Artikel top billede

USB-dock test: Få meget mere ud af din tynde bærbare

Stadig flere bærbare computere kommer med færre stik og kræver sære dongles. Løsningen er en USB 3.0-dock, som udvider din pc's muligheder. Se testen her.

Få meget mere ud af din tynde bærbare

Først blev diskettedrevet flået ud. Så røg CD/DVD-drevet på din bærbare. I stedet har din mobile makker fået lav vægt, en kraftig processor, lang batterilevetid og en slank profil.

Men ud over tabet af DVD-drevet er bagsiden af de slanke modeller, at der ofte kun er plads til få USB-stik, og at forbindelser som VGA eller HDMI kræver en dongle.

Det er ikke mindst sandt på den Microsoft Surface Pro 2, som har været denne anmelders rejsemakker, siden den skubbede Macbook Air ud sidste år. For mens Surface-modellerne kan det samme som en normal bærbar, er der én USB 3.0-port, et stik til høretelefoner og et lille displayport-stik - og intet andet.

USB 3.0-dock giver flere stik

Det er her, en USB 3.0-baseret dock, som den USB3SDOCKHDV fra StarTech vi tester her, har sin eksistensberettigelse. For med blot én USB 3.0-port (og 230 volt) får du adgang til alle de muligheder, som en stationær normalt vil stå for.

Dermed bliver vores Surface Pro 2 noget mere alsidig.

På grund af behovet for 230 volt og en længde på 26 centimeter samt en bredde på 8 centimeter er løsningen ikke så mobil som de mange dongles, jeg normalt rejser med, men til gengæld er løsningen samlet i én boks.

Selve designet er blot en sort boks med rundede hjørner, hvor du i siden tilslutter strømmen samt USB 3.0-stikket.

Men det er på bagsiden, at produktet viser sit værd. Her finder du DVI-, HDMI- og VGA-stik til en monitor eller et tv samt stik til 1 gigabit-netværk, udgang til mikrofon og høretelefoner samt 3 USB 3.0-porte.

Dermed kan du både have keyboard, mus, kablet opkobling og ekstern skærm tilsluttet på samme tid - med en ekstra USB-port reserveret til USB-nøgler eller en kortlæser.

Det eneste vi umiddelbart savnede var en lille diode, som kan vise, hvorvidt der er sat strøm til docken eller ej. En detalje, men en meget rar detalje, når man skal fejlsøge, hvorfor der ikke kommer et billede på skærmen.

StarTech USB 3.0-dock i brug

Docken og dens mange funktioner kræver selvfølgelig en driver for at få lyd, billede og net op at stå.

Lidt ironisk kommer driverne til StarTech-docken på en CD, som de fleste ultrabooks netop ikke kan rumme. Heldigvis kan driverne også hentes fra StarTechs hjemmeside i den seneste udgave, og efter at have hentet en 49 megabyte fil og genstartet en enkelt gang var vi i gang med docken.

Vores test af StarTechs USB3SDOCKHDV viste, at forbindelsen til USB-enheder var uden problemer, og at skærmen, som vi koblede til vores Surface Pro 2, viste indholdet uden problemer. Vi har tidligere været ude for, at andre USB-docks fik selv en hurtig værts-computer til at blive sløv og hakke, specielt når der skulle vises video på den eksterne skærm.

Det oplevede vi heldigvis ikke med StarTechs, men grafikfunktionerne i docken er selvfølgelig ikke til 3D-spil - men video klarede den uden problemer, selv i HD.

USB-docks er dog ikke gratis. StarTechs ligger på knap 1.100 kroner og udgør dermed hurtigt en ekstraudgift på 20 procent oven i købet af en ny computer.

På den anden side kan køb af en USB 3.0 hub og diverse dongles til VGA og HDMI hurtigt løbe op i det samme beløb - uden at du får den lettelse, som det er at kunne sætte sin bærbare pc til ét stik og så bare bruge den uden at fumle med kabler.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere