Artikel top billede

Tech, kineserplast og boothbabes: Her er de nye trends fra verdens største mobilmesse

Reportage: Mere end hundredetusinde besøgende på Mobile World Congres jagter de næste store mobiltrends i hallerne på verdens største mobilkonference. Her kan du se, hvad de er på jagt efter.

Mobile World Congres, Barcelona. "Heeeeeey don't I know you?"

Jeg vender mig om. En mørklødet pige vinker til mig. Forvirret roterer jeg for at tjekke, om der står en bag mig.

"No no. You. Haven't I seen you before?," spørger hun igen, mens hun maser sig gennem masserne.

Jeg har aldrig været i Barcelona før og har ingen ædruelige erindringer om et møde med hende. Hun insisterer dog.

"Yes yes! Do you know Hallow Industries? No? Oh you must. Come with me."

Høfligt takker jeg nej og går videre. 50 meter senere bliver jeg mødt af et lignende salgstrick fra en anden sød-udseende "boothbabe". Hende kender jeg heller ikke.

Mobile World Congres er i gang. Dette er mobil- og mobility-producenternes vigtigste mulighed for at påvirke både klienter og presse - og de giver den fuld gas.

Mobilnørdens mekka
Alle steder omkring mig blinker skærme og ivrige personer i boderne til mig.

Der er en kamp om at fange enhver, som kan kommer ind og se firmaernes produkter. Den 92'ende mail bibber ind på telefonen.

Sidste år deltog over 90.000 deltagere fra hele verden for at se det nyeste indenfor smartphones, tablets og andet hardware og software, som passer under "mobility"-brandet.

Vi har set nylanceringer fra HTC, Samsung, Lenovo, Microsoft, Sony, Huawei, ja listen kunne blive ved længere end denne artikel.

Og det er altså kun tirsdag formiddag.

Ligeledes står kinesiske ZTE og Alcatel One Touch og en god håndfuld andre relativt ukendte asiatiske telefonmagere.

Og de vil da også gerne vise deres telefon frem.

Du kan sågar finde både Jolly Phone og Ubuntu-telefoner ved MWC - hvis altså ikke, at du bliver væk i mængden.

VR og ure
Specielt tre forskellige trends ser ud til at tage den store fokus - ud over mobil-lanceringerne selv.

Virtuel reality, smartwatches og security.

Flere kinesiske firmaer lancerer Oculus Rift-lignende briller, og HTC har overrasket alle ved at lancere et par briller i samarbejde med distibrutionsplatformen Valve.

I den anden boldgade kommer firmaer som LG og Huawei med smartwatches, som meget mere ligner klassiske ure i stedet for den følelse af 90'er-ur, som mange nok har tænkt ved tidligere smartwatches.

Faktisk er Huaweis ur et smukt ur. Og det kommer fra en, som endnu ikke har været imponeret af de smartwatches, der er på markedet.

Sikkerhed på de mobile platforme

Til sidst handler det om sikkerhed.

Mængden af "sikre" telefoner eller services er eksploderet efter Snowden-afsløringerne, og firmaer som Silent Circle med Blackphone kommer med en ny version af den overvågningssikre telefon.

Hvorvidt de rent faktisk er sikre, er et helt andet spørgsmå, men der er et hav af producenter, som vil gøre din telefon NSA-sikker.

Og folk er vilde med det. Ikke bare sikre telefoner, men MWC i helhed.

Barcelona syder af lysten til innovation og tech-rus.

Og ugen er kun lige begyndt.

Læs også: Førstehåndsindtryk: Førstehåndsindtryk: Samsung Galaxy S6 og S6 edge er den helt rigtige vej for Samsung