Artikel top billede

Fortalt til: Dan Jensen

Mennesker i IT
Udgivet 27. februar 2015 kl. 14.02

Jeg fik min ECM-tatovering i december sidste år, og det var ikke i Bangkok, men i København hos en anstændig og dygtig tatovør - ja ikke at det kræver en dygtig fætter at lave tre bogstaver, ha ha.

I sommer var vi i Frankrig hele familien, hvor vi var 20 mennesker samlet i et hus, og så begyndte folk at snakke om tatoveringer, og jeg havde jo ikke nogen.

Konen har en tatovering, og hun ville gerne have en til, og så sagde hun, at så skulle jeg da også have en. Men arh nej, jeg skulle da ikke have nogen tatovering, men hun blev ved, for der måtte da være et eller andet.

Så gik jeg og tænkte lidt over det. Det skal jo være noget, som betyder noget.

Jeg gik så og tænkte på det hele ferien, og da vi kom hjem, havde jeg besluttet mig: Hvis jeg skal have en tatovering, så skal der stå ECM.

Jeg arbejder jo med ECM (Enterprise Content Management, red), og jeg må indrømme, at jeg nogle gange har svært ved at skelne mellem arbejde og fritid, og faktisk er jeg på mange måder mit arbejde, for jeg går vildt meget op i ECM, og det har jeg gjort i 13-14 år.

Jeg synes, at det er skidespændende og det sejeste i hele verden, og der er ikke noget bedre. Jeg har også skrevet en bog om det.

Så jeg sagde til min familie, at det der ECM virkeligt betyder meget for mig, og set i det lys, var de enige i, at det måske var en meget god ide.

Så kom vi fra det i en periode. Og så tilbage til det igen, og til sidst skulle det altså være, så vi tog ind til tatovøren, som min kone kender, og så skal jeg SATME vise hele verden, ha ha.

Da jeg havde fået den lavet, tog jeg et billede af den og lagde på Facebook, og folk troede jo, at det var noget fis, men den er altså rigtig nok.

Når folk ser min tatovering, spørger de som regel, om den er ægte. Og det er den altså.

Jeg håber da, at jeg kommer til at arbejde med ECM resten af mine dage, men jeg skal nu nok finde en anden betydning til tatoveringen, hvis den verden en dag skulle stoppe for mig.

For eksempel hedder min kone Charlotte, så ECM  kan jo også stå for Elsker Charlotte Meget. Eller Esbjerg Cykel Motion. Vi har fem børn til sammen, så det kunne også stå for Every Child Matters. Jeg skal nok finde på noget.

Indtil videre er der heldigvis intet, der tyder på, at mit arbejde med ECM skal stoppe.

I dag handler min tilgang til ECM meget om at finde en måde at kommunikere det på, for der er så mange vinkler, og det er så bredt, at hver lille ting, der hører under ECM jo nærmest kan blive et helt forretningsområde i sig selv, og det er nærmest blevet en hel sport for mig at finde på nye måder at forklare det på.

For mig er ECM noget af det, der kan give virksomheder allermest i forhold til effektivisering.

Man får ikke den samme mulighed for at øge produktiviteten ved at udskifte et eksisterende system med et andet. Men at skifte fra ingenting til håndtering af og automatisering af dokumenter og arbejdsgange vil give meget mere.

Det er som at skifte fra en knallert til en bil.

Michael Fray, chefkonsulent for ITS og ECM i Konica Minolta Business Solutions, forfatter til bogen 'ECM, Enterprise Content Management' samt ophavsmand til den danske udgave af 'ECM Maturity Measurement Model.'


Flere mennesker i IT Om mennesker i it