Artikel top billede

Glem regeringens velfærdsplan - lad os i stedet hylde Google og Apple

ComputerViews: Virksomheder som Google og Apple åbner en helt ny verden for ældre og handicappede.

ComputerViews: Velfærdsteknologi er udset til at spille en central rolle i regeringens nye teknologiplan, der ikke bare skal skabe effektiviseringer, men også bedre forhold for ældre og handicappede.

Det er tilsyneladende så god en investering, at Dansk Industri - ikke helt overraskende - mener, at regeringen burde kaste endnu flere penge ind i området.

Og ja, telemedicin og robotteknologi i sundhedssektoren er vigtige investeringer. Spiserobotter og lignende udstyr kan blandt andet være med til at styrke selvværdet hos borgere, der slipper for at blive madet af en hjemmehjælper.

Derfor skal regeringen naturligvis ikke droppe sin plan om velfærdsteknologi, som nogen måske vil mene, at overskriften på denne artikel antyder.

Mit budskab er snarere, at vi i et kort øjeblik forsøger at glemme de politiske diskussioner og erhvervslivets kamp for at få del i offentlige puljer.  

Consumerization: Ikke kun på arbejdspladsen
For hvad nu, hvis nogle af de største teknologiske fremskridt for handicappede, syge og plejekrævende borgere ikke kommer fra flotte handlingsplaner og politikere med dybe lommer? 

Kunne man forestille sig, at de største revolutioner i stedet bliver båret frem af helt almindelig forbrugerteknologi fra virksomheder som Apple og Googler?

En udvikling, der har visse ligheder med den consumerization-bølge, som finder sted i erhvervslivet. Her ser vi, at ansatte skrotter teknologi, der er specifikt udviklet til erhvervslivet og erstatter den med iPhone, iPads og Android-enheder.

Teknologi som den enkelte bruger oplever som både mere velfungerende og intuitiv end den teknologi, som de tidligere fik stillet til rådighed af it-afdelingen

Teknologi er afgørende for handicappede

Jeg er selv kørestolsbruger, og indimellem glemmer jeg, hvilken central rolle teknologien spiller for min egen hverdag.

Men da jeg for nylig var indlagt på hospitalet, kunne jeg takke Wi-Fi-forbindelser, min bærbare computer og min iPad for, at jeg stadigvæk kunne arbejde og holde kontakt med familie, venner og kolleger.

Og gennem hele mit uddannelsesforløb har mine computere været et helt uundværligt arbejdsredskab. Og uden tvivl mere uundværligt end for mine klassekammerater og medstuderende.

Men mine egne oplevelser fremstår blot banale i forhold til den forskel, som almindelig forbrugerelektronik har gjort for den 26-årige amerikanske kvinde Alax Blaszczuk.

For halvandet år siden var hun involveret i en bilulykke, hvor hun blev lammet fra skulderregionen og ned.

I et interview med National Public Radio i USA forklarer hun, at gadgets med berøringsfølsomme skærme og stemmestyringer betyder, at hun på trods af sin ulykke alligevel kan fortsætte sit jura-studie på Columbia University i New York.

Google Glass og iPhone åbner for en ny verden

Apple er en af de mange virksomheder, der har valgt at indbygge et væld af funktioner i sine produkter, der er specifikt designet til at gøre dem lettere at betjene for handicappede.

Og for Alax Blaszczuk har anskaffelsen af netop en iPhone gjort det muligt for hende at læse bøger og dermed fortsætte sine studier.

"IPhonen åbnede en helt ny verden for mig, fordi en berøringsfølsom skærm er den eneste måde, hvorpå jeg kan læse bøger," siger hun til National Public Radio.


Og mens resten af verden har diskuteret, hvad Googles computerbrille Glass egentligt kan bruges til, har Glass allerede nu gjort en forskel for Alax Blaszczuk.

Kan tage billeder igen

Hun er blandt de udvalgte, der har fået tidlig adgang til Glass, og via Glass' stemmestyring kan hun lave Google-søgninger, og hun er igen begyndt at tage billeder og lave filmoptagelser.

Google har blandt andet opfordret hende til at tage Glass med på en campingtur.

Resultatet kan man se i denne pr-video, som Google har produceret:

Smartphones hjælper døve og blinde

Men Alax Blaszczuk er ikke alene. Der er talrige lignende eksempler.

Et af dem finder vi her i Danmark, hvor en dansk iværksætter-virksomhed er i gang med at udvikle app'en Be My Eyes, der giver seende mulighed for at hjælpe blinde og svagtseende i dagligdagen.

På den netop overstående konference TEDxCopenhagen fortalte Hans Jørgen Wiberg, der er stifter af virksomheden, hvordan en blind, der eksempelvis står og laver mad, kan bruge app'en til at ringe op til en frivillig seende, der via telefonens kamera kan udpege den rette konservesdåse i køkkenskabet.

Men også hørehæmmende har oplevet, hvordan smartphones kan vende op og ned på deres hverdag.

Tidligere var de såkaldte teksttelefoner en af de eneste løsninger, når døve og hørehæmmede skulle kommunikere via telefonnettet.

Men Skype og Facetime har gjort det muligt at føre tegnesprogssamtaler ved hjælp af videotelefoni.

Og der skal eksempelvis ikke meget fantasi til at forestille sig, hvilken enorm forskel Googles selvkørende biler i fremtiden kan gøre for folk, der ikke selv er i stand til at føre en bil.

Teknologi er mere end specs 

Alt for ofte reduceres "tech" til at være et spørgsmål om processorhastigheder, smartphone-features og størrelsen på den seneste million-investering i en ny app.

Men gudskelov er teknologi mere end bare det. Derfor må vi ikke glemme glæden over, hvordan ny teknologi hele tiden er med til at flytte grænserne for, hvad der er muligt, og hvordan teknologien i sidste ende kan gøre en reel forskel i menneskers liv. 

Lad os huske på det, næste gang vi møder en maskinstormer, og lad os samtidig takke folk som Steve Jobs, Bill Gates samt Sergey Brin og Larry Page. Ikke blot fordi de ikke blot gjort en lille forskel i mange menneskers liv. Men også fordi de har gjort en enorm forskel for de få.

Læs også:
Sådan vil regeringens store it-plan ændre din hverdag

Her er Googles selvkørende bil... med en blind bag rattet

 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere