Apple-ansatte skal "hjælpe folk til et bedre liv" - men får selv en dårligere løn end de fleste

Selv om de sælger for langt flere dollar end de fleste andre butiksansatte, får Apple-sælgere lavere løn end gennemsnittet. Til gengæld har de et arbejde med "højere mening".

Artikel top billede

Apples kæde af egne butikker kan med nogen ret betegnes som en af Steve Jobs' største bedrifter.

Siden Jobs i 1999 opsagde firmaets samarbejde med de fleste retailkæder og i stedet startede Apples helt egne, unikt-designede butikskoncept, er Apples Retail Stores kommet til tops som de mest indbringende butiks-enheder i USA - overhovedet.

Målt på salget i dollar pr. kvadratmeter er Apple dobbelt så succesfuld som nummer to på listen, luksusstormagasinet Tiffanys i New York, og salget er 17 gange højere end gennemsnittet for amerikanske butikker.

Succesen har skaffet Apple svimlende rigdomme. Firmaet er det mest værdifulde aktieselskab i verden, og direktør Tim Cooks' årsløn den højeste i landet - faktisk er han fem gange bedre betalt end selv Oracle-bossen Larry Ellison.

Men de enorme summer, som iPhone- og Mac-hungrende forbrugere har lagt hos Apple gennem årene, kommer kun topledelsen til gode.

Mange Apple-sælgere i firmaets 246 amerikanske butikker må nøjes med en løn, der ligger lavere, end hvad deres kolleger i de fleste andre butikskæder tjener.

Selv om de sælger for meget mere end andre firmaers sælgere, belønnes de mindre, skriver New York Times.

Avisen har undersøgt, hvor meget Apples enorme rigdomme påvirker de almindelige ansatte, og svaret er: meget lidt.

Jobbet som Apple-ansat er for det store flertal af medarbejderes vedkommende et spørgsmål om dedikation, begejstring og loyalitet over for firmaet fremfor nogen særligt høj løn eller nogen andre former for konkret belønning for indsatsen, fremgår det af artiklen i New York Times.

Ud af de 43.000 mennesker, der arbejder for Apple i USA, er de 30.000 beskæftiget i Apple Stores. Mange af dem tjener kun en beskeden løn: 25.000 dollar om året, fortæller New York Times.

Ifølge diverse lønstatistikker (se for eksempel denne)  er det halvdelen af den gennemsnitlige amerikaners årsløn.

"De har et job i den hurtigst voksende branche i verden, de arbejder for verdens mest værdifulde virksomhed, hvis direktør er landets bedst aflønnede topleder..." skriver New York Times.

Ansatte i Apple må ikke tale med pressen, men avisen har talt med en række tidligere medarbejdere om forholdene i verdens rigeste it-virksomhed.

Begejstring sat i system

Mange af dem fortæller, at de startede arbejdet i en Apple Store på grund af en stor begejstring for firmaet og dets produkter. Den begejstring blev dygtigt sat i system af firmaet.

Et gennemgående tema, som man ofte indoktrineres i under oplæringen som ny medarbejder i en Apple Store, er ifølge New York Times, at arbejdet handler om at gøre noget godt med sit liv: "Enriching peoples lives" - eller på dansk: at skabe en bedre tilværelse for andre.

"Ideen er at give folk den indstilling, at de foretager sig noget langt mere ædelt end blot sælge og reparere produkter. Hvis der er en hemmelig ingrediens i Apples opskrift, er det den, at firmaet giver sine ansatte en større følelse af værdighed. Firmaet forstår, at mange mennesker gerne vil give afkald på penge, hvis de i stedet bibringes et højere formål," skriver avisen.

Ansatte i Apple Stores får i modsætning til deres kolleger i stort set alle andre butikker ikke provision af det salg, de skaffer firmaet.

Der er ingen Apple butikker herhjemme, men firmaet er i øjeblikket i gang med at åbne en butik i Stockholm.

Læs hele NYT-artiklen her.

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

Michael Schou

Netip A/S

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS