Artikel top billede

Store forandringer i vente for forretningssoftware

Krystalkuglen:. Vil Oracle skrotte hardware og satse på mobility? Vil HP foretage store software-opkøb? Og hvad med Microsoft? Se her, hvordan 2013 vil forme sig på it-markedet.

Computerworld News Service: Årets afslutning giver ofte anledning til at gruble lidt over det forgangne år og at kaste et længselsfuldt blik mod fremtiden.

Vi har pudset krystalkuglen, kløet os lidt på hagen og rådført os hos brancheanalytikere om, hvad fremtiden mon vil bringe i markedet for forretningssoftware.

Der meldes om skyer i ERP-udsigten

Antallet afvalgmuligheder vil ligesom kundernes tillid til cloud-baserede ERP-løsninger (enterprise resource planning) stige betydeligt i løbet af næste år.

Kunder af Microsofts ERP-produkter Dynamics vil sandsynligvis få flere muligheder for cloud-implementering, ligesom også Infors og Epicors kunder vil.

Oracle og SAP vil forsøge at ryste konkurrenterne af sig med deres egne cloud-moduler.

Der kommer ikke til at mangle cloud-baseret ERP, så det lader til, at det vigtigste spørgsmål bliver, om kunderne er med på vognen.

Salesforce.com øger satsningen på ERP-området

Selvom Salesforce.com har forandret sit image fra leverandør af cloud-baseret CRM-software (customer relationship management) til komplet platform-leverandør og er gået ind i nye kategorier af applikationer, så har leverandøren endnu ikke selv gjort nogen seriøs indmarch på ERP-markedet, men har i stedet valgt at samarbejde med partnere såsom Workday og Infor.

Salesforce.com har dog allerede taget et lille skridt i retning af ERP med lanceringen af Work.com, der er en HR-applikation til administration af medarbejdernes resultater.

Men Work.com kan let føjes til i udkanten af en kundes software-landskab frem for helt at erstatte et konkurrerende produkt.

Selvom det ikke står klart, om Salesforce.com vil udvikle sin egen pakke af ERP-software eller opkøbe en leverandør, der allerede har en, så kan man godt forvente, at Salesforce.com tager et drastisk skridt i 2013, om det så bare handler om at styrke sine partnerrelationer.

ERP fylder simpelthen for stor en del af it-budgettet til, at Salesforce.com kan ignorere dette marked.

Oracle og andre vil investere stort i mobility og mobil middleware

Valgmuligheder for udrulning og design af mobil-applikationer blev i år et stort omdrejningspunkt inden for forretningssoftware.

SAP har for alvor kastet sig ud i det med sin mobile middleware og device management-software, som selskabet fik ved opkøbet af Sybase for 32,8 milliarder kroner i 2010.

Oracle kan heller ikke ligefrem siges at være bagud med hensyn til mobil-værktøjer, men ikke desto mindre virker det sandsynligt, at selskabet vil opkøbe et specialiseret firma eller tre i løbet af næste år for at styrke sin position.

Bliv ikke overrasket, hvis selskaber som Hewlett-Packard og IBM gør det samme.

Oracle forlader en del af hardware-branchen

Det er ingen hemmelighed, at Oracle har haft problemer med Suns hardware-forretning siden opkøbet i 2010.

Oracles chefer har dog konsekvent sendt det budskab, at leverandøren er fokuseret på systemer med høj margin såsom database-hardwaren Exadata og er ikke interesseret i at konkurrere med HP og IBM i markedet for hyldevare-servere.

Men den store mulighed for at få Exadata til virkelig at give overskud ligger i Oracle-databaser og anden software, som denne hardware kører.

Det er her, Oracle høster sine lukrative indtægter fra vedligeholdelse.

Det peger direkte mod sagens kerne: Oracle har altid været et softwarefirma, så forvent derfor en eller anden form for tilbagetrækning fra hardwarefronten i 2013.

SAP vil købe op - og MySQL vil få kam til sit hår

SAP styrker HANA med big data-opkøb og navneforandring

SAP forventes at opkøbe en lovende leverandør eller produkt inden for big data, måske endda adskillige, heriblandt mindst én specialiseret i at integrere med Hadoop, der er et framework til databehandling i stor skala, vurderer den uafhængige analytiker Jon Reed.

Et sådant initiativ ville helt sikkert være med det sigte at udbygge SAP's in-memory database, HANA.

SAP vil også forsøge at lægge afstand mellem sine cloud-produkter og varemærket NetWeaver, mener Reed.

Hadoops fremdrift fortsætter
Udbredelsen af Hadoop forventes af analytiker Curt Monash fra Monash Research at fortsætte i et godt tempo.

"Alle har brugsscenariet 'den store spand med bit' hovedsageligt på grund af maskingenererede data," skriver Monash via e-mail.

"Den nuværende teknologi er fuldt ud tilstrækkelig til det formål, hvilket retfærdiggør, at man kaster sig over Hadoop." Også udviklingen af ny Hadoop-teknologi vil ifølge Monash ske i et hastigt tempo.

MySQL får mere konkurrence

Nogle gange falder talen på alternative databaser til Oracle eller IBM DB2.

Men i 2013 vil der være mere fokus på alternativer til MySQL.

"Ofte udvikles produkter med NoSQL og NewSQL som alternativer til MySQL," forklarer Monash.

"Oracle har faktisk gjort det godt med hensyn til MySQL, men nu afholder selskabets forretningspraksis virksomheder fra at forpligte sig til MySQL, mens nyere SQL-database management-systemer står klar til brug. Også PostgreSQL vil gøre et comeback."

Software til alle
"2013 bliver året, hvor alle vil være et softwarefirma," bemærker analytiker Ray Wang, der er direktør for Constellation Research.

"Store hardwareleverandører og systemintegratorer vil drage nytte af consumerization-tendensen og af cloud til at levere software-baserede løsninger til deres markeder."

HP vil foretage endnu et stort software-opkøb

De fleste har efterhånden hørt, at HP's opkøb for 58,3 milliarder kroner af infrastruktur-software-leverandøren Autonomy ikke er gået alt for godt.

Selvom HP's aktionærer måske ikke bryder sig om tanken om, at selskabet kaster om sig med endnu flere milliarder, så er det ikke utænkeligt, at topchef Meg Whitman skubber på for endnu et stort opkøb som del af hendes redningsplan.

Udover software til søgning og datahåndtering fra Autonomy har HP også en stærk database i form af Vertica. De manglende komponenter ser ud til at være middleware og forretningsorienterede applikationer, så hvis der er et opkøb under opsejling, så hold øje med disse to områder.

Flere stramninger
Der er sandsynligvis udsigt til økonomisk nedgang i USA i 2013, hvilket vil resultere i væsentlige stramninger af it-budgettet, særligt hvad angår nye indkøb og investeringer, vurderer analytiker Frank Scavo, der er direktør for it-analysefirmaet Computer Economics.

Dette vil "påvirke de traditionelle leverandører af forretningssoftware, mere end de regner med," siger Scavo. "Projekter om opgradering af traditionelle lokalt installerede forretningssystemer vil blive droppet eller udskudt.

Markedet for vedligeholdelse af software af tredjeparter vil blomstre, idet kunderne vil være på udkig efter måder at reducere supportomkostningerne.

Dette vil lægge yderligere pres på de traditionelle leverandører om at nedsætte priserne for vedligeholdelse, hvilket de hidtil har modsat sig.

Det vil i sidste ende presse deres driftsmarginer.

Selvom de cloud-baserede leverandører vil lide i mindre grad, så vil de ifølge Scavo alligevel opleve, at det tager længere tid at lukke visse aftaler.

Tro ikke på noget af det, du lige har læst
"Meget få mennesker ser de kommende tendenser, før de er i fuld sving," siger Scavo.

"Jeg er enig med Bill Gates, som sagde: 'Vi overvurderer altid de næste to års forandringer og undervurderer de næste 10 års forandringer.'"

Oversat af Thomas Bøndergaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere