Artikel top billede

Tablet-markedet udvikler sig helt forkert for Apple: iPad-nedtur forude

Der er dystre udsigter for Apple i tablet-markedet, hvor selskabet får tørre tæsk. Grund: Apple er det helt forkerte sted.

Tablet-markedet er på vej i en helt forkert retning for Apple, og salget af iPad-tabletcomputerne står til at blive ramt af afmatning i de kommende år.

Det skyldes, at det globale salg af tablet-computere flader ud efter flere år med svimlende vækstrater.

Analysehuset IDC forventer således i en ny rapport, at væksten i salget af tablet-computere vil lande på blot omkring 6,5 procent i år i forhold til sidste år.

Det er en væsentlig nedskrivning i forhold til tidligere forventninger, idet IDC for blot fem måneder siden forventede en vækst på 19,4 procent.

Luften gået ud af Apples hjemmebane

Værst ser det ud for Apple, for vækst-raterne er især under pres i de etablerede markeder i Nordamerika og Europa, mens det ser mere lovende ud i de såkaldte 'emerging markets' - altså spire-markeder i Sydamerika, Afrika og Asien, der er længere tilbage i markeds-udviklingen.

Det rammer Apple, fordi iPad især har bidt sig fast i de etablerede markeder, hvor Apple historisk set er solidt etableret og henter en ikke uvæsentlig del af sin omsætning på selskabets relativt højt prissatte maskiner.

Ifølge IDC vil stort al vækst på tablet-markedet i år imidlertid finde sted i 'emerging markets,' der ifølge analysehuset vil opleve en vækst på 12 procent.

I Nordamerika og Europa - som altså er Apples hjemmebane - vil der ifølge analysehuset ikke komme vækst overhovedet på tablet-markedet.

Her vil udviklingen 'være flad,' som man siger.

iPad-salg faldet

Salget af iPad'en er faktisk faldet i de seneste to kvartaler (16 procent i første kvartal og ni procent i første kvartal).

Apple forventer selv at sælge 12,8 millioner iPad-tablets i tredje kvartal samt 23 millioner eksemplarer i fjerde kvartal.

Holder disse forventninger, vil det svare til en nedgang i salget på ni procent i tredje kvartal og 12 procent i fjerde i forhold til iPad-salget i de tilsvarende kvartaler i fjor.

Det vil i givet fald betyde, at Apple i hele 2014 vil have solgt 65 millioner iPad'er - en nedgang på 12 procent i forhold til 2013.

Officielt maner Apple til besindelse. Selskabet bedyrer, at nedgangen blot et et midlertidigt bump, inden salget igen tager fart.

I sommer sagde Apple-direktør Tim Cook således til et møde med en række brancheanalytikere og investorer, at hele tablet-kategorien stadig befinder sig i de tidligere faser af sin udvikling.

"Vi mener stadig, at der er masser af udviklingsmuligheder tilbage for iPad'en, og vi planlægger at forfølge disse muligheder," lød svaret dengang fra Tim Cook, da han blev spurgt om, hvad Apple ville gøre for igen at få sat skub i vækstraterne.

Her pegede han (igen) på, at Apple fortsat tror på, at tablet-markedet på et tidspunkt helt vil overhale pc-markedet.

Prisen er for høj

For Apple er der imidlertid et andet problem: Prisen.

Skal selskabet for alvor ind og hente vækst i 'emerging markets', skal selskabet være klar til at sænke priserne.

IDC vurderer således, at den såkaldte ASP (average selling price) på tablet-computere vil falde med 10 procent i markederne uden for USA til 302 dollar - eller 1.700 kroner.

Til sammenligning lå ASP'en for iPad i juni på 444 dollar - eller 2.500 kroner.

iPad'en er med andre ord for dyr til for alvor at kunne få fat i væksten i de nye markeder, lyder konklusionen.

Hertil kommer, at iPad ifølge IDC mangler en meget vigtig feature til tablet-computere i Asien, der er det vigtigste vækstmarked lige nu, nemlig muligheden for at telefonere via mobilnetværket på tablet-computeren.

Netop denne egenskab - at kunne anvende tablet-computeren som en almindelig telefon - er det, som de asiatiske tablet-købere kigger efter lige nu.

IDC vurderer, at salget af tablet-computere med netop denne egenskab vil vokse med hele 60 procent i år og i alt stå for mere end 25 procent af det samlede tablet-salg i Asien.

Men det kan en iPad ikke. Her skal eventuel telefoni foregå via Skype, Facetime eller lignende tjenester, og Apple har endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt denne feature er på trapperne i kommende iPad-modeller.

Læs også:

Apples tablet-salg falder, men til vinter kommer mega-iPad'en

Apple-forhandlere plages af skrappe krav: Så lidt tjener de på at sælge en Mac

Ny iPhone på trapperne: Kan Apple få iPhone-feberen til at stige igen?

Apple scorer kassen, men salget skuffer




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere