Artikel top billede

Test: Fantastisk boks sender dit tv-signal til mobil, iPad og bærbar

Med Slingbox 350 kan du tage alle dine tv-kanaler med på farten og se dem på alt fra mobiltelefoner til bærbare computere. Det er en genial streamingløsning, hvis du vil have fuldt udbytte af din nuværende tv-pakke.

Anmeldelse: Slingbox 350 er et af den slags produkter, der lokker Colgate-bisserne frem. For når den virker, er det næsten en smule magisk.

Slingbox er en lille plastikkasse fyldt med elektronik, og den kobles sammen med en internetforbindelse og din nuværende tv-boks, eksempelvis fra YouSee eller Stofa.

Herefter har du mulighed for at få fjernkontrol over tv-boksen via en bærbar computer, mobiltelefon eller iPad, og du kan altså få streamet og set alle dine nuværende fjernsynskanaler og ikke mindst indhold, der allerede er optaget.

Og det foregår naturligvis, mens du er på farten. Du har altså fuldt udbytte af din måske dyre kabel-tv-pakke, selv om du er i sommerhus eller er taget på ferie i Sydfrankrig.

Konceptet er ikke nyt, og vi har tidligere testet Slingbox PRO-HD, som minder rigtig meget om den nye 350'er.

Ingen HDMI-indgang

Den nye boks er dog væsentlig mindre, men den kobles stadig sammen med stuens tv-boks via component- eller composite-kabler.

Hvorfor ikke HDMI, vil nogen måske spørge?

Det skyldes HDCP-restriktioner, hvilket er ærgerligt, hvis man vil have den bedst mulige kvalitet.

Der er dog ikke sådan, at billedkvaliteten er elendig med Slingbox 350, men de levende billeder er ikke så funklende skarpe, som du er vant til fra din dyre fladskærm.

Men ofte ses indholdet også på små mobilskærme eller i popup-vinduer på den bærbare computer, så der vil formentlig være nogen, der ikke mærker den store kvalitetsforskel.

Husk den virtuelle fjernbetjening

Opsætningen af boksen foregår via computer, og den er for det meste ganske simpel. Når først Slingboxen er koblet til ens lokale netværk, vil den figurere i oversigten, når man logger ind på Slingbox' hjemmeside.

Her foretages indstillinger og ikke mindst vælges den virtuelle fjernbetjening, der bruges til at kontrollere den enhed, som Slingboxen er koblet til.

Her er massevis at vælge imellem, og jeg spottede blandt andet en til YouSees kabel-tv-bokse, som står i tusindvis af danske hjem.

Den fik jeg dog ikke testet i praktisk. I stedet valgte jeg en løsning, hvor jeg koblede en ældre Denver DVB-C-tuner til Slingbox 350.

Det er samme model, som jeg brugte under opsætningen af Slingbox HD-PRO. Den er der ikke drivere til, så jeg måtte fortage en manuel opsætning, der kan virke lidt nørdet.

Men hvis it-blodet ruller i dine årer, vil det næppe skræmme eller udfordre dig synderligt.

En infrarød sender kobles til Slingbox 350, og den sættes hen foran den tv-boks, som skal fjernstyres.

Via den virtuelle fjernbetjening - på iPad, mobil eller bærbar - er det nu muligt at styre enheden, som om du stod i din egen stue, selv om du nu er langt væk.

Der kan dog godt gå et sekund eller to, fra der er trykket på fjernbetjeningen, til der skiftes kanal.

Split tv-signalet og få mere ud af boksen

Du skal dog være opmærksom på, at hvis Slingbox 350 er koblet til eksempelvis din primære tv-boks i stuen, så overtages styringen med fladskærmen.

Det er altså ikke muligt for familien derhjemme at se Disney Sjov, hvis du er på farten og skifter til TV2 News.

For at slippe for at blive lynchet af resten af min familie har jeg valgt at splitte tv-signalet ved antennestikket, så jeg har to signaler. Det ene kører til tv-boks og fladskærm i stuen, som det plejer.

Det andet signal er sendt forbi en ældre Denver DVB-C tuner, som kostede et par hundrede kroner for nogle år siden.

Den bruges til at 'oversætte' kabel-tv signalet og fodre det til Slingbox 350, som derefter lader mig se hele min kabelpakke via et streamet signal. 

Som en bonus har den pågældende DVB-C tuner mulighed for at optage eller pause indhold, hvis der er koblet en USB-harddisk eller -nøgle til. De funktioner er naturligvis tilgængelige på min iPad eller min Android-telefon.

For at se indholdet på mobile enheder kræver det, at du downloader app'en Slingplayer fra App Store eller Google Play.

Den koster 85 kroner, og det er en halvering i forhold til, hvad det tidligere har kostet at få fingre i app'en.

Men det er stadig mange ekstra penge, der skal hives op af lommen, hvis du har flere forskellige produkter, som du gerne vil se tv på, eksempelvis iPad og Android-telefon. Så skal der købes to apps.

Eller hvis hele familien - med forskelligt udstyr samt Android- og Apple-konti - skal have adgang. Så kan det meget hurtigt blive dyrt.

Jeg har ikke noget imod at kaste lidt penge efter en app, men jeg synes, at prisen er i overkanten, når man nu allerede har betalt for selve Slingbox 350'eren.

Hvis du vil se tv-indholdet via en bærbar, fungerer det via browseren, og det skal der heldigvis ikke betales ekstra for.

Gæstelogin til familie og venner

Når du er logget ind på Slingbox' hjemmeside, har du i øvrigt mulighed for at uddele og sende et gæstelogin til en ven eller et familiemedlem, som dermed kan få adgang til dit kabel-tv.

Du kunne eksempelvis udvise storsind og give en ven eller et familiemedlem adgang til din kæmpe tv-pakke, så de kan følge med i en landskamp eller en Premier League-kamp, som sendes på en af de 'hemmelige' TV3-kanaler.

Det er dog kun muligt for én person at være logget ind ad gangen, og du kan altså ikke dele - eller måske ligefrem sælge - dit tv-signal til samtlige naboer på villavejen.

Via Slingbox' hjemmeside kan du holde styr på antallet af gæstelogin og adgangskoder.

Vanvittigt interessant produkt

En af de ting, som jeg savner ved Slingbox 350, er muligheden for at koble boksen til en trådløs internetforbindelse.

Det findes på storebror-modellen 500, som ikke sættes til salg i Danmark.

Med forbindelsen til Wi-Fi ville det give lidt mindre kabelsuppe i stuen, hvor tv-bokse normalt holder til. 

Samtidig kan det være bøvlet at få trukket et internetkabel til netop denne del af huset eller lejligheden, hvis du eksempelvis har internet via et telefonstik, som er placeret et helt andet sted.

Løsningen kan være internet via stikkontakten, som vi tidligere har testet her og her, og det fungerer glimrende - men det er naturligvis en ekstra omkostning.

Alt i alt er Slingbox 350 dog en fantastisk it-løsning, men man skal huske på, at signalet ikke er bedre end ens uploadhastighed på hjemmeadressen og den downloadhastighed, som man har det sted, hvor man gerne vil se tv.

Ny boks billigere end den gamle

Mens den første Slingbox for en håndfuld år siden var en revolution, er den nye 350'er blot en videreudvikling. Samtidig er konceptet ikke længere unikt.

Kabel-tv-udbydere som YouSee tilbyder modsat tidligere, at kunderne nu kan tage tv-signalet med på farten - det er dog ikke alle kanaler, som det kan lade sig gøre med.

Derfor er Slingbox 350 stadig et vanvittig interessant produkt, hvis du vil have fuld kontrol over din tv-pakke og se indholdet, hvornår det passer dig - uanset hvor du er henne i verden.

Hvis du allerede har en Slingbox som HD-PRO, er denne nye model ikke en, som er værd at skifte til.

Der er ganske enkelt ikke nok nyt at komme efter. Men for nye kunder er valget simpelt: Så skal det være 350'eren.

Det er en no brainer.

Boksen er mindre end den ældre Slingbox Pro HD, som stadig sælges, og den er endda lidt overraskende 500 kroner billigere.

Prisen er cirka 1.200 kroner for Slingbox 350, og set i lyset af, at der nemt betales cirka 4.000 kroner om året eller mere for en tv-pakke, er det ikke nogen enorm investering.

Også selv om man skal betale ekstra for apps til mobiler og tablet-pc'er.

Slingbox 350 ender på karakteren fem ud af seks.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere