Agil udvikling har i efterhånden nogle år været et af de store mantraer i it-branchen som et modsvar til de store og meget omfattende projekter, der tidligere dominerede.
For mange giver det god mening at kunne foretage ændringer og justeringer undervejs frem for at insistere på at følge et mål langt ude i horisonten, selv om vilkårene ændrer sig undervejs.
Det at udviklingsholdet kan levere mindre bidder undervejs frem for at vente til allersidst med det helt store projekt, falder også i god jord mange steder.
Nu begynder mange at tale om næste generation af den agile softwareudvikling, Agil 2.0.
Forrester-rådgiver Diego Lo Giudice skriver dog i et blogindlæg, at det er for tidligt at begynde at snakke om Agil 2.0.
"Jeg hører folk tale en masse om Agil 2.0. Men når jeg ser på, hvad der sker inden for udvikling og levering af applikationer, oplever jeg, at mange organisationer først nu begynder at opleve de egentlige fordele ved det agile, og de har endnu ikke den maksimale eller konsistente fordel ud af det."
"Så lad os stoppe med at tale Agil 2.0 for en stund og i stedet fordøje og operationalisere det, vi har lært indtil nu."
Det bør vi i stedet fokusere på
Diego Lo Giudice forklarer, at der stadig er masser af potentiale for forbedringer inden for agil udvikling, og at der derfor ikke er nogen grund til at opfinde nye smarte forkortelser og måder at arbejde på.
I stedet bør man som udvikler-leder fokusere på at optimere brugen af de eksisterende metoder, eksempelvis Scrum, XP og Kanban.
"Deres næste mål er at skalere det hele op i organisationerne for at kunne opnå en større og mere konsistent indflydelse på forretningen," skriver Forrester-rådgiveren.
Det ligger der i Agil 2.0
Diego Lo Giudice fra Forrester baserer blandt andet sine udtalelser på en ny undersøgelse af virksomhedernes udvikling-metoder, hvor Scrum er i brug hos 90 procent af deltagerne, mens også både vandfaldsmodellen, Lean og iterative udviklingsmetoder fylder meget.
"Jeg tror ikke, at markedet har behov for Agil 2.0 - i hvert fald ikke endnu. Lad os først bruge det, vi allerede har, og få det til at fungere bedre."
Der eksisterer ikke nogen knivskarp definition af Agil 2.0, men blandt de tendenser, der ligger bag begrebet, er blandt andet, at man tager de bedste idéer og elementer fra flere forskellige verdener, det agile og fra Lean eksempelvis, og smelter det sammen til Agil 2.0.
Det betyder, at Agil 2.0 ikke længere kun er noget, it-afdelingen skal beskæftige sig med, men derimod en række metoder og principper, som hele virksomheden kan tage i brug på mange forskellige niveauer.
Læs også:
Sådan fik Skat halveret prisen på stort it-projekt
Styrelse dropper kravspecifikationer: Satser på agil udvikling