Artikel top billede

Tænk mindre på mænd og mere på forretning

Klumme: Socialdemokratiets it-ordfører Trine Bramsen vil have tennissokkerne af it-folket, vi vil hellere have arbejdspladser og privatliv. Læs hvorfor her.

I en blog på Version2.dk giver Socialdemokratiets it-ordfører Trine Bramsen gode råd til, hvordan de såkaldte it-nørder kan få succes hos hendes veninder, primært ved at tage lidt smartere tøj på og skjule sin indsigt i komplekse problemstillinger. Det er sikkert ment meget sympatisk på sådan en lidt misforstået formynderisk kirsten giftekniv-agtig måde, så den del af debatten overlader jeg trygt til mere mode-interesserede.

Det bekymrende er derimod, at it-branchen i Danmark, som i 2010 beskæftigede 82.000 mennesker og omsatte for knapt 185 mia. kroner, skal koges ned til overdrevet nørderi, hyppig brug af forkortelser og trangen til at tilbringe tid bag en skærm.

Jeg er skyldig i alle tre anklagepunkter. Så lad mig i stedet hylde det overdrevne nørderi, som skaber den vækst, politikerne så gerne vil have. Og hylde det fantastiske dynamiske og brogede it-miljø bestående af programmører, projektledere, frafaldne folkeskolelærere, cand.merc´ere, HD´ere, PhD´er og selvlærte eksperter.

"Så lad mig i stedet hylde det overdrevne nørderi, som skaber den vækst, politikerne så gerne vil have"

De er en fornøjelse at lytte til, uanset om snakken ender i nostalgi over Commodores fald, priserne på certificeringer eller udfordringerne ved at arbejde sammen med det rumænske udviklingshold. For it er forretning, passion og indbegrebet af den der trang til at se, om man ikke kan gøre tingene lidt anderledes eller bedre.

Så i stedet for at bekymre sig over it-folks succes hos det modsatte køn, ville det være bedre hvis it-ordføreren, og kollegaerne fra andre partier, gjorde sig tanker om, hvordan it-folk fik succes hos investorer eller på eksportmarkederne.

Eller hvorfor it-området er så overset rent politisk, at man kan få fradrag for at renovere sit sommerhus, men ikke for at etablere en fiberforbindelse. Eller hvor vores elektroniske patientjournaler bliver af?

Eller hvorfor vi skal bruge tid på en debat om tennissokker, når en allieret nation tilsyneladende står for den mest systematiske og generelle overvågning af vores netadfærd nogensinde.

For slet ikke at tale om den massive, og potentielt nytteløse, overvågning,som vi selv har rodet os ud i herhjemme.

Svære emner - oftest uden nemme eller oplagte løsninger. Til gengæld er det vigtigt. Både for folk med hang til it og for vores komplekse samfund, som ikke kunne fungere uden it.

Lars Jacobsen er chefredaktør på Computerworld.

Læs også Computerworlds efterfølgende interview med Trine Bramsen: Jeg ville bare debattere