Artikel top billede

Arkivfoto af en krøllet iPhone 4.

Top-CIO: Sådan fikser vi firmaets ødelagte iPhones

Hos Københavns Lufthavne oplever man ugentligt en håndfuld ødelagte smartphones, som skal fikses i en ruf. Læs her, hvordan lufthavnens it-direktør har planlagt sig ud af den manøvre.

2.133 iPhones.

Så mange smartphones har personalet i Københavns Lufthavne lige fra rengøringsassistenterne over håndværkere til administrativt personale og oppe på direktørgangene.

I lighed med smartphone-livet hos private forbrugere går disse telefoner af og til i stykker.

Derfor har lufthavnens it-direktør Christian Poulsen lagt en strategi for, hvordan telefonerne hurtigst muligt kan komme tilbage i hænderne på den rette ejermand.

Arbejdsredskab

"Hos os er iPhone 5 et helt almindeligt arbejdsredskab på linje med håndværkerens hammer, og det er ekstremt vigtigt, at vi ikke skal vente for længe på at få ødelagte telefoner tilbage," forklarer Christian Poulsen.

For at undgå uheld i første omgang har lufthavnen pakket størstedelen af sine telefoner ind i en hårdfør indpakning - en såkaldt otterbox - som kan modstå de fleste slag og uheld, og som gør telefonen relativ vand- og støvtæt.

"Vi havde forleden en iPhone, der blev kørt over af en lastbil, godt nok i sne, men den overlevede behandlingen, fordi den var pakket godt ind," fortæller lufthavnens it-direktør Christian Poulsen.

Sådan kører reparationen

Når en telefon alligevel er ude for et uheld, det være sig en smadret skærm, hakkende software eller en Home-knap, der ikke virker, så er første skridt at sende den til lufthavnens interne servicedesk.

Statistisk set har lufthavnen omkring fem telefoner, der ugentligt bliver sendt til servicedesken, som afhjælper cirka halvdelen af alle problemerne på stedet.

Hvis skaden er mere kompleks, bliver de resterende telefoner sendt videre til lufthavnens teleselskab, 3's, underleverandør Number1Service, som enten reparerer telefonen eller giver lufthavnen en spritny iPhone 5.

Og den aftale er Christian Poulsen særdeles godt tilfreds med.

"Da vi indgik smartphone-aftalen, tænkte vi meget på, hvordan vedligeholdelsen skulle fungere. I vores aftale har vi en fast pris og faste leveringstider på nye eller reparerede telefoner," siger Christian Poulsen.

Reparation er krigsomkostninger

Mere konkret ligger lufthavnens pris for reparation/en erstatsningstelefon på "godt 1.000 kroner", og leveringstiden er på maksimalt fem dage.

"Vi kan se, at selv om vores smartphones er mere skrøbelige med langt flere funktioner end tidligere benyttede telefoner, så har vi omtrent samme antal reparationer, som dog er noget dyrere end tidligere," lyder det fra Christian Poulsen.

Så meget betaler lufthavnen i smartphone-reparationer

Han anslår, at Københavns Lufthavne bruger omkring 130.000 kroner årligt på reparationer og erstatningstelefoner ud af et samlet mobiltelefonbudget på seks millioner kroner inklusiv hardware, drift og abonnementer.

"Vores reparationsomkostninger er reelt krigsomkostninger, og det er også noget, vi har budgetteret med fra starten, og det er ikke en post, der stikker ud i det samlede budget på nogen måder," forklarer Christian Poulsen.

Behov for strømlinet reparation

Han fortæller, at lufthavnen i visse tilfælde sagtens kunne være gået til uautoriserede iPhone-reparatører, da måske i enkelte tilfælde ville være en billigere reparation, men samlet vil det ødelægge business casen for lufthavnen.

"Vi har brug for en strømlinet logistik, hvor vi ikke skal bruge tid på transport og stå og vente en time eller to på, at en telefon bliver repareret hos en lokal forhandler. Samtidig kan vi få lånetelefoner fra vores teleselskab, så det kan slet ikke betale sig for os at gå til andre reparatører," lyder det fra Christian Poulsen.

Hans råd til andre it-ledere er derfor, at når medarbejderne bliver udstyret med en dyr smartphone, så er det vigtigt, at de først og fremmest føler ejerskab over telefonen.

"Når det er folks egen ejendom, så er de meget mere beskyttende over for den, end når de tager en walkie talkie fra væggen blandt 100 andre walkie talkier," siger han.

Derefter skal de dyre smartphones pakkes godt ind, de ansatte skal undervises i korrekt håndtering, og sidst - men ikke mindst - skal chefen selv have sammensat en gedigen reparationsaftale med telefon-leverandøren, der i dette tilfælde er teleselskabet 3.

"For os har det været vigtig at få en fast pris og leveringstidspunkt, så vi hele tiden kan holde øje med reparationsbudgettet," siger Christians Poulsen.

Københavns Lufthavnes it-direktør kommer dermed aldrig i kontakt med Apples officielle reparationsværksteder, som en uautoriseret iPhone-reparatør for nyligt har kritiseret i stærke vendinger.

Den historie kan du læse her: Dansk iPhone-reparatør: Så arrogant er Apple.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere