Artikel top billede

De næste dage bliver afgørende for it-verdenen 2014

Den gigantiske CES-messe giver de næste par dage et fingerpeg om, hvad der kommer til at hitte i it-verdenen i 2014. Men der vil med garanti også være en håndfuld fejlskud. Se her hvorfor.

Hvert år i begyndelsen af januar er det nørdernes juleaften, når CES-messen i Las Vegas afvikles.

Det er et gigantisk elektronikmekka, hvor producenterne kappes om at præsentere de mest innovative og interessante produkter, som skal sætte dagsordenen de næste 12 måneder.

Messen åbner officielt tirsdag, men pr-folket er allerede i kampuniformen og har sendt pressemeddelelser af sted, mens udvalgte medier har fået lov at smugkigge på nogle af de produkter, der bliver vist frem på CES.

Messen konkurrerer med IFA i Berlin, der afholdes i september, om at være verdens største.

IFA vinder, når det gælder udstillingsområdets samlede antal kvadratmeter, mens CES til gengæld er større, når det gælder antallet af udstillere, da omkring 3.000 producenter - og cirka dobbelt så mange som på IFA-messen - viser nyt it-udstyr frem i Las Vegas.

Til gengæld er IFA størst, når det gælder besøgende. 240.000 gæster lægger vejen forbi det kolossale messeområde, mens cirka 150.000 besøger CES i kasinobyen.

Prototyper og fejlskud

Traditionelt har den amerikanske messe dog været den, hvor de mest banebrydende produkter først er blevet vist frem.

Microsoft Xbox, de første plasma-tv, Blu-ray-disken og Oled- samt 3D HD-tv er blandt noget af det it-udstyr, som på messen havde deres første officielle debut.

De fleste produkter på IFA er i butikkerne kort tid efter messen, mens CES ofte peger længere fremad med produkter, der i nogle tilfælde er prototyper og først ender i butikkerne op til et år senere.

Hvis de overhovedet bliver til noget og ikke bliver overhalet af it-udviklingen og ender på en støvet hylde i afdelingen for fejlskud.

Det er nemlig ikke alt, der bliver til guld, selv om det vises frem og får opmærksomhed på CES.

Hvor blev de af?

Sidste år solede nye mobile styresystemer baseret på Firefox og Ubuntu sig i pressens spotlight, men her et år senere er Firefox-telefonen kun ude i en lille håndfuld lande, mens Ubuntu-modellen slet ikke er dukket op og endte med en crowdfunding-fiasko. Det kan du læse mere om her.

Tilbage i 2010 kunne den daværende topchef for Microsoft, Steve Ballmer, også fremvise en HP-tablet med Windows 7 på CES. Det skete, en måned før Apple lancerede iPad.

Men HP-tablet-pc'en endte aldrig med at blive et hit, og faktisk var der et større drama omkring netop denne model, som fik flere konfigurationsændringer, inden den ramte butikkerne i USA.

Nye tendenser

På dette års CES-messe i Las Vegas er der allerede så småt ved at tegne sig et billede af de overordnede trends.

På rygtebørsen har vi allerede hørt, at der vil være nye tablet-pc'er, mobiler og ikke mindst nye 4K-fladskærme.

De kaldes også Ultra HD (UHD) og byder på fire gange højere opløsning end dit nuværende HD-tv, og trenden med de nye tv er ikke helt ny. Vi så også massevis af 4K-fladskærme på IFA-messen i 2013.

Men på CES-messen vil vi se nye modeller med Netflix-integration, som er parate til streaming af indhold i 4K-formatet.

Men den helt store trend på CES forventes at blive 'wearable gadgets', altså produkter som du kan tage på.

Vi har allerede i 2013 set og prøvet FitBit Flex og Galaxy Gear, og vi kan forvente lanceringer af rigtig meget nyt udstyr de kommende dage.

Verdensmesteren i skak, norske Magnus Carlsen, vil blandt andet blive brugt som trækplaster for en messestand hos Nordic Semiconductor. Her vil han bære et armbånd, der holder øje med hans puls og trådløst sender resultatet til en stor fladskærm. Det sker, imens han spiller mod 20 modstandere samtidig.

Analysevirksomheden Gartner forventer, at de nye bærbare dimser og tilhørende apps vil nå en omsætning på fem milliarder dollar, cirka 27 milliarder kroner, om blot to år.

Uanset hvilke produkter, som vi kommer til at se de næste dage, vil de være et fingerpeg om, hvilken vej it-verdenen bevæger sig i 2014.

Også selv om der uundgåeligt vil være nogle fejlskud blandt lanceringerne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere