Artikel top billede

Kerny Ustrup er it-direktør i MT Højgaard. Fotograf: Jørgen True, STUDIE-E / MT Højgaard

Dansk it-direktør: Sådan holder vi styr på it-sikkerheden

Gode gamle dyder som struktur og kommunikation betyder meget for, at it-sikkerheden holdes højt i MT Højgaard, hvor der ellers er meget at holde styr på.

Interview: Når sikkerhedsbranchen konstant råber vagt i gevær, og medierne konstant hiver de værste sikkerhedsbrister frem i lyset, gælder det om at holde hovedet koldt og tage udgangspunkt i den praktiske sikkerhedsvirkelighed.

"Vi oplever faktisk ikke de store sikkerhedsproblemer i hverdagen," fortæller Kerny Ustrup, der er it-direktør i entreprenørvirksomheden MT Højgaard.

Den situation har han og hans medarbejdere bygget op i organisationen gennem gode, gamle dyder som struktur, kommunikation og teknologi.

For der er noget at holde styr på i MT Højgaards organisation, hvor it er spredt ud over byggepladser i hele landet. På den måde er virksomhedens udstyr og netværk umiddelbart meget sårbart.

I denne del af risikoanalysen er firmaet altså eksponeret.

Godt 2.000 pc'er, mellem 500 og 1.000 tablets og cirka 2.000 telefoner. Sådan ser den konkrete udstyrsliste ud for it-afdelingens folk, men der er styr på tingene.

"Jeg er lidt stolt over, at vi kan tælle utilsigtede episoder indenfor det seneste år på en enkelt hånd," siger han til Computerworld.

"Men alle sikkerhedsrisici ligger en virksomhed på sinde, og derfor har vi en seriøs risikoanalyse på alle de nødvendige områder, hvor vi har helt konkrete handlinger forbundet med hvert emne." 

Hvordan udarbejder i disse analyser?

"Det gør vi med baggrund i akademiske overvejelser og den praktiske virkelighed, vi står overfor," siger han.

MT Højgaards organisation tager således udgangspunkt i egne erfaringer, henter informationer fra analysehuse som eksempelvis Gartner, fra partnere som IBM og på generelle samfundsforhold, når truslerne skal identificeres.

"Det er den ene vinkel på sikkerheden. Og herfra hører vi ofte, at trusselsbilledet er stærkt stigende. Det forsøger vi så at forholde os til i forhold til vores forretning og de problemer, som vi møder i praksis," fortæller han.

"Men vi er sluppet nådigt igennem de senere år. Vi har kun haft to denial-of-service-angreb, vi har ingen datatyveri eller uautoriseret adgang til netværket og kun ganske få stjålne enheder."

Firmaet har valgt de almindelige branchestandarder til områder som password, kryptering eller adgang til data.

"Hvis vi var en bank, ville det selvfølgelig være anderledes, men for os virker det solidt nok," siger Kerny Ustrup.

Mennesker er ikke et problem

It-analysehuset IDC har udarbejdet en rapport, hvor 150 danske virksomheder er blevet spurgt om, hvordan de opfatter sikkerhed og trusselsniveau.

Groft ridset op viser rapporten, at problemerne befinder sig der, hvor virksomhedens ansatte også befinder sig.

"Vi har foretaget undersøgelsen for at lave en sikkerhedsstatus i dansk erhvervsliv. Virksomhederne siger selv, at de kritiske områder er dem, som har noget med mennesker at gøre," siger Anders Elbak, der er it-analytiker i IDC.

Menneskelige fejl, mangler, misforståelser eller manglende viden gør altså virksomhedsdata usikre.

Hele den analyse kan du læse her: Her halter sikkerheden i dansk erhvervsliv.

Men i MT Højgaards organisation har man formået at lægge en dæmper på netop denne problematik.

"Jeg tør dårligt sige det, men vi er ikke plaget af, at vores ansatte skaber sikkerhedsproblemer," fortæller byggefirmaets it-direktør.

"Vi arbejder meget på byggepladser, hvor der er mange personer involveret i handlingerne, og uautoriseret personale har let adgang til dem, men det er faktisk ikke det store problem. Hverken organiserede angreb udefra eller tyveri fylder særlig meget hos os."

Hvordan undgår I det?
"En af årsagerne er måske, at vi er lidt 'kedelige', og meget af vores information er allerede offentligt tilgængeligt. Men vi har naturligvis fortrolige områder som persondata eller i forbindelse med tilbud," siger han.

"Med hensyn til enhederne har vi valgt en helt klar strategi, hvor vi kan spore stjålne enheder. Vi kan ligeledes lukke dem ned fra distancen. En telefon eller en computer, der er stjålet fra vores butik, kan således ikke bruges til noget som helst."

Dna-mærkning af udstyr

MT Højgaard bruger også en teknologi, der hedder dna-mærkning, til alt fra boremaskiner over rundsave til telefoner. 

"Det er en væske, der smøres på med en vatpind, som indeholder jernpartikler, der i princippet er et nummer. Efterfølgende kan man lyse på enheden med et specielt lys og se, hvor den kommer fra."

En anden sikkerhedsforanstaltning er, at langt hovedparten af computerne har lukket ned for administratoradgang, så der er mere kontrol med, hvad der bliver installeret på enhederne.

Men faktisk handler det primært om kommunikation af budskabet for, at man skal holde disciplin - med udgangspunkt i it-afdelingen selv.

"Vi har kontrol over, hvor vi opbevarer følsomme data, og hvem der har adgang til dem. To gange om året gennemgår vi eksempelvis alle, der er autoriserede til disse data," siger Kerny Ustrup.

"På den måde har vi orden i tingene."

Men medarbejderne bliver også oplyst om, hvordan man håndterer sine enheder i MT Højgaard. 

"Vi fortæller vores folk om, at de skal låse enheden inde om aftenen, man skal ikke lægge ting i dropbox og at en stjålen enhed i øvrigt er værdiløs, fordi it-afdelingen kan lukke den helt ned."

"Den største risiko, som jeg ser det i øjeblikket, er faktisk falske phishing mails, og også her forsøger vi at kompensere ved oplysning. En god adfærd og en politik til at matche adfærden op imod, er det mest centrale for god sikkerhed hos os. Folk er gode til at efterleve kravene, når de kender dem."

Så gode gamle dyder formuleret i en politik og en proaktiv plan med samarbejdspartnere holder de mange enheder og maskiner i sikker stand i den store entreprenørvirksomhed. 

"Den adfærd kan folk i øvrigt også bruge i deres privatliv, hvor mange af sikkerhedstruslerne er de samme."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere