Artikel top billede

(Foto: Mikkel W. Nielsen)

Test: Google Nexus 7 er den bedste tablet nummer 2

Googles billige men hurtige Nexus 7 tablet rammer snart Danmark. Se her hvorfor den bedste Android-tablet kun måske skal være dit næste it-indkøb.

Google Nexus 7: Den bedste tablet nummer 2

Det er efterhånden umuligt at sætte tal på, hvor mange Android-tablets der er blevet udråbt til at være iPad-dræbere, iPad-afløsere eller bare bedre end Apples standard-sættende iPad.

Men den triste sandhed har desværre indtil videre været, at de fleste Android-tablets er middelmådige og nogle af dem direkte elendige. Det er synd og skam, for mens Android til smartphones er blevet et stadigt bedre system, er det, som om hard- og softwaren har haft svært ved at finde takten på de større skærme.

Og for at gøre ondt værre har prisforskellen mellem den billigste iPad og en almindelig Android-tablet være for lille til at retfærdiggøre at vælge Android på prisen alene.

Læs om Surface her | Se galleri med Surface her

Det har afspejlet sig i markedsandelene og må have gjort ondt helt ind i bestyrelseslokalet hos Android-bagmanden Google. Her er man mest vant til succes. Bare ikke på tablet-området. Og for at gøre det værre står Microsoft klar med det spændende Windows 8-baserede alternativ, Surface, sidst i oktober.

Google tager kampen op

Løsningen for Google er at lade de normale Android-producenter gøre, som de vil, men samtidig levere én model, som med en ny version af Android kan tage kampen op imod Apples suveræne tablet-dominans.

Og lad os sige det med det samme: Det er faktisk lykkedes for Google. For den Asus-producerede, men Google-brandede, Nexus 7 tablet er måske den bedste Android-tablet til dato.

Måske ville du hellere have haft en 10 tommer skærm i stedet for Nexus 7´s 7 tommer og muligheden for at udvide hukommelsen med et microSD-kort, men ser du bort fra det, er der tale om en ret helstøbt maskine:

  • Skærmen er lysstærk, farvestrålende og reagerer præcist på dine fingres berøring - og opløsningen på de 1.280 x 800 pixels er et godt match til skærmens 7 tommer.

  • Bagsiden er med dens læder/gummiagtige belægning god at holde på og ridser ikke, så snart du bare tænker på at lægge den på et bord.

  • Anvendelsen af den kraftige quadcore Tegra 3 processor fra nVidia gør, at hastigheden matcher iPad 2/3, både i spil og når du surfer eller skifter mellem apps.

  • Men den bedste nyhed er måske Googles seneste udgave af Android, version 4.1, kaldet Jelly Bean. Google selv har kaldt opdateringen for "project butter", fordi alting nu skulle glide som smurt. Og det er ikke helt forkert, for mens fortidens hakken og stammen ikke er fuldstændigt forsvundet, så sker det så sjældent, at der er tale om en voldsomt udryddelsestruet dyreart.

Konklusion: God tabler nummer 2

Bedst af alt ved Nexus 7 er dog prisen på 200 amerikanske dollars for den billigste model med 8 gigabyte og 249 dollars for den store model med 16 gigabyte. Det svarer til omkring 1.300 danske kroner eller 2,5 gange billigere end den billigste iPad (med 16 gigabyte). Desværre sikrer told og moms, at prisen i Danmark nok nærmere er mellem 2.000 og 2.500 kroner.

Det er dog stadig væsentligt billigere end både iPads og de fleste Android-tablets med brugbare specifikationer.

Men uagtet at Nexus 7 er den bedste Andoid-tablet, vi har prøvet, vil vi ikke nødvendigvis anbefale dig at købe den.

Ujævn oplevelse hos Google Play

Det skyldes først og fremmest, at Google Play, Androids app-butik, stadig er en meget ujævn oplevelse. For se nu bort fra Apple og Googles påstande om, hvor mange fantasillioner apps de har i butikken - du beholder alligevel kun Angry Birds, den app der får din telefon til at sige pruttelyde og så 6-7 flere.

Det er i stedet kvaliteten, der tæller. Og her er det bare for ujævnt i Google Play butikken. Det er ikke Nexus 7's skyld, men faktum er, at halvdelen af de apps, vi prøvede på den rappe tablet, bar præg af at være målrettede telefoner og derfor så elendige ud på den større Nexus-skærm.

I Apples App Store er der derimod en helt anden orden, som sikrer, at iPad-apps næsten altid ser fornuftige ud på den store tabletskærm.

Vi havde samme problem, da vi anmeldte den første "rigtige" Android-tablet fra Motorola kaldet Xoom tilbage i marts 2011,  men måske er det bare vilkårene i en verden, hvor der er dusinvis af forskellige Android-tablets, men kun tre næsten identiske iPads.

Heldigvis er de centrale apps som Facebook, netbank, ebogslæsere og lignende opdaterede, så de virker optimale på Nexus, men det er stadig en kvalitetsovervejelse, du bør have med, når du skal vælge tablet-hardware.

Samme problem har flere af de danske aviser dog også, hvorfor du med Nexus 7 ender på en forstørret mobilside med grynede fotos. I Chrome-browseren kan du dog vælge at lade sin Nexus 7 blive set som en desktop-computer, men har du først prøvet at klemme hele Politikens forside ind på en 7 tommer skærm med høj opløsning, vil du opleve, at mobilsiden nok alligevel er at foretrække.

Samme problem lider de større 10-tommers tablets ikke af, hvorfor de klart er at foretrække til sofasurfing. Det er her, ingen indtil videre kan slå en iPad 3 med dens klare skærm og høje opløsning.

Konklusion: Vinder på størrelsen
Til gengæld er det lille 7 tommer format perfekt til at have med på farten, hvor en 10-tommers tablet ikke kan være i inderlommen. Desuden er den mindre skærm næsten at foretrække til læsning af ebøger samt se film og serier på farten. Her oplever min iPad stadig oftere at være forvist til sofabordet, mens Nexus 7 kommer med på tur.

Så i sidste ende kommer din vurdering af Nexus 7 an på dit behov. Har du allerede en god mobiltelefon, en bærbar, en iPad og penge, der brænder i lommen, skal du endelig købe en Nexus 7. Det samme gælder, hvis du specifikt har brug for en lille let tablet med fuld power på skærm og regnekraft, for lille betyder ikke svag i denne sammenhæng.

Er du derimod tabletløs og på vej til dit første køb, er sagen knapt så klar. Her er iPad'en stadig mere alsidig og har en kæmpe app-store i høj kvalitet i baggrunden.

Galleri: Kom helt tæt på Nexus 7

Baggrund: Gør det selv eller lad andre tage slæbet

Oprindeligt var hardware og software én samlet løsning fra leverandøren, tænk bare på de første IBM-maskiner eller computere som Commodore C64 der kom præpakkede med deres egne systemer. 

Men bølgen af billige asiatiske "bambus-maskiner", Intels 286- og 386- processorer og den massive udbredelse af Microsofts Windows fik skilt hardware og software ad. I stedet for kunne du vælge og vrage mellem grafikkort, harddiske, ram-moduler, processorer og kabinetter.

Microsoft leverede softwaren, producenter som Acer, Asus, HP, Lenovo og Compaq stod for hardwaren og den endelige løsning var på godt og ondt summen af deres indsats.

I tablet- og smartphone maskinernes barndom prøvede Microsoft samme taktik med deres Windows CE og Windows Mobile styresystemer. Så Microsoft leverede styresystemet som, på trods af alle dets mangler, var en milepæl inden for  mobil computing - og firmaer som HP udviklede hardwaren og integrerede selvtændigt styresystemet i deres storsælgende iPaq-modeller.

Men efterhånden som folk kunne og ville mere med deres mobile enheder blev faldgruberne ved den model åbenbare: Producenterne konkurrerede på hardwarefunktioner som Windows Mobile ikke rigtigt understøttede og Microsoft introducerede funktioner, som oftest kun blev understøttet halvhjertet af producenterne. Uanset hvad var den endelige brugeroplevelse ofte ustabil og produkterne virkede som om de kom direkte fra udviklingsafdelingerne uden at have passeret kvalitetskontrollen.

Så Microsoft, som tilbage i 1999-2000 sad dominerende på markedet for mobile enheder, droppede i flere år deres satsning på mobile enheder og tillod en spiller som Apple at introducere først iPod og senere iPhone.

Hverken iPod eller iPhone havde det bedste hardware, men de havde noget andet: En hardware og software som spillede så godt sammen at der ikke var nogle revner mellem de to dele. 

I mellemtiden kørte Microsoft - og senere Google med Android - videre med deres modeller hvor de i nogenlunde tæt samarbejde med hardwareproducenterne leverer systemet og producenterne står for det endelige produkt. På pc-området måske med succes, men rækken af dødfødte Windows Vista og Windows 7 tabletter er temmelig lang og viser at jo mindre enheden er, jo skarpere skal brugervenligheden være. 

Men måske er der, med en så integreret oplevelse som Apples iPad, bare ikke længere plads til enheder hvis hardware og software opfører sig som stridende parter i et dødsdømt ægteskab. Heller ikke selvom hverken Google eller Microsoft har råd til at smide deres ringeste hardware-partnere på porten.

Det er der noget der tyder på: først med Googles Android telefon-modeller lavet  for Google af Samsung, med Nexus 7 og sidst i oktober med den Windows 8-baserede surface tablet bygget af Microsoft i skarp konkurrence med deres tidligere venner: Producenterne




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere