Midt i dotcom-boblen i slutningen af 1990'erne var jeg blevet sendt til Houston i Texas i USA som konsulent for at hjælpe med til at udvikle et diagnosticerings-værktøj til internettet.

Ideen var at udvikle en slags virtuel doktor, så virksomhederne lige kunne få screenet deres medarbejdere, inden de betalte for at sende dem til lægen.

Jeg var udsendt af firmaet Hugin Expert, der udvikler beregningssystemer til ekspertsystemer, og det skulle bruges i den her virtuelle doktor, som amerikanerne havde lidt problemer med, hvilket var grunden til, at jeg var taget derover.

Der var mange mennesker involveret i det, blandt andet en amerikansk statistik-professor.

Der var også en læge, som også vidste noget om statistik, og han ville bare gøre det på en bestemt måde.

Diskussionen rundt om bordet endte med at blive noget ophedet, for vi var uenige om, hvordan problemet skulle løses, da jeg mente, at der var nogle vigtige forudsætninger for beregningerne, som ikke var på plads i det, som de lavede.

Byggede man værktøjet efter en forkert model, risikerede man jo, at det ville komme med en forkert diagnose.

På et tidspunkt i diskussionen siger jeg så, at jeg simpelthen ikke vil være i stand til at kunne forsvare løsningen i en retssal.

Så bliver der fuldstændigt stille i rummet.

Efter en fem-otte sekunder siger ham professoren så lidt tørt: "Jeg tror lige, at vi skal høre, hvad det er, han siger."

Jeg tror, at de fleste på et tidspunkt opdager, at de har et større impact, end de egentlig forventer, og det var i hvert fald her, at jeg opdagede, at jeg rent faktisk har noget viden, som gør, at de andre skal lytte efter.

Det var sådan lidt en øjenåbner. Nu er jeg jo fra Jylland, og vi går jo i Jylland rundt og tror, at vi ikke kan så meget - altså indtil vi opdager, at vi rent faktisk kan noget.

Jeg fik min vilje, og vi fik styr på det hele, så det beregningsmæssigt fungerede korrekt.

Søren Dittmer, managing director
ReflectIT