Artikel top billede

Ny dom forbyder videresalg af digital musik

En amerikansk domstol har nu forbudt videresalg af musikfiler hos Redigi, som snart kommer til Europa med sin omstridte tjeneste.

Så er Redigi igen løbet ind i problemer med sit salg af brugte digitale mp3-filer. Redigi har længe været en torn i øjet på pladeselskaberne, og nu har ét af dem - Universal Music-datterselskabet Capitol Records - vundet en principiel sejr ved en amerikansk domstol. Ifølge New York Times har dommeren afgjort, at videresalg af mp3-musik krænker pladeselskabernes copyright.

Hos Redigi kan brugerne sælge den musik, som de har købt hos Apple, Amazon eller andre musikbutikker. Men dommeren mener, at videresalget kun må ske, hvis rettigheds-haveren har godkendt det. Nu vil Redigi anke afgørelsen.

Redigi mener, at dommerens afgørelse kun gælder for den første version af selskabets teknologi, mens de nyere versioner ikke er omfattet.

Samtidig med at Redigi har problemer i sit hjemland USA, forbereder tjenesten en europæisk lancering.

Tjenesten er klar i de første europæiske lande til juni, og flere skulle følge til næste år. Selskabet vil snart afsløre, hvilke lande der bliver de første.

Umuligt at sælge den samme fil flere gange

For at sælge musik på Redigi skal man hente en softwareklient, der kontrollerer, om musikken er købt lovligt. Det er ikke tilladt at bruge platformen til at sælge musik, der er rippet fra cd'er eller hentet fra fildelingstjenester.

Når en sang bliver sat til salg, bliver den samtidig slettet på sælgerens computer og de enheder, hvor musikbiblioteket er synkroniseret med denne. Det skal forhindre, at man kan sælge den samme musikfil flere gange.

Redigi hævder, at denne fremgangsmåde er juridisk holdbar. Pladeselskaberne mener dog, at Redigi hverken kan være sikker på, at musikken er købt lovligt eller faktisk bliver slettet hos sælgeren. Derfor har musikfirmaet EMI krævet en erstatning på 150.000 dollar for hver sang, der er solgt på tjenesten.

EMI mener, at salget af brugte mp3-filer krænker selskabets copyright og henviser til de licensaftaler, der er indgået med musikbutikker på nettet. Her har pladeselskabet sikret sig de eksklusive rettigheder til at distribuere musikken online.

Men Redigi mener, at man overholder den amerikanske lovgivning. Firmaet sammenligner sig selv med en gadebutik, der sælger brugte plader og cd'er, og henviser til den såkaldte "first sale" regel, som betyder, at kunden har lov til at sælge varen videre.

I Europa har EU-domstolen allerede afgjort, at det er lovligt at videresælge software - også selv om den er købt som download. EU-dommerne har ikke taget stilling til, om det også skal gælde for andre typer af indhold, men det regnes for sandsynligt.

Som det næste vil Redigi kaste sig over salget af brugte e-bøger. Senere bliver det også muligt at sælge film, spil og anden software. Redigi skal dermed fungere som en markedsplads for alle former for digitalt indhold.

Selskabet mener, at man dermed kan frigøre en værdi på milliarder af dollar, som lige nu ligger gemt i musik og andre digitale filer, som brugerne har liggende uden at kunne sælge dem igen.

Amazon kan blive konkurrent

Det ser ud til, at Amazon snart kan blive en konkurrent til Redigi. Selskabet har netop fået tilkendt et patent på en sekundær markedsplads for digitale varer.

Det nye Amazon-patent beskriver en "copy and delete" mekanisme, hvor en kopi af det solgte indhold bliver overført til køberen - hvorefter den gamle kopi hos sælgeren så bliver slettet.

Amazon har ikke selv bekræftet, at man vil sælge brugte e-bøger eller andre digitale varer i et brugtmarked, men selskabets størrelse kan gøre at netgiganten hurtigt kan blive dominerende på dette felt, hvis man vælger at åbne en sådan markedsplads.

Men Amazon kunne også nøjes med at bruge patentet til at lukke andre markedspladser og dermed forhindre ethvert salg af brugt digitalt indhold.

Kindle-ejere har allerede mulighed for at "udlåne" e-bøger til deres venner. Den pågældende bog er så ikke tilgængelig på den oprindelige enhed, så længe den er "lånt ud".

Denne lånefunktion kunne nemt udbygges til et rigtigt salg af brugte e-bøger, hvor Amazon så kan håndtere transaktionen og sørge for, at den oprindelige bog bliver helt slettet.

Der er dog afgørende forskelle mellem fysiske og digitale produkter, selvom Redigi gerne vil kalde sig selv for et loppemarked.

Et digitalt produkt kan i princippet kopieres et uendeligt antal gange. Hver kopi er perfekt. Der er ingen kvalitetstab. Der er ingen fedtpletter eller knækkede sider eller tobakslugt. Det er fuldstændig det samme produkt.

Det er altså ingen grund til at købe en ny e-bog, hvis man kan vælge en billigere brugt. Det kan blive en alvorlig udfordring for Amazon og andre sælgere af e-bøger, som i forvejen forsøger at holde priserne oppe på niveau med papirbøger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere