Artikel top billede

Stort hul i markedet: Sådan har iværksætter bygget sin virksomhed op

Portræt: Det begyndte med en undren og en spirende skabertrang. I dag har han 25 ansatte i tre lande. Se her, hvordan it-manden Janus R. Nielsen har bygget sin virksomhed op.

Læs også: Helt tæt på NNIT-boss Per Kogut

"Der er 25 grader her, og solen skinner. Jeg har hørt, det er bidende koldt derhjemme? Det er da ikke så sjovt?"

Stemmen i telefonen fra Marbella på Spaniens sydkyst rammer et ømt punkt, for det danske sommervejr er netop, som det danske sommervejr er.

Janus Rægaard Nielsen bor i Spanien, og det er ikke først og fremmest på grund af vejret.

Da han etablerede sin første it-sikkerhedsvirksomhed i Danmark, oplevede han, at mulighederne for en iværksættervirksomhed var begrænsede.

Han så større muligheder i at flytte til Spanien, hvor lønnen til dygtige it-folk simpelthen er lavere.

Som iværksættervirksomhed er der bare ikke råd til at betale en dygtig udvikler 50.000 kroner om måneden. I Spanien slipper du med under det halve.

Hul i markedet

41-årige Janus R. Nielsen etablerede for godt 10 år siden virksomheden www.MYSecurityCenter.com sammen med to andre.

Han så et hul i markedet for sikkerhedssoftware til private forbrugere.

Han sad dengang som salgschef i CA (Computer Associates) og undrede sig, da bølgerne af virusangreb som Kournikova og I Love You skyllede ind over de sagesløse private internetbrugere.

"Rapporterne sagde, at 80 procent af pc'er i danske hjem ikke havde tilstrækkelig sikkerhed installeret. Jeg tænkte, at det åbenbart måtte være for svært og for dyrt for hr. og fru Danmark at få fat i og bruge sikkerhedssoftware. Det kunne jeg da sælge til dem," fortæller Janus R. Nielsen.

I dag har han to virksomheder.

MYSecurityCenter sælger sikkerhedsprodukter gennem aftaler med store kæder som Fona, L'Easy, Wupti og andre detail onlineforhandlere rundt om i verden.

Virksomheden beskæftiger 25 ansatte i Malaga, tre i Barcelona, tre i Stockholm og tre i Danmark.

Selve teknologien bag produkterne købes hos for eksempel Bitdefender, men brugergrænseflader, service og support leveres af MYSecurityCenter selv.

"De almindelige brugere har jo ingen anelse, om det ene eller det andet produkt er bedst til at fange virus. De har brug for en god og letforståelig brugergrænseflade og for at kunne få hurtig og kompetent support. Det er det, vi satser på," siger Janus R. Nielsen.

Sælger med stort S

MYSecurityCenter tjente penge fra starten, og det gav for fem år siden Janus R. Nielsen mulighed for at leve to år som førtidspensionist, hvor han spillede golf hver anden dag på Marbellas solbeskinnede baner.

"Jeg synes da, jeg blev ret god til at spille golf, men det kedede mig til sidst. Jeg er sælger med stort S, og jeg er god til at få ideer."

For to år siden startede han så virksomheden www.MYMobileSecurity.com, altså sikkerhed til de mobile enheder, og det marked kører lige nu som en plante på substral med antallet af smartphone-brugere som drivkraft.

Janus R. Nielsen forventer næste år en omsætning på over 12 millioner euro for MYMobileSecurity.

"Indtil nu holder vi vores budgetter, og bliver vi ved med det, skal det nok gå," siger han.

Med aftaler med 60 teleudbydere over hele Europa er hans største udfordring lige nu at skaffe investorpenge til at vokse.

"Vi er midt i den første omgang funding, så vi kan speede endnu mere op. Vi ligger i toppen af mange af de store download-portaler for anitvirus til mobiltelefoner, og vi får rigtig mange gode anmeldelser," siger han.

Cash flow-problem

Men virksomheden har et cash flow-problem, fordi pengene først kommer ind fire måneder efter, kunderne tegner abonnement på en sikkerhedsløsning til deres smartphone.

"Det tager to udviklere to måneder at lave betalingsintegrationen til en teleoperatørs backend-system. Vi har de her 60 aftaler, og vi har ikke cash til at hyre alle de udviklere, der skal til. Letland, Ukraine, Italien og Norge står bare og venter på, at vi har tid og penge til at få dem live. Derfor skal vi ud og hente kontanter."

Han mener, at de andre sikkerhedsfirmaer som Kaspersky, Symantec, Bullguard og McAffee har været langsomme i optrækket til at gå over på mobilområdet.

"Vi er begunstiget af, at vi har været first movers. Jeg synes, det er sjovt, at et lille dansk firma har fået stor succes med mobil sikkerhed. Her to år efter har vi flere end syv millioner brugere, og i øjeblikket kommer der 100.000 nye brugere til hver uge. Det er vi stolte af," siger han.

Her er den virkelige udfordring

Janus R. Nielsen har arbejdet i it-branchen i 20 år, siden han så småt udfasede sin tilværelse som professionel håndboldspiller.

Han brugte seks år hos Corel på at bygge den nordiske forretning op og solgte Word Perfect, Clip Art og Corel Draw.

Han blev headhuntet af CA til at bygge deres nordiske kanalforretning op og fik blandt andet ansvaret for sikkerhedsprodukterne i de seks år, han var der.

De to job klædte ham på til at blive iværksætter, siger han.

Det sværeste ved at etablere egen virksomhed var at turde.

Farvel til vellønnet job

Han havde allerede et vellønnet job, som han var glad for. Beslutningen om at forlade det til fordel for en usikker tilværelse var svær.

"Jeg tog springet fra en af verdens største softwareproducenter, hvor jeg var pakket ind i vat, og skulle ud og være helt nøgen, uden hjælp. Jeg allierede mig med en, som havde penge og en gut, som ikke havde et job som mit. Så lavede vi en aftale, hvor han startede op, og jeg beholdt mit job, indtil vi kunne se, at den nye virksomhed kunne bære. Så sagde jeg op."

Chancen for at overleve

Han er ikke begejstret for mulighederne i Danmark for iværksættere. De får ikke støtte nok, mener han. Han kender adskillige mennesker i sin branche, som i dag bor i udlandet.

"De er også flyttet ud, fordi der ikke er det rigtige miljø i Danmark. Man burde stille hjælpemidler til rådighed for iværksættere. For eksempel bygge kollegier eller specielle ungdomsboliger tæt på udviklings- og forskerparker, så folk kunne have et netværk med andre i samme fase."

"Eller iværksættervirksomheder kunne få et blåt stempel af staten og få lov til at hyre unge it-folk, som kun skulle betale 25 procent i skat i to eller tre år. Så kunne virksomhederne ansætte dem til en lavere løn, og det ville hænge sammen alligevel. Det ville gøre starten af en virksomhed lettere og chancen for at overleve større," siger han.

Problemet for den unge virksomhed er, at der masser af udgifter og et usikkert indtjeningsgrundlag.

"Vi var heldige, at vi begyndte at tjene penge hurtigt, men vi flyttede til udlandet på grund af omkostningerne ved at drive virksomhed i Danmark."

Janus R. Nielsen fortæller, at hans spanske udviklere får mellem 15.000 og 20.000 kroner om måneden.

"De er superdygtige, men i Danmark skulle de snarere have 45-50.000 kroner. Her er helt andre skatteregler, og vores grafikere får en tredjedel af, hvad de skal have i Danmark. Her er også en helt anden sælgerkultur. Vi kører den amerikanske model helt ud til grænsen, hvor folk kan tjene rigtig mange penge, hvis de sælger og ingen, hvis de ikke gør. Den kultur har vi ikke i Danmark."

Der skal catches op

Janus R. Nielsen har nu boet i Spanien i 10 år med sin femårige søn William og sin kone Tina, som han mødte i CA, hvor hun var marketingansvarlig.

"Jeg fik hende overtalt til at tage med, og det var også et spring for hende."

Bagsiden ved at flytte er selvfølgelig, at man efterlader sine venner og familie derhjemme.

"Men jeg har faktisk fået et meget tættere forhold til mine nære venner og nære familie, for når de besøger os, er de her i måske en uge eller to ad gangen. Derhjemme sås man en fredag til middag hver tredje måned. Nu kommer vi lidt mere ind under huden på hinanden."

Derfor er han glad for sin tilværelse i Spanien, selvom han er enig med sin kone om at vende hjem til Danmark en dag.
Janus R. Nielsen er ikke tvivl om, at MYMobileSecurity, som han selv ejer 42 procent af aktierne i, ikke kan undgå at blive solgt.

"Hvis vi bliver ved på denne måde, kommer der jo nok en af de store og tager os. De næste to-tre år skal jeg fokusere på de to virksomheder. Bliver vi købt til den rigtige pris, kommer der forhåbentlig frihed til at indfri min drøm om at blive hjemmegående husfar."

"Jeg må indrømme, at jeg ikke har brugt alt for meget tid på min søn og kone de sidste par år, desværre. Jeg vil gerne forsøge at indhente noget af den tid. Så er vi heldige at komme af med en eller begge virksomheder til den rigtige pris, vil jeg bruge de første par år på at catche op."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere