Artikel top billede

NemID sat til salg: Tidligere bejlere er totalt tavse

Nets er blevet sat til salg, og det vigtige NemID-system kan dermed få ny ejer. Tidligere bejlere er imidlertid tavse om et muligt køb.

NemID er ejet af Nets, der vandt opgaven i udbud.

Dengang var det for næsen af blandt andet it-giganten TDC, men nu er Nets sat til salg og dermed også NemID.

Før Nets var det faktisk TDC, der stod for det, der dengang hed digital signatur. Og allerede dengang var bankerne, som ejer Nets, interesseret i at levere det vigtige stykke it-infrastruktur.

Et af argumenterne i diskussionen var blandt andet, at bankerne via deres store muskel i antallet af brugere på netbanker ville kunne udbrede signaturen i lyntempo.

I stedet blev det TDC, der vandt ordren i første omgang. Det gik lidt trægt med volumen.

Siden vandt Nets altså opgaven, og NemID blev født.

Hvorvidt TDC og andre aktører, der historisk har været tæt på opgaven, er interesseret i at købe NemId, er uvist.

I hvert fald ønsker de ikke at kommentere det.

"Det har vi desværre ikke nogen kommentarer til," lyder det fra kommunikationsrådgiver Povl Damstedt Rasmussen fra TDC til Computerworld.

Heller ikke KMD, der om nogen leverer systemer til det offentlige, og hvor signaturen må forventes i stigende grad at skulle bruges til forskellige løsninger, er snakkesaglige.

"Vi kommenterer af principielle grunde ikke spørgsmål om eventuelle konkrete opkøbsplaner," udtaler pressechef Christoffer Hellmann fra KMD.

KMD blev for nylig købt af den store kapitalfond Advent International med det budskab, at synergier til andre it-virksomheder i Advents porteføjle ville ligge lige til højrebenet.

Siden blev Leo Apoteher da også hentet ind i KMD's bestyrelse, og kursen er sat imod et eksport-eventyr.

Hvorvidt NemID kunne indgå i Advents gruppe af it-investeringer, eventuelt i tæt samarbejde med KMD, må foreløbig stå hen i det uvisse.

Imidlertid har KMD tidligere været tæt på signaturen, da man for en del år siden deltog i et af de første udbud.

En anden virksomhed med stor appetit på opkøb er den kapitalfonds-ejede EDB Gruppen.

Her lader det til, at striben af opkøb er uendelig. Også EDB Gruppen har været tæt på signaturen tidligere.

Det var i forbindelse med digital signatur-udbuddet, hvor man gik sammen med andre, men sprang dog fra i sidste øjeblik.

Heller ikke her vil man lufte en eventuel interesse for NemID.

"Det har vi ingen kommentarer til," lyder det fra marketingsdirektør Kirsten Højland fra EDB Gruppen til Computerworld.

I øvrigt var også IBM på et tidspunkt interesseret i signaturen.

Ifølge Børsen ligger prisen i omegnen af 10 milliarder kroner for hele Nets. Men hvad prisen måtte være for et særskilt køb af NemID, har der ikke været gisninger om.

Kontrakten mellem Digitaliseringssstyrelsen og Nets om NemID løber frem til 2015, men med mulighed for i alt to års forlængelse. Altså frem til 2017, oplyser Nets.

NemID's historie i punktform

Historisk nedslag i signaturens historie, ifølge Digitaliseringsstyrelsen:

1999

Det daværende Forskningsministerium gennemførte ni pilotprojekter med digitale signaturer, hvilket gav de offentlige myndigheder og ministeriet værdifulde erfaringer.

2000

Forskningsministeriet udarbejdede sammen med Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), KL og Amtsrådsforeningen en rammeaftale om levering af kvalificerede certifikater.

2001

Loven om elektroniske signaturer trådte i kraft 1. oktober. Loven og rammeaftalen havde til formål at stimulere markedet til øget anvendelse af digitale signaturer.

2002

Regeringen tog initiativ til at give alle borgere en digital signatur. På den baggrund igangsatte Videnskabsministeriet et EU-udbud og iværksatte en standardiseringsproces, der mundede ud i OCES-standarden. OCES står for "Offentlige Certifikater til Elektronisk Service".

2003

På baggrund af udbuddet indgik det daværende Videnskabsministerium kontrakt med TDC A/S i begyndelsen af året. Den femårige aftale indebar, at alle borgere gratis kunne hente en OCES-signatur og anvende signaturen mod alle private og offentlige myndigheder, der understøtter digital signatur.

2007

Næste generation af digital signatur blev sendt i EU-udbud i juni. Udbudsprocessen foregik som et tværoffentligt projekt i et tæt samarbejde mellem staten, kommunerne og regionerne.

2008

DanID A/S (nu Nets DanIS A/S), ejet af PBS A/S (nu Nets A/S), fik opgaven af de daværende Videnskabsministerium med at udvikle og levere den nye digitale signatur i Danmark for en femårig periode. Den 5-årige aftale med TDC A/S udløb og aktiviteterne blev overdraget til Nets DanID.

2009

Den nye løsning blev udviklet og fik navnet NemID.

2010

NemID blev lanceret til borgerne den 1. juli.

2012

NemID til erhverv blev lanceret i juni 2012. NemID på hardware blev lanceret i november 2012.

2013

Plan for NemID til mobile platforme.

Kilde: Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside

Der findes også en beskrivelse af digital signaturs historie på NemIDs hjemmeside.

Den kan du læse her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere