Artikel top billede

Topadvokat om mere it-sikkerhed: Slap nu af - det er jo også farligt at gå en tur på havnen

Kravet om konstant højere it-sikkerhed kan være ødelæggende for små danske virksomheder. Det mener it-advokaten Martin von Haller Grønbæk.

Lad os nu få proportionerne på plads i al den snak om behovet for it-sikkerhed i virksomheder. Det er jo fortsat langt farligere at gå en tur på havnen eller køre cykel i morgentrafikken.

Den overraskende melding kommer fra topadvokaten Martin von Haller Grønbæk, efter at Dansk It har foreslået større beføjelser til Datatilsynet.

"Mig bekendt er der endnu ikke nogen, der er døde eller har måttet gå fra hus og hjem på grund af manglende it-sikkerhed," siger Martin Grønbæk.

Martin Grønbæks udtalelser kommer som en reaktion på et nyt forslag fra brancheforeningen Dansk IT. Datatilsynet bør kunne straffe virksomheder med bøder, hvis der bliver fundet kritisable forhold i it-sikkerheden, mener Dansk It. Ligesom man kender det fra Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, hvor en dårlig egenkontrol kan udløse en kontant straf.

Denne udvikling med et krav til virksomheder om et stigende sikkerhedsniveau er Martin Grønbæk nu ikke enig i:

"Der er en tendens til på it-sikkerhedsområdet hele tiden at kræve et højere sikkerhedsniveau uden at tage hensyn til de samfundsmæssige og virksomhedsmæssige omkostninger, investeringerne vil medføre," siger Martin Grønbæk.

Sikkerhedskrav drives af hypoteser

Martin von Haller Grønbæk mener, at kravene om højere sikkerhedsniveauer i forbindelse med databehandling er uforholdsmæssigt store og bunder i automatreaktioner fra politikerne, når der i pressen rapporteres skræmmehistorier om afpresning. 

Ofte er disse skræmmehistorier fremsat af it-sikkerhedsindustrien, der har en naturlig interesse at sælge flere it-sikkerhedsløsninger, påpeger advokaten.

"Det er hele tiden hvis og hvis, men hvor mange har vi konstateret eller blot hørt om, som rent faktisk er blevet afpresset på grund af f.eks. lækkede sygehusjournaler? Nogen bliver det måske en dag, men det er også problematisk, at folk kan falde i havnen, fordi kajen ikke er skærmet af, eller at folk dør i trafikken. Betyder det så, at alt skal lukkes af?," siger Martin von Haller Grønbæk.

Hver gang man skruer endnu en tak op for kravene til it-sikkerhed, sker det ofte med risikoen for, at kun de store virksomheder har ressourcerne til det, mens de små, innovative virksomheder må dreje nøglen om, mener Martin von Haller Grønbæk.

Datatilsynet bør styrkes med flere ressourcer

Dansk IT foreslår, at pengene fra de inddrevne bøder kunne gå i Datatilsynets kasse for at styrke tilsynet med den danske it-sikkerhed.

Både brancheforeningen og it-advokaten er enige om, at Datatilsynet godt kunne bruge flere penge til sit arbejde.

"Datatilsynet har i dag ikke ressourcer til at tage sager op af egen drift, så der er herhjemme reelt ingen, der kontrollerer danske virksomheders it-sikkerhed," siger direktør Per Andersen, Dansk It.

Men hvor Dansk It ønsker straf i form af bøder, hælder Martin Grønbæk mere til, at Datatilsynet også kunne bruge sine kompetencer til at støtte virksomhederne, når der er brug for det.

"Datatilsynet kunne med flere ressourcer mere proaktivt forklare og vejlede virksomheder om på, hvordan de skal forholde sig til nye former for databehandling overfor persondataloven, og med flere ressourcer til Datatilsynet kunne ekspeditionstiden nedsættes," siger Martin Grønbæk.

På den seneste finanslov fik Datatilsynet tildelt 22,2 millioner kroner, hvilket er en lille nedgang i forhold til året før.

EU varsler strengere straffe

I dag er den største bøde, som en sag fra Datatilsynet har medført, på 25.000 kroner. Til sammenligning har det britiske datatilsyn netop udskrevet en bøde på knap to millioner kroner for lemfældig omgang med personlige data i fængsler.

Et niveau, vi måske skal vænne os til i Danmark, hvis den nye EU-lovgivning vedrørende datasikkerhed vedtages næste år. EU vil tillade en bøderamme på op til 750 millioner kroner eller fem procent af en virksomheds internationale omsætning.

Læs også:

Disse organisationer er blevet politianmeldt af Datatilsynet

It-advokat: Giv dine personlige data væk på nettet




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere