Læs også:
Derfor er rygter om Ballmers fyring det rene vrøvl
Windows-chefens exit: Den egentlige årsag
Microsofts top-boss, Steve Ballmer, er ikke den rigtige leder for verdens største software-virksomhed.
Han klynger sig til magten ved systematisk at tvinge personer, der udfordrer hans autoritet, ud af firmaet.
Sådan lyder de barske anklager i bogen: Resolve and Fortitude: Microsoft's "secret power broker" breaks his silence, der er skrevet af en tidligere topchef i Microsoft, der fortæller om sin tid i firmaet.
"For at få Microsoft tilbage på ret kurs skal der ændres drastisk i ledelsen," lyder det fra Joachim Kempin, der arbejdede i Microsoft mellem 1983 og 2002 som chef for Windows.
Via sin stilling har Joachim Kempin haft direkte adgang til Bill Gates, og han er således den højest rangerede Microsoft-medarbejder, der skriver en kritisk bog om firmaet, der ellers er kendt for loyale eks-medarbejdere.
"Selv om jeg respekterer Steve Ballmer, så skal han også være en del af disse ledelses-ændringer," siger han til Reuters.
Microsoft har ikke ønsket at kommentere anklagerne overfor Reuters.
Mange har forladt software-skuden
For at understrege sin pointe peger Joachim Kempin på en hel stribe Microsoft-folk, der har arbejdet skulder ved skulder med Ballmer, men som alle har forladt firmaet.
Nyeste eksempel er Steven Sinofsky, Windows-chefen, der forlod firmaet i november blot få uger efter, at Windows 8 blev lanceret.
Før Steven Sinofsky smuttede Windows- og online-manden Kevin Johnson til Juniper Networks, Office-chef Stephen Elop røg til Nokia, mens Ray Ozzie, den software-guru som Bill Gates udpegede som Microsofts store tænker, startede sit eget projekt.
Ray Ozzie er en meget dygtig software-udvikler, der kan sit kram, men det var enten Steve Ballmers vej, eller også var det ud af klappen," fortæller Joachim Kempin til Reuters.
Han beretter ligeledes, at han har sendt en kopi af bogen til både Bill Gates og Steve Ballmer, men de har ikke reageret med et svar.
I december 2012 var der i øvrigt heftige rygter om, at Steve Ballmer var på vej ud af firmaet.
Læs også:
Derfor er rygter om Ballmers fyring det rene vrøvl .