Artikel top billede

By fyldt med e-skrot: På besøg i Kinas store teknologi-losseplads

Guiyu er efter kinesisk standard en lille by med sine blot 150.000 indbyggere, men er blevet kendt som det sted, hvor verdens døde elektronik-affald bliver samlet. Tag med på besøg.

Ved den kinesiske sydkyst i Guangdong-provinsen ligger den efter kinesiske forhold lille by Guiyu, der er nogenlunde på størrelse med Odense.

Byen er samtidig kendt for at være blandt verdens allerstørste lossepladser for elektronik-affald.

Der findes knap 6.000 forskellige virksomheder i byen, hvoraf de fleste er familie-ejede foretagender, der arbejder med at splitte kasserede elektroniske apparater fra hinanden og udtage de materialer, der kan videresælges.

Her bliver motherboards, pc'er, mobiltelefoner, strømforsyninger og meget andet splittet ad i lange baner.

Computerworld News Services fotograf, Michael Kahn, har været på besøg i byen, der er en miljøbombe uden lige.

Elektronik-affaldet hober sig mange steder op, og forureningen er slem. Flere miljøorganisationer har endda kaldt Guiyu for verdens mest forurenede by.

Meget af affaldet brændes af, ligesom selve adskillelsesarbejdet ofte foregår på primitiv facon, hvilket forlængst har fået tungmetaller og andre giftige substanser til at sive ned i jorden overalt i byen.

På det seneste er der dog sket fremskridt, idet de kinesiske myndigheder har lanceret en plan, der skal få virksomhederne til i det mindste at flytte de mere farlige opgaver til en række særlige områder.

Ligeledes er myndighederne begyndt at skride ind over for miljøfarlig afbrænding af materialerne.