Artikel top billede

Den første Firefox-telefon på markedet er fra ZTE og sælges i Spanien via Telefonica.

FAQ: Her er alt du skal vide om Firefox OS til smartphones

Firefox OS er det nyeste barn inden for smartphone-styresystemer. Er det det nye Android eller noget helt andet? Få svar på alle spørgsmålene her.

Mens Android og iOS er de store drenge i smartphone-klassen, har Windows Phone efterhånden i et stykke tid ligget på lur som udfordreren rent markedsmæssigt.

Nu kommer imidlertid også Firefox OS, som der er blevet talt og skrevet meget om.

Men er Firefox OS blot en parentes i det store billede, eller er det et system, der potentielt kan gøre Android kunsten efter og erobre det meste af markedet på ganske få år?

Vi forsøger herunder at svare på nogle af de mest centrale spørgsmål om Firefox OS i forbindelse med, at de første smartphones med dette styresystem i dag rammer butikkerne.

Hvem står bag Firefox OS?

Firefox OS er et open source styresystem, som virksomheden Mozilla er den primære drivkraft bag. Det var sidste sommer, at Mozilla for alvor åbnede op for planerne om at udvikle et smartphone-styresystem.

At det er open source betyder, at andre - eksempelvis telefonproducenter og teleoperatører - kan udvikle videre på kernesystemet og tilpasse det efter behov.

Det er et koncept, der minder meget om det, vi kender fra Android, hvor Google er den primære bidragyder til udviklingen, men samarbejder med en lang række andre spillere.

Hvilke teknologier bygger Firefox OS på?

Firefox OS er Linux-baseret og bygget op omkring HTML 5 og JavaScript. Det er ambitionen, at alle komponenter af softwaren, heriblandt opkald og beskeder, skal være HTML 5-apps, har Mozilla forklaret.

Firefox OS består (som det fremgår af figuren her til højre) af tre lag med Gonk, Gecko og Gaia. Hvis du er udvikler og har lyst til at dykke mere ned i systemets opbygning, kan denne side om arkitekturen anbefales.

Kan Firefox OS mere end de andre?

Hvordan adskiller Firefox OS sig fra de andre systemer?

Rent koncept-mæssigt minder Firefox OS som sagt ret meget om Android-styresystemet, der også er Linux-baseret. For slutbrugeren er teknologi-detaljerne næppe afgørende. I stedet er det brugergrænsefladen, der er mest interessant at se nærmere på.

Som det fremgår af nedenstående video fra vores kolleger på det amerikanske Networkworld, minder Firefox OS ganske meget om Android og iOS med et startskærm med ikoner, hvorimod Windows Phone har et lidt andet koncept med fliser.

Derudover kan det nævnes, at Firefox OS har indbyggede funktioner til Facebook og Twitter, ligesom systemet indeholder HERE Maps (som Nokia står bag).

Og så kommer systemet selvfølgelig med Firefox som browser og en markedsplads, hvor man kan hente apps.

Du kan se Mozillas egen demonstration af de første to telefoner med Firefox OS her:

Hvilke producenter vil benytte Firefox OS?

Mozilla har netop meldt ud, at Deutsche Telekom og Telefonica bliver de første operatører, der kommer til at sælge Firefox-smartphones. Telefonerne er produceret Alcatel med One Touch Fire og ZTE med telefonen Open.

Senere i år lancerer Telenor sin første Firefox OS smartphone i Central- Østeuropa.

Mozilla oplyser, at flere end 20 hardwareproducenter og operatører bakker op om Firefox OS - heriblandt blandt andre LG, Spring og Qualcomm.

Kan Firefox OS blive det nye Android?

Hvor populært vil Firefox OS blive?

Umiddelbart vil det være de lidt billigere smartphones, man kommer til at finde Firefox OS på. Rent markedsmæssigt giver det rigtig god mening, for det er denne del af smartphone-markedet, der står til at opleve den største vækst i de kommende år.

ABI Research har tidligere vurderet, at de billige smartphones vil gå fra at udgøre 28 procent af markedet i dag til 46 procent om blot få år.

Firefox OS er dog langt fra det eneste system, der sigter efter at udnytte denne vækst - også Android findes på mange af de billigere smartphones, ligesom Nokia satser på den del af markedet.

Samtidig vil Firefox OS komme i konkurrence med andre nye styresystemer på markedet, ikke mindst Samsungs og Intels Tizen, der også er open source og støttes af en række mobiloperatører og telefonproducenter.

Analytikere har tidligere udtrykt skepsis over for, om Firefox OS og nye styresystemer som Ubuntu til smartphones og Jolla Sailfish har en chance for et større gennembrud på det i forvejen meget konkurrenceprægede smartphone-marked.

Omvendt har andre analytikere vurderet, at de nye systemer rent faktisk vil komme til at påvirke markedet. Man skal så bare huske, at der efterhånden er mange nye spillere, der skal dele den del af kagen, der er tilbage, når Android og iOS er færdige med at spise.

Der er ikke mange, der tror, at FireFox OS bliver det nye Android, der nåede en global markedsandel på hele 75 procent på blot fem år.  

Hvor kan jeg prøve Firefox OS?

De første telefoner med Firefox OS kan købes i Tyskland og Spanien, men der er endnu ikke meldt noget ud om danske lanceringer.

Det betyder dog ikke, at du ikke har mulighed for at prøve det nye smartphone-styresystem, for Mozilla har et test-miljø til Firefox OS i form af en simulator, der er et add-on til selve Firefox-browseren.

Den kan hentes her.

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Firefox OS til smartphones tager form: Prøv det selv

Dette Samsung-styresystem kan true Google og Apple




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere