Artikel top billede

Dansk Europol-chef: 100 udviklere står bag al malware

Udviklingen af ondsindet kode organiseres af cirka 100 bagmænd, og vi ved hvem de er, siger den danske chef for Europols Cybercrime Centre.

Hovedparten af verdens ondsindede kode er bygget af ganske få kriminelle.

Ifølge Europol drejer det sig kun om cirka 100 bagmænd primært fra den russisktalende del af verden.

Det fortæller den danske chef for European Cybercrime Center (EC3), Troels Ørting, i et interview til britiske BBC.

Troels Ørting mener, at man bør koncentrere indsatsen mod toppen af pyramiden, der består af en meget begrænset, men samtidig meget dygtig gruppe udviklere.

"Vi ved med stor sikkerhed, hvem de er. Hvis vi fjerner dem fra ligningen, vil korthuset falde sammen," siger han i et radiointerview med BBC.

Danskeren leder EU's specielenhed mod it-kriminalitet, der blev oprettet i fjor som en del af Europol med hovedkvarter i den hollandske by Haag.

Troels Ørting fortæller, at erfaringerne viser, at det er russisksprogede kriminelle, der udvikler avancerede værktøjer, som kan anvendes til spionage, dataindbrud samt til kapring af pc'er eller net-konti.

Programmerne bliver solgt som hyldevarer og tjenester via lyssky markedspladser eller fora på nettet.

Kan bruges af amatører

Malware-programmet Zeus, der findes i et hav af varianter, er et konkret eksempel.

Zeus anses for at være det mest lukrative stykke malware nogensinde.

Det meget fleksible angrebsværktøj bliver solgt i stor stil, og det kan eksempelvis konfigureres mod specifikke netbanker.

Brugeren af disse tjenester skal ikke være it-ekspert for at svindle sine ofre. Det kræver blot almindelige kundskaber for at betjene programmerne, der fungerer helt på linje med et tekstbehandlingsprogram eller billedredigering.

På den måde kan programmerne fra de 100 udviklere spredes til enhver, der vil bedrive kriminalitet på nettet.

Lukket verden

Selv om Europol mener at have identificeret mange af bagmændene og hævder, at hele systemet kan vælte som en række dominobrikker, hvis man fjerner de 100 udviklere, så siger han, at bekæmpelsen af net-kriminalitet er en kamp op ad bakke.

"Det er desværre ikke et statisk antal, og omfanget øges. Vi kan fortsat håndtere situationen, men de kriminelle har flere ressourcer og ingen begrænsninger. De er drevet af grådighed, jagten på profit og de producerer malware i et tempo, som vi har svært ved at holde trit med," siger Troels Ørting.

Samtidig er det et problem, at bagmændene holder til i den russisktalende del af verden.

"Der har ikke været tradition for et tæt samarbejde mellem EU's politi og de russiske kollegaer," fortæller lederen af European Cybercrime Center.

Men der er måske en bedring på vej.

Troels Ørting fortæller til BBC, at han netop har været i Moskva for at diskutere fire store sager.

Han vil ikke fortælle, hvilke sager det drejer sig om, men han beretter, at der er en forventning om, at møderne vil føre til arrestationer og fængslinger.

Læs også:

Ny farlig Zeus-variant er svær at spore

Politi-boss advarer: Her er it-underverdenen

Dansk cyber-sherif indrømmer: Ja, vi planter malware




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere