Artikel top billede

Her er den nye Kindle Fire

Amazon har afsløret en ny Kindle Fire HD tablet med 8,9-tommer skærm og en Kindle Paperwhite e-læser med indbygget lys.

Torsdag aften dansk tid havde Amazon indkaldt til pressemøde i Santa Monica i Californien for at præsentere den nye generation af sine Kindle Fire tabletcomputere og Kindle læse-enheden til e-bøger.

Der er gået lidt mindre end et år siden lanceringen af den første Kindle Fire, som overraskede med sin lave pris på 199 dollar, og i sidste uge kunne Amazon fortælle, at der er udsolgt af den gamle model.

Nu kommer så den nye Kindle Fire HD i to udgaver. En version med 7-tommers skærm koster 199 dollar og kommer til salg den 14. september. En større udgave med 8,9 tommers display skal sælges for 299 dollar, men kan først købes fra november.

Begge har 16 GB hukommelse (den gamle havde 8 GB), men der kommer også udgaver med 32 GB til henholdsvis 249 og 369 dollar.

Processoren skulle være 20 pct. hurtigere end den gamle model. Skærmopløsningen er på 1.920 x 1200 (IPS-panel) for modellen med 8,9 tommer skærm og 1.280 x 800 for den mindre udgave med 7 tommer.

Der er også bedre Wi-Fi (med dobbelte antenner og dual-band 2,5 og 5 Ghz understøttelse), Bluetooth og front-kamera.

Hurtigere trådløst net

Amazon-chef Jeff Bezos hævdede på pressemødet, at den nye Kindle Fire HD's Wi-Fi er 41 pct. hurtigere end på iPad. Det skulle være den første tablet, der har indbygget MIMO (multiple input multiple output)

Der kommer også en version med 4G (LTE), 8,9 tommers skærm og 32 GB hukommelse for 499 dollar. Det er den samme pris som den billigste iPad, der kun har 16 GB. For 599 dollar kan man få en 4G-version med 64 GB.

Amazon har forbedret tabletcomputerens brugerflade - der kører på en modificeret version af Android - så det skulle være lettere at navigere og tilpasse computerens udseende.

Det har aldrig officielt været muligt at købe Kindle Fire i Danmark, men både den nye Kindle Fire HD og den gamle Kindle Fire kommer til salg i Europa fra den 25. oktober.

I den britiske Amazon-butik er prisen 129 pund (1.210 kr.) for Kindle Fire og 159 pund (1.500 kr.) for Kindle Fire HD med 16 GB og 7 tommers skærm.

Indtil videre kan man dog ikke forudbestille Kindle Fire fra Danmark.

Batteriet holder i otte uger

På pressemødet kunne Amazon også fremvise en ny version af sin e-reader, Kindle Paperwhite, som for første gang har indbygget lys. Her ligger opløsningen på 1.024 x 768 pixels (212 dpi), mens den gamle havde 800 x 600 (167 dpi).

Jeff Bezos pralede med, at batteriet holder i otte uger med lyset tændt - dobbelt så længe som konkurrenten Nook Glowlight.

Den er "tyndere end et blad og lettere end en bog", sagde Bezos. Kindle Paperwhite har en tykkelse på 9,1 mm og vejer 210 gram. Kontrasten skulle være 25 pct. højere end i den nuværende Kindle.

Der er nogle få nyheder i softwaren, herunder muligheden for at få beregnet, hvor meget tid det vil tage at læse bogen eller det aktuelle kapitel færdig, baseret på brugerens personlige læsehastighed.

Kindle Paperwhite kommer den 1. oktober og koster 119 dollar. En 3G version kan købes for 179 dollar. Der kommer også en ny skrabet version uden touch-skærm og lys, der skal sælges for 69 dollar.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere