansk succes-historie.

"Selvom overskud naturligvis er bedre end underskud, så er det stadig problematisk med en margin på det niveau. For at få en langsigtet historie om et succesfuldt eventyr i Danmark er det simpelthen ikke godt nok."

Læs også:

To telegiganter slår pjalterne sammen mod 3 og TDC




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere