Artikel top billede

Iværksætter og selvudnævnt generaldirektør Mogens Nørgaard er indtil videre ret alene i sit nye firma, men det skal der snart laves om på, bedyrer han.

Mogens Nørgaard: "Jeg bliver pimp i mit nye firma"

Reportage: Den 52-årige Mogens Nørgaard fortæller fra en baggård på Nørrebro i København, hvordan han vil starte helt forfra ved at være alfons for en række it-selskaber, som han skal pimpe kunder til.

Skuffelsen er til at tage og føle på, da Computerworlds udsendte medarbejder besøger den tidligere Miracle-direktør Mogens Nørgaard i hans nye firma, Fair & Square.

Det nystartede selskab har til huse i en baggård kun et knivkast fra Hells Angels' tidligere rockerborg i Titangade på Nørrebro i København, og vi var lovet et interview i et slumstormer-kontor i en nedrivningsklar bygning med genbrugsmøbler.

Så inden mødet kørte der billeder på den indre skærm med huller i loftet og rotter på gulvet, hvilket giver nogle drøngode billeder til avisen.

Godt nok skal bygningen sandsynligvis snart rives ned, men der er både varme og et godt indeklima. Og bortset fra et sofabord bygget hovedsageligt af Euro-paller er møblerne fra den tidligere lejer, et arkitektfirma, ganske tilforladelige i de noget rustikke omgivelser.

Mogens Nørgaaard lejer de 400 kvadratmeter kontorlokaler for 5.000 kroner om måneden af en gammel ven, og han mærker åbenbart skuffelsen hos Computerworlds udsendte, for han byder straks på blåbær-smoothie, da der endnu ikke findes nogen kaffemaskine.

"Ja, det er så her, vi skal holde fest," siger han og slår ud med armene.

Ikke sjov det hele

Inde bag smilet fornemmer man også, at alt ikke er sjov og spas for den selvudnævnte generaldirektør, efter at han som følge af en fyring i sit foreløbige livsværk Miracle er blevet tvunget til at tænke nyt og anderledes i de nyfundne og noget tomme kontorlokaler.

"Hvis jeg fik valget mellem at blive fyret og komme hjem til mit hus, der er brændt ned til grunden, så ville jeg helt sikkert vælge huset, for det er altså ikke sjovt med en fyreseddel. Huset kan man jo bare bygge op igen," lyder det fra 52-årige Mogens Nørgaard.

En aktiepost på 16,25 procent hos Miracle, en direktørløn i et lille års tid, gode kontakter og inspiration til en sindrig selskabskonstruktion har Mogens Nørgaard dog taget med fra sin tidligere arbejdsgiver.

Netop den noget udspekulerede firmakonstruktion er det første, han tager fat på, når han skal forklare om sit nystartede selskab.

"Jeg bliver pimp i mit nye firma," indleder han og fortsætter:

"En social deroute at gå fra udvikling til administration"

"Det bliver sådan, at vi har et hovedselskab, hvor jeg skal være salgs- og marketinggeneraldirektør, HR-afdeling og festarrangør."

"Det er selvfølgelig noget af en social deroute at gå fra udvikling til administration, men sådan blev det," siger han og sætter glasset med blåbærsmoothie på glaspladen over Euro-pallerne.

Sådan er firmaet skruet sammen

Så begynder han ellers at tegne organisationsdiagrammer på et whiteboard, hvor Fair & Square-selskabet er toppen af kransekagen.

Nedenunder tegner han fem bokse, som er underselskaber.

Disse fem underselskaber kommer i første omgang til at indeholde et SAP-konsulentfirma, et big data-selskab, en sourcing-virksomhed, et udviklingsbureau og et freelance-selskab.

"Hvert af de fem underselskaber betaler 50 procent af deres overskud til moderselskabet. Til gengæld står moderselskabet for markedsføring, sælgere og fællesskabet. Min rolle er at være alfons og skaffe kunder til underselskaberne," forklarer Mogens Nørgaard.

"Min rolle er at være alfons og skaffe kunder"

Han fortæller, at de fem underselskaber samtidig får 10,34 procent af hovedselskabets samlede overskud, hvilket er grænsen for, at de penge kan flyttes skattefrit fra hovedselskabet til underselskabet og videre ud i underselskabs-ejernes egne selskaber/lommer.

Ikke på plads endnu

Indtil videre er alle tallene kun på whiteboardet i den tidligere arkitektstue.

12 personer fra ind- og udland skal som stiftere af underselskaberne i morgen lørdag mødes med Mogens Nørgaard og medstifter Ole Erecius til et møde, hvor rammerne for selskabet skal diskuteres mere eller mindre på plads.

Blandt andet skal de tale om procenter.

"Der er nogle af mine kommende direktører, som er så dygtige, at vi selvfølgelig er villige til at forhandle de 50 procent, men smertegrænsen ligger altså på 100 procent," siger Mogens Nørgaard.

"Vi kan jo heller ikke blive ved med at give 10,34 procent af hovedselskabets overskud, hvis der skulle opstå flere underselskaber," lyder logikken.

Han forventer, at de kommende medarbejdere i underselskaberne har sagt deres nuværende stillinger op, og Fair & Squares fem underafdelinger er køreklare omkring 1. december, hvor der gerne skulle trille penge ind på kontoen.

Klar til at gå ned med flaget

Kunder og indtægter er dog stadig noget, som det nystartede selskab mangler at få papir på.

"Jeg skal bare nævne navnene på mine glædespiger, så er kunderne klar," påstår Mogens Nørgaard.

Han fortæller, at medarbejderne vil få den løn, som de fik i deres sidste job. Så slipper man jo for ubehagelige forhandlinger, løn-jægere og beskyldninger om at hugge folk.

"Man skal være klar til at satse det hele og gå ned med flaget"

Bare sælg huset 
Mogens Nørgaard vedgår, at det hele måske ikke kommer til at gå så godt som beskrevet i selskabets nylavede business plan, som ifølge hans eget udsagn er varm luft fra ende til anden.

Også at han er andet end en sjov mand i medierne.

"Jeg er egentlig ikke rigtig bange for noget, og det har jeg aldrig været. Hvis jeg ikke kan leve af at pimpe for andre, så må jeg jo bare sælge mit hus i første omgang og flytte herind. Der er jo plads nok."

Her holder han en lille pause.

"Det glemmer folk tit. Det er smart at komme i iværksættermiljøer, men man skal også huske, at man skal være klar til at satse det hele og gå ned med flaget, hvis det endelig skal være," siger Mogens Nørgaard.

"Jeg giver det umiddelbart to til tre års tid. Det er den tid, det tager, før vi ved, om det bliver til noget for alvor. Jeg skal nok få noget at spise i mellemtiden."

Samtalen er slut, og vi følges small-talkende op til Tagensvej, hvor generaldirektøren finder sit buskort frem til transporten ind til centrum af København og et frokostmøde med en anden it-journalist. Senere skal han mødes med endnu en journalist.

Føler du dig egentlig ikke lidt som en medieluder nogen gange?

"Jo."

Han stikker hånden ud til afsked.

"Ha' det godt."

Læs også:
Miracle: Derfor var vi nødt til at fyre Mogens Nørgaard




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere