ANNONCE:
Nokia har valgt at satse sin fremtid på Windows Phone og Intel er gået sammen med Samsung om at udvikle det Linux-baserede Tizen. Det nye operativsystem skal køre på mange forskellige enheder - lige fra smartphones til fjernsyn - og det skal bygge på teknologier som HTML5 og WAC.
Men der er altså stadig liv i det gamle MeeGo. En af chefudviklerne fra MeeGo-projektet, Marc Dillon, står i spidsen for det nye firma Jolla, som vil udvikle og sælge nye MeeGo-baserede smartphones.
I en pressemeddelelse fortæller selskabet, at man har hyret mange af de vigtigste udviklere og ledere af Nokias MeeGo-hold, og man leder stadig efter flere dygtige MeeGo-folk.
Den mobile platform er primært udviklet til netbooks og tablets. Nokia kom selv med en enkelt MeeGo-smartphone, men her var der mest tale om et eksperiment.
Koreanske LG har tidligere annonceret en MeeGo-smartphone i 2009, men den kom aldrig på markedet.
Dermed har MeeGo primært fungeret som en reference-platform, hvor kunderne kunne afprøve Intels nye chips, men det har været småt med færdige produkter.


